Lisa Staugaard skriver fra Kapstaden
Flere og flere kvinder i Cape Towns townships (ghettoer) fører en daglig kamp mod fattigdommen, mens de lever i konstant frygt for deres familiers liv. Her belyser dansk antropologistuderende kvindernes hverdag udfra praktik i tre townships.
Det stinker af urin under halvtaget på stationen, hvor sælgere har bredt deres varer ud på asfalten.
Chauffører råber i munden på hinanden om hvor de kører hen, for at få fyldt deres busser hurtigt. Herfra kan man tage en minibus ud til samtlige townships. Man kører forbi the Southern Suburbs derud, hvor landskabet præges af golfbaner og kæmpevillaer.
Bebygggelsen i townshippene veksler derimod mellem hele bydele af blikskure kun adskilt af små stier, hvor folk piler mellem hinanden, eller små typehuse, tit med et blikskur i baghaven.
I husene bor der op til 20 familie-medlemmer fra tre generationer.
Her er centrum ”the taxirank”, hvor man kan tage minibusser til centrum eller andre townships. Den lokale kiosk eller frisør holder til i et malet blikskur i en forhave til huset og ud til vejen står en mama ved en åben grill og sælger nystegte kyllinger.
Townshippene står ikke kun i skærende kontrast til livet i the Southern Suburbs. Det står også i kontrast til bydelene nær centrum, som f.eks. Sea Point, der er kendetegnet ved store villaer tæt på bjerg, hav og parker.
Her bor der flest hvide, mens mange af de sorte, man ser i denne del af byen, kun er der for at arbejde. De er stilladsarbejdere, rengøringsdamer eller black nannys, der passer hvide småbørn i Green Point Park, mens forældrene er på arbejde.
Fattig ind til benet
Kvindernes beretninger om dagligdagen giver et direkte indblik i de høje fattigdoms- og arbejdsløshedsstatistikker i Sydafrika.
Samtlige kvinder, jeg har interviewet som led i min forskningspraktik, hjembringer enten den eneste eller en af de eneste indkomster i hjemmet. De lever af deres pension på 1.200 rand om måneden (ca. 650 kr.), eller har lidt tilfældigt arbejde for at holde familien kørende.
Èn sælger slik hjemme fra huset, en anden arbejder et par dage om ugen som hushjælp og en tredje bruger hele dagen på at gå fra dør til dør og bede om brugt tøj, hvorefter hun tager rundt til markeder i andre townships og prøver at sælge det igen.
Nogle af pensionisterne supplerer deres pension ved at sælge stegte kyllinger eller dyrke grønsager, der kan supplere familiernes måltider.
Selv om flere af kvindernes voksne børn har en uddannelse, har de svært ved at finde arbejde.
Derudover er nogle af børnene begyndt at tage stoffer eller drikke, hvilket belaster familiernes økonomi yderligere. Og arbejdsløsheden har resulteret i en kraftig stigning i bandekriminalitet.
Lever med frygten
”Jeg forstår ikke, hvorfor de ikke sender hæren ind i vores townships.” Sådan lød det fra en af en af kvinderne, under et interview for nogle uger siden. Kommentaren kom i forbindelse med politiets rolle i forhold til kriminaliteten. Selv betjentene er bange, sagde hun. De bliver også slået ihjel.
Alle kvinder har mistillid til politiet og frygter de unge gangstere, der nu terroriserer deres nabolag. ”We are living in constant fear,” har flere sagt, når de har udtalt sig om deres egen sikkerhed.
De lever alle med risikoen for at blive overfaldet, når de går ud på gaden, og de fleste føler sig ikke engang sikre i deres eget hjem.
Deres frygt er bestemt ikke ubegrundet. De seneste par år er stofmisbrug og bandekriminalitet eksploderet i townshippene ifølge flere statistikker.
Kvinderne har fortalt, hvordan bander bryder ind i husene om natten og stjæler alt af værdi. På gaden kan de finde på at kropsvisitere dig for at røve din mobiltelefon og tage skoene af dig, så du må gå barfodet hjem.
Børn, der slås ihjel
Mange af kvinderne har mistet et eller flere børn, som er slået ihjel af bander eller fulde bekendte.
Under røverier. Under diskussioner, der var endt i vold. Under et besøg hos den lokale drugdealer, hvor sønnen var blevet anklaget for at stjæle og derfor stukket ihjel.
Kvinderne ligger vågne om natten, hvis børnene er ude, og lytter efter, hvornår de kommer hjem igen. For en af kvinderne suppleres frygten med fysiske vanskeligheder ved at sove på grund af larm.
Hun fortæller, at hun bor i et blikskur, hvor alle lyde fra gaden nemt trænger gennem væggene. De dage hvor det regner, bliver alt gennemblødt. Hun har fortalt, at alle hendes møbler er blevet gennemblødt af regn, og nu er ved at mugne.
Øje for øje og tand for tand
Langt de fleste kvinder har i interviewene sagt, at når de ringer efter politiet, kommer de ofte meget sent til gerningsstedet. Når en forbrydelse anmeldes, bliver der tit ikke fulgt op på anmeldelsen.
F.eks. fortalte en kvinde, at hendes ene søn var blevet brændt ihjel i bedstemoderens blikskur, at den anden søn var blevet stukket ihjel og at den ene ud af to døtre var blevet voldtaget.
Da hun førte den sidste sag ved politiet, lækkede de fortrolige oplysninger til de anklagede. Hun begyndte at få alvorlige dødstrusler i telefonen og blev af en ven rådet til at opgive sagen og flytte med sine døtre, hvis hun ikke ville risikere at blive myrdet.
Manglen på retfærdighed har ført til selvtægt. Flere kvinder har fortalt, hvordan minibus-chaufførerne og lokalgrupper fungerer som et uformelt retssystem. De undersøger sagerne.
Nogle gange fører det til dialog mellem de involverede parter. Andre gange udvikler det sig til selvtægt, hvor de anklagede bliver tævet og udstillet offentligt.
Valget for de fattige
Nu er det 20-året for indførelse af demokrati i Sydafrika, og Cape Town er blevet klistret til med plakater op til valget på onsdag.
Desværre viser mange undersøgelser, at fattige sorte er skuffede over hvor lidt deres liv er blevet forbedret siden apartheids afskaffelse. De er frustrerede over manglen på jobs og den øgede kriminalitet i deres lokalområder.
Mange af de interviewede kvinder har ligesom i andre undersøgelser udtrykt frustrationer over ANC og landets høje niveau af korruption, selv om mange også er lettede over, at apartheid-tiden er ovre og at der nu er flere muligheder end før.
Det bliver spændende at se, hvordan den stigende kriminalitet og fattigdom vil influere på de fattiges valgdeltagelse og på, hvor de vil sætte deres kryds, men det vil vare længe endnu, før de forandringer, der blev sat i gang for to årtier siden, kan bidrage til at mindske frygten hos de udsatte kvinder i Cape Towns townships.
Lisa Staugaard er stud.hum.sec. og opholder sig i Kapstaden fra februar til august. Hun har en bachelor i antropologi, men studerer nu Miljø- og konfliktanalyse, som er en tværfaglig uddannelse, der kombinerer antropologi, statskundskab og biologi i sin tilgang til, hvordan man skaber sikkerhed for udsatte mennesker rundt om i verden.
Farvede og sorte
Forfatteren er i forskningspraktik om udsatte kvinder i et ”sort” og et ”farvet” township og vil belyse den sociale og kulturelle apartheid.
Under apartheid havde de farvede højere status end sorte. Efter apartheid tyder studier derimod på, at de er den mest oversete gruppe i samfundet, nu de sorte har fået magten og Cape Towns forstæder er fortsat markant opdelt sorte, farvede og hvide kvarterer og slumbyer.
Hendes feltarbejde er knyttet til forskningspraktik i den sydafrikanske NGO ”Khulumani Support Group”, der i forvejen arbejder med at sikre udsatte kvinder. De fleste af organisationens medlemmer er arbejdsløse, bosat i townships og mærket af undertrykkelsen under apartheid.
