Af Morten Nielsen (Afrika Kontakt)
Den 27. april fejrede hele Sydafrika 20-året for resultatet af den lange frihedskamp: Apartheid-diktaturets fald. Og på onsdag – den 7.maj – går sydafrikanerne til valg. Men hvordan ser det ud med den frihed og lighed, som de kæmpede for?
Den 27. april 1994 fandt Sydafrikas første demokratiske valg sted og landets nye flag blev hejst til lyden af den nye nationalsang.
Befrielsesbevægelsen ANC med Nelson Mandela i spidsen vandt valget med 62,7 procent af stemmerne og kunne danne en samlingsregering med det parti, der havde indført de forhadte apartheidlove næsten 50 år tidligere.
De vigtige sejre var resultatet af tusindvis af sydafrikaneres årelange kamp for frihed, lighed og demokrati. Men hvordan ser det ud i dag med de idealer, ANC kæmpede for?
Stor ulighed
20 år efter det første demokratiske valg er Sydafrika fortsat et af verdens mest ulige samfund.
Efter at have siddet ved magten i to årtier år står ANC i en krise. Når sydafrikanerne skal til valg d. 7. maj, er partiet mere presset end nogensinde.
Dog ikke så presset at ANC står til at tabe valget. De seneste meningsmålingner giver godt nok Sydafrikas præsident, Jacob Zuma, en kraftig tilbagegang, men uden at det rammer ANC særligt hårdt.
ANC vil fortsat få næstent to ud af tre afgivne stemmer. Men ét er valg – et valg hvor procenten af personer, der stemmer falder – noget helt andet er den moralske krise, regeringspartiet står i. En krise der betyder, at støtten fra tidligere allierede er ved at fordufte.
ANC har i årtier været leder af en alliance, der i dag består af ANC som parti, fagbevægelsen, COSATU og det sydafrikanske Kommunistparti, SACP.
Tab af indflydelse
I begyndelsen af februar startede den største strejke i minesektoren de sidste 20 år. Mellem 60.000 og 90.000 arbejdere i Sydafrikas platinminer strejker for kravet om højere lønninger.
Stort set hele Sydafrikas platinproduktion er gået i stå, efter at minearbejderne i Anglo American Platinum, Lonmin og Impala Platinum minerne igangsatte deres strejke.
Kravet er at de lavest lønnede minearbejdere om fire år tjener 12.500 sydafrikanske Rand, svarende til ca. 6.500 danske kroner om måneden.
Strejken er organiseret af Association of Mineworkers and Construction Union, AMCU, der også stod bag den blodbesudlede strejke ved Lonmins miner i Marikana for lidt mere end et år siden.
Det var ved den lejlighed at politiet åbnede ild mod de strejkende minearbejdere og dræbte 44 af dem.
Udbrydere
AMCU er en udbryderfagforening fra National Union of Mineworkers, NUM, der er medlem af COSATU.
I løbet af få år er AMCU blevet den største fagforening i platinminerne, og har nu forhandlingsretten for de ansatte i disse miner.
AMCU er ikke allierede med ANC og regeringen, hvilket NUM er. Og AMCU har fået mange medlemmer på at være i opposition til ANC, hvis centrale ledere har store økonomiske interesser i minesektoren.
Samtidig har COSATU’s største medlemsforbund, metalarbejderne i NUMSA, besluttet ikke at støtte ANC ved valget og opfordrer til en bred folkefront mod privatiseringer, nyliberal politik, korruption og nepotisme. På længere sigt ses planer om at skabe et arbejderparti med en socialistisk dagsorden.
Dette kommer efter lang tid med interne magtkampe i COSATU om, hvordan den faglige sammenslutning skal forholde sig til ANC-regeringens nyliberale politik.
Ledernes egne økonomiske interesser
Konflikten i minesektoren er bare et af mange eksempler på, hvordan ANC som regeringsparti har samlet ledernes økonomiske interesser så tæt, at det for mange fattige sydafrikanere er svært at vide, om det er bekæmpelse af fattigdommen eller ledernes økonomiske interesser, der vejer tungest for regeringen.
Ifølge Centret for Civilsamfundsstudier på universitetet i Kwa-Zulu Natal var der i 2013 flere end 12.600 protestaktioner i Sydafrika.
Tallene dækker over lokale protester mod politibrutalitet eller manglende services fra de lokale myndigheder til nationale arbejdskonflikter med millioner af strejkende.
Men tallet siger frem for alt, at mistilliden og utilfredsheden med ANC regeringen er vokset og nu synes tydelig for alle.
Disse sociale protester støtter ikke op bag højrefløjen i den Demokratiske Alliance, DA, men er lokalt organiserede, mere eller mindre spontane protester.
