Docs & Talks
Docs & Talks er en filmfestival arrangeret af Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), Cinemateket og Forum for Film og Formidling.
Festivalen viser dokumentarfilm om globale konflikter og udviklingstendenser efterfulgt af foredrag og debat med DIIS-forskere, instruktører og inviterede eksperter – fra migranter til militærfolk.
Docs & Talks finder sted i Cinemateket i København fra d. 21.- 26. februar 2017.
Docs & Talks’ kortfilmsprogram om Syrien stod på en aften fyldt ud med poesi, diskussion og seks forskellige film, der fortalte hver sin historie fra Syrien og den nu seks år lange konflikt der udspiller sig i landet.
Helle Malmvig, seniorforsker hos Dansk Institut for Internationale Studier, bød velkommen og indledte med at forklare, hvilken udfordring det havde været at skulle begrænse sig i udvælgelsen af film til aftenens arrangement. Med det sagt var målet for aftenen at give de fremmødte forskellige perspektiver på opstanden og borgerkrigen i Syrien. Visningerne af filmene var inddelt i tre faser, der skulle illustrere, hvordan der er sket en ændring over tid i den kunstneriske repræsentation af konflikten.
Første fase: Den fredelige revolution
Aftenens program startede ved den spæde begyndelse på konflikten i 2011 frem til 2012. Det var en tid præget af optimisme og håb om en fredelig revolution, hvor kunstneriske midler var med til at bryde en mur af frygt for at udfordre status quo i landet. En mur, der havde eksisteret i årtier, og som desværre på mange måder er blevet rejst igen. Det var en tid, der fokuserede på opgøret med Bashar Al Assad og hans privilegerede familie og deres ophøjede position.
Aftenens første visning bød på første afsnit af dukketeater og satire serien ’Top Goon – Diaries of a Little Dictator’ skabt af Masasit Mati Artist Collective i 2011.
I første afsnit skildres Assad i en stribet natkjortel med hjerter og en matchende stribet nathue. Han kan ikke sove på grund af mareridt. Mareridt om at regiment vil vælte. En militærkommandant trøster Assad og luller ham i søvn med blandt andet en lille vise om, at alle elsker ham. I det yderst morsomme afsnit portrætteres Assad på komisk vis som et lille bange barn. Filmens humor er et stærkt virkemiddel, og som Helle Malmvig forklarede efterfølgende, var det blandt andet brugen af humor, der hjalp med til at nedbryde muren af frygt gennem grin og glæde.
Alle 13 afsnit kan findes her.
Det humoristiske dukketeater blev efterfulgt af en mørkere skildring om folkets opstand mod regiment. Kortfilmen ’A spring tale’, instrueret af Mohammed Omran og Dani Abo Louh – sidstnævnte var til stede under arrangementet – lægger ud med en masse figurer, der er skåret ud i papir, og som langsomt rejser sig op. Først er der en, der rejser sig op, så en anden, og så en tredje – til de alle står op. Men en stor fod træder på de oprejste papir figurer. De bøjes, knækkes og foldes sammen. Efter lidt tid rejser de krøllede figurer sig igen. Flere er meget medtagede og revnede, bøjede, men de står der.
Filmen benytter sig af en vekslen mellem papirfigurerne og filmklip fra oprøret, der akkompagneres af dramatisk opera og skud i reallyd. Dani Louh forklarede efterfølgende, hvordan dette var et forsøg på at vise dem, der deltog i protesterne, at de blev set. Han beskrev også motivationen for og ideen bag filmen: At det var første gang, at en sådan opstandelse fandt sted i Syrien, og at han så behov for at sætte spørgsmålstegn ved, hvad det betyder at stå op for sig selv og stå sammen og at vise det på en kunstnerisk måde.
Anden fase: Et bevæbnet oprør
I 2012 og 2013 eskalerer oprøret. Den fredelig opstand udvikler sig til en bevæbnet modstand. Der opstår reel krig mellem regimet og den frie syriske hær. I takt med dette opstår der en ny form for kunstnerisk dækning, der fokuserer på, hvad krigen gør ved folket, og hvad der sker med den nationale forståelse af Syrien. Det er en tid, hvor kunsten har øjne på den sekteriske diskurs, hvor opdelingen mellem dem og os forstærkes, og hvor vold bliver et tema.
De to udvalgte film til at repræsentere denne fase udgør to dele af et større værk fra 2012/2013 af Abou Nadarra. I de to film, ’After the image’ og ’The unknown soldier’, møder man to soldater, der sidder alene og beretter om deres tanker og følelser i forhold til krigen og om oplevelser, de har haft. Det er to meget simple film, som får en virkelig stærk virkning i og med, at man ikke er klar over, hvem de to mænd er. Hvor har de kæmpet og med hvem? Er de på regiments side, eller kæmper de med oprørerne?
