Svend Løbner
Svend Løbner er freelancejournalist for flere hjælpeorganisationer og har særlig interesse for menneskerettigheder og mødet mellem forskellige kulturer og religioner.
Han voksede op i Tanzania indtil han var 18 år og kom derefter i lære som reklametegner i Svendborg. Senere uddannede han sig i økumenisk teologi i USA og virkede mange år som præst, inden han efteruddannede sig i Analytisk Journalistik på Syddansk Universitet og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Dette mix blev til flere år med foredrag og kurser i kommunikation for flere end to tusind præster, menighedsrådsmedlemmer og kirkefunktionærer. Inden Corona-pandemien rejste han jævnligt på reportagerejser for hjælpeorganisationer til bl.a. Tanzania, Kenya, Nigeria, Somaliland og Israel/Palæstina.
Svend har en snes bøger på samvittigheden i bl.a. kommunikation, kultur- og religionsmøde. Han har bl.a. bogen Kristus i verdensreligionerne (cBooks, 2009), er medforfatter til bogen Flerkulturelle Rødder (Dansk Psykologisk Forlag, 2012), redaktør på antologien Livet før døden (Unitas/Eksistensen 2012), forfatter til interviewbogen Mediepræster (Kirkeligt Medieakademi, 2014), reportagebogen Stemmer fra Tanzania (cBooks, 2017) og redaktionssekretær på antologien Tro og videnskab (Forlaget CKT, 2019). Han har også skrevet to e-bøger om kommunikation: Det vigtigste først og Der skal to til en tango (2020). I sin fritid driver han Netavisen Sameksistens.
Jeg må knibe mig selv i armen, da jeg står af bussen i Taizé i det sydlige Bourgogne og går ind i et område, der mest af alt ligner en lejr fra de glade 1970’ere, hvor enhver ung med respekt for sig selv protesterede mod et eller andet. Atomkraft. Vietnamkrigen. Kapitalismen.
For her i klosterfællesskabet Taizé møder jeg samme ånd. Og havde det ikke været for den kæmpestore klosterkirke midt i lejren, havde jeg troet, det var et dejavu af en protestlejr. Men det er det ikke. Tvært imod. Ordet Solidaritet stråler i møde fra diverse plakater og løbesedler.
Sammen med ordene “indre liv”. De to ting hænger sammen for klosterets prior Broder Alois. Og præger hele min uge som gæst her. På den ene side tre andagter med sang og oplæsning fra Bibelen tre gange dagligt. På den anden refleksioner og workshops med temaer som klima, bæredygtighed og hjælp til fattige og underpriviligerede.
Taizés klosterfællesskab får besøg af titusindvis af unge fra hele verden hvert år. Da jeg besøger klosteret er der 500 unge og 100 “ældre” over 35 som mig selv. Sidste gang, jeg besøgte klosteret var 3.000 unge stuvet sammen. Fyldte barakker. Telte i massevis. Lange køer ved maduddelingen.
Hvad får unge i dag til at slippe skærmen, leve spartansk, og dyrke det spirituelle på denne måde? Der må være noget kirken i Danmark kan lære her, ja ngo’er og almennyttige foreninger i det hele taget.
For mig selv er følgende begreber værd at overveje:
1. Ægthed. Der er intet pralende og glamourøst over Taizé. Fra man stiger af bussen efter 12 timer med fly og tog mødes man blot af venlige unge, der efter en kort introkuktion og uddelign af spisebiletter anviser et sted at sove i barakkerne. Også kirken ligner en kæmpe barak, og selve udsmykningen indvendig består af levende lys, ikoner og et enkelt trækors. Deltagerne med munkene i midten sidder blot på små skamler eller direkte gulvet.
2. Frihed. Da jeg spørger en af mine sovekammerater, hvad der drager unge, fortæller han, hvorfor han selv har besøgt klosteret hele 17 gange, lige siden hans far tog ham med som seks-årig. Først og fremmest friheden. Følelsen af, at her er et frirum, hvor ingen fortæller dig, hvad du skal og bør gøre, men blot overlader til sangene, bibelcitaterne og atmosfæren at vejlede den enkelte.
3. Tillid. Sammen med frihed er tillid den bærende værdi i Taizé. Som modvægt til verdens mistænksomhed, fremmedgørelse og direkte fjendskab, ønsker Taizé at vise en anden – og mere risikabel – vej. At turde møde hinanden med åbenhed og tillid. Tilliden viser sig konkret ved, at man lader sine ejendele ligge i sovesalene uden at låse. Man kan aflevere værdigenstande i en boks på kontoret, men det føler jeg ingen trang til. Folk er her for at finde sig selv og måske Gud. Alt andet virker til at være lige meget.
4. Udvikling. Uden velmente ord i prædikener kan man let tænke, hvordan deltagerne så bliver motiveret til at tage næste skridt i deres personlige udvikling. I Taizé er der allerhøjst “bibelrefleksioner”, hvor en af munkene formulerer sine tanker mere som spørgsmål end som statements. Bagefter går deltagerne i grupper