Samtidig med at kriminaliteten falder svagt i Sydafrika, dræbte det sydafrikanske politi flere end 860 personer i 2010. Et tal der ser ud til at forsætte med at stige.
Protestaktionerne er også udtryk for at en stadig større gruppe af den fattigste del af befolkningen har opgivet at bruge valgurnerne til at ændre ANCs politik. ANC er i løbet af de sidste 20 år blevet døv over for kritik, også selv om kritikken kommer fra egne rækker.
Nye aktører
Efter ikonet Nelson Mandelas død i december har en række nye politiske partier og bevægelser set dagens lys. Alle har de ét til fælles: Politisk ligger de til venstre for ANC, hvilket er noget nyt.
Men selv om den tidligere leder af ANC’s ungdomsafdeling, Julius Malema, kan samle over 40.000 unge til massemøder rundt om i landet, ser det ikke ud til, at hans nye parti “De Økonomiske Frihedskæmpere” (EFF), for alvor kan udfordre ANC. Frihedskæmperne står til ca. fem procent af stemmerne.
En af de nye bevægelser har den højt profilerede tidligere minister for efterretningstjenesten og centralkomitemedlem af det sydafrikanske kommunistparti, Ronnie Kasrils, som leder.
I april opfordrede Kasrils og flere end 100 veteraner fra kampen mod apartheid vælgerne til at signalere deres skuffelse og utilfredshed ved at stemme på en af de mindre oppositionspartier eller destruere deres stemmesedler.
Kampagnen, der har navnet ”med vores hjerte”, sker i vrede over, at omregnet ca. 130 millioner kroner af skatteydernes penge er gået til “sikkerhedsopgraderinger” af præsident Jacob Zuma’s landejendom, på et tidspunkt, hvor millioner af sydafrikanere er desperat fattige.
Kasrils, der beskriver sin kampagne som “skabt af kærlighed” til hans gamle parti, har sagt at udgiften er “uanstændig”.
Men den seneste meningsmåling, foretaget for den sydafrikanske avis Sunday Times, viser at skandalen om præsidentens privatbolig ikke har haft større effekt på almindelige ANC-vælgere.
Den forudsiger, at partiet vil øge sin tilslutning fra 64,9 procent af stemmerne ved seneste valg i 2009 til 65,5 pct. Denne måling står i kontrast til andre prognoser, der når frem til, at ANC mister mindst et par procentpoint.
Valget i maj
ANC’s fortsatte popularitet afspejler det faktum, at livet føles usammenligneligt bedre for mange sydafrikanere i dag end under det hvide mindretals racistiske apartheid-system.
Regeringen siger, den har bygget 3,7 millioner huse siden indførelsen af demokrati for 20 år siden, mens omkring 15 millioner mennesker i dag modtager offentlige sociale ydelser i form af pensioner, børnepenge eller arbejdsløshedsunderstøttelse.
Alligevel forsætter den økonomiske ulighed med at vokse, og det er baggrunden for protesterne over mangel på grundlæggende serviceydelser såsom vand, sanitet, elektricitet og boliger.
En nylig undersøgelse viste, at hele 46 procent af befolkningen på nu 52 millioner lever i fattigdom. Arbejdsløsheden ligger på omkring 25 procent ifølge de officielle statistikker. Reelt er den nok nærmere de 50 procent blandt unge under 30 år.
Selv om millioner har fået boliger, rent drikkevand og elektricitet, er der en bagside på de flotte tal. Sydafrikas befolkningstal er nemlig også vokset fra anslået 29 millioner i 1994 til i dag 52 millioner indbyggere.
De hvide er fortsat i førersædet
Arven efter raceadskillelsen har vist sig svær at overvinde. Hvide sydafrikanere – mindre end 10 procent af befolkningen – er stadig i førersædet i økonomien og dominerer arbejdsmarkedets bedst betalte jobs.
Det offentlige skolevæsen er nedslidt og klassestørrelser på over 70 elever ikke unormalt.
Valget den 7. maj er første gang, at der er et væsentlige brud inden for ANC alliancen. Men de nye venstrekræfter har endnu ikke haft mulighed for at forene sig og opbygge et reelt alternativ.
Derfor vil næste valg i 2019 se helt anderledes ud end dét på onsdag.
Store grupper inden for ANC, Kommunistpartiet og fagbevægelsen tror stadig på frihedskampens idealer. Spørgsmålet er om de bliver ved med stiltiende al forsvare en regering, hvis politik står i skarp kontrast til de idealer.
Morten Nielsen er sekretariatsleder i NGOen Afrika Kontakt og opholder sig i Sydafrika under valget med tilbagekomst den 20. maj.
Meget mere om Sydafrika på http://en.wikipedia.org/wiki/South_Africa
