Borgerkrigshærgede Syrien har noget af Mellemøstens rigeste kulturarv og en levende musiktradition, og netop den syrisk /arabiske musik får borgerne i to danske byer nu lejlighed til at opleve ved koncerter torsdag, fredag og søndag.
Det er den syriske musikstjerne Maya Youssef, nu bosat i London, der kommer forbi henholdsvis Dansk Røde Kors modtagecenter på Helsingørs fhv. hospital (15.01), Den Internationale Højskole i sundbyen (16.01) og “Huset” i Hasserisgade i Aalborg (18.01).
Youssef er uddannet med topkarakter fra musikkonservatoriet i Damaskus og har siden høstet stor succes i Dubai og London. Hendes musik er inspireret af gamle musiktraditioner, og hun bemestrer det klassiske arabiske strengeinstrument kanun.
Gratis og for alle i Helsingør
Koncerterne på flygtninge-modtagecentret på Esrumvej og Højskolen på Monte Bello allé i Helsingør er begge gratis og bliver åbne for både flygtninge og almindelige borgere – alle er med andre ord velkomne begge steder
Det skyldes, at byrådets kultur- og turismeudvalg har sagt ja til at give 15.000 kr. i tilskud.
Forvaltningen i Center for Kultur, Idræt og Byudvikling forklarede i sin indstilling til Helsingørs politikere, at koncerten på flygtningecentret vil give byens borgere mulighed for at stifte bekendtskab med syrisk musikkultur og skabe et anderledes møde med de efterhånden mange syriske flygtninge, som er kommet til landet.
Koncerten på flygtningecentret finder sted torsdag d. 15. januar klokken 19.30, og koncerten på Den Internationale Højskole (http://www.ipc.dk) holdes samme tid dagen efter (16.01).
“På trods af, at kanun bliver betragtet som et instrument for mænd, vandt hun Best Musician Award i Syriens Youth National Music Competition i 2000”
Hvad er kanun?
Maya Youssefs instrument – kanun – er en såkaldt brætzither.
En række strenge – som regel 81 opdelt i grupper af tre strenge – er spændt ud over en resonanskasse. Strengene plukkes med små fingerplektre lidt på samme måde som i en cembalo. Samtidig kan strengenes stemning forskydes under spillet.
Ordet kanun svarer til det græske ord, som vi kender i ordet kanon. Egentlig betyder det lov, og i forbindelse med instrumentet angiver det formentlig instrumentets centrale rolle i den klassiske arabiske musiktradition.
Maya Youssef behersker såvel traditionel arabisk musik som eksempelvis musikken fra sufitraditionen.
Hun spiller også ny kompositionsmusik og moderne improvisationsmusik – både med arabiske og vestlige musikere – ligesom hun arbejder med egne kompositioner.
Se også hjemmesiderne https://www.youtube.com/user/kanunplayer og http://www.mayakanunplayer.com og http://www.taqasim.net/school/maya-youssef
Aalborg og Helsingør
Koncerten i Aalborg finder sted søndag d. 18. januar kl. 20 i Huset (www.huset.dk), Hasserisgade 10 og er arrangeret af Papaya Musik & Huset med støtte fra Kunstrådet & Aalborg Kommune
Entréen er 80 kr. på dagen, ellers 100 kr. (studerende, pensionister o.l. dog 40/60 kr.)
På modtagecentret i det fhv. hospital på Esrumvej i Helsingør holdes koncerter i aula-området, hvor publikum også kan sprede sig ud i gangene og evt. til et åbent område på første sal.
“Vi er rigtig glade for chancen til at give hele centret en ganske særlig kulturel oplevelse og kunne byde alle interesserede velkomne herude”, siger Jannich Bisp fra Dansk Røde Kors tl Helsingør Dagblad.
Begyndte at spille kanun som 10-årig
Maya Youssef kommer fra en syrisk kunstnerfamilie og begyndte at spille kanun, da hun var ti.
På trods af, at kanun bliver betragtet som et instrument for mænd, vandt hun Best Musician Award i Syriens Youth National Music Competition i 2000 og færdiggjorde uddannelsen som kanunspiller på Sulhi Alwadi Music Institute i Damaskus i 2002.
Hun er medstifter og medlem af The Syrian Female Oriental Group siden 2003 og har siden 2009 undervist i kanun og arabisk musikteori på det musik- og musikvidenskabelige fakultet på Sultan Qaboos Universitetet i Oman.
De seneste år har musikeren boet i London, hvor hun har indledt et forskningsprojekt.
Det går ud på at benytte musikundervisning for børn i de syriske flygtningelejre som led i deres traumebehandling.