Fokus fjernes fra de forskellige sider i krigen, men stiller i stedet skarpt på, hvad der sker med det enkelte menneske og illustrerer, hvordan de psykologiske mén og traumer, mænd, kvinder og børn efterlades med, er universelle.
Var jeg blot ikke skabt som pige
Den syrisk-kurdiske forfatter Jan Pêt Khorto var også tilstede under aftenens arrangement, hvor han blandt andet læste sit nyeste digt op. Selvom det var på arabisk, og størstedelen af publikum formodentlig ikke forstod det, blev der lyttet meget indgående og seriøst. Da Helle Malmvig efterfølgende læste en dansk oversættelse af digtet op, viste det sig at handle om en pige midt i krigen.
Med den gentagende sætning ’Var jeg blot ikke skabt som pige’ rammer Jan Khorto følelserne, som netop kunst og poesi kan. Han fortalte efterfølgende, hvordan digtet udsprang af, at han i TV så en 8-årig pige, der havde mistet sit ben og spurgte, om det ville vokse ud igen. Digtet forsøger at sætte fokus på, hvordan kvinder og piger lider under den syriske krig.
Jan Pêt Khorto læser sit nyeste digt op.
Foto: Pressefoto - Udleveret af Cinemateket
Tredje fase: Indespærring
Den tredje fase af konflikten i Syrien, fra slutningen af 2013 til i dag, blev beskrevet af Helle Malmvig som desillusioneret og indespærret. Livet for mange i Syrien er præget af daglige bombardementer, mangel på mad og medicin. Den frie bevægelighed er forsvundet, og man skal altid kunne vise ID; identiteten af befolkningen er fanget. Flere kunstnere stiller spørgsmålene ’Hvem er jeg?’ og ’Hvad er Syrien blevet?’
Netop disse spørgsmål skinner stærkt igennem i aftenens femte film, ’A day and a button’, hvor kvinden bag, Azza Hamwi, dokumenterer sin færden i Damaskus’ gader med skjult kamera. Til tider blæser et stykke hvidt klædestof ind foran kameraets linse, men det gemmer ikke de mange plakater og billeder af Assad, der kan ses i gadebilledet. Hun beretter, hvordan alle er tvunget til altid at bære ID, og at byen er fyldt med tjekposter. Hun snakker om landets identitet. Om hvordan befolkningen bliver straffet for at stå sammen – straffet for kollektiv handlen og protester, der kaldte på frihed. Om hvordan kujonerne svarede med kalashnikover. Og om hvordan hun ikke længere kan finde sin egen identitet.
Sult er kujonernes våben
I den sidste kortfilm, ’Love during the siege’, fra 2015 af Mattar Ismaeel, besøger man en syrisk familie i en sydlig forstad til Damaskus, der har været besat af regimet i to år. Et område, hvor over 200 mennesker er døde af sult. Besøget hos familien er præget af en kamp for overlevelse, men bliver også et billede på, at der skal mere end en umenneskelig krig til at splitte en families kærlighed.
De trange kår kræver opfindsomhed fra familiens side. Familien laver bål af, hvad der nu er, lidt små stykker træ og plastikflasker. Nye retter opfindes, hvor alt til rådighed, og hvad de kan finde i skraldespande, bruges. Når prisen på ris igen er gået op, er det ren glæde at finde kartoffelskræller i andres affald.
På trods af den ubegribelige situation, familien befinder sig i, varmer filmen ens hjerte, når den blandt andet viser billeder af børnene, der stadig kan grine og pjatte med hinanden.
Still fra filmen Love During the Siege
Foto: Pressefoto - Udleveret af Cinemateket
Diskussion
Aftenen blev afsluttet med en opsamlende diskussion, hvor det igen var Docs & Talks’ overordnede fokus – nemlig broen mellem film og forskning – der satte dagsorden. Helle Malmvig understregede vigtigheden af at dække eksempelvis krigen i Syrien gennem film og poesi, der på en helt anden måde kan skabe et billede af den virkelighed, der opleves under en krig – i modsætning til forskningens tal og analyser, der kan være svære at relatere sig til.
Jan Khorto tilføjede, at han personligt følte, at man som kunstner har en forpligtigelse til at gøre noget i situationer som den i Syrien – også selvom man ofte oplever en håbløshed, og at det kan være meget svært at se, at man overhovedet gør en forskel.
Helle Malmvig ræsonnerede over, hvordan hun ser kunst som nødvendigt i krig og håbløse situationer:
”Det kan bringe noget nyt med sig. I modsætning til krig, der ødelægger og fjerner ting. Kunst giver noget positivt tilbage til livet. Kunsten kan lære os om andre sider af konflikter og bryde med distancen og apatien, der skabes af medierne. Kunsten kan skabe et andet type pres.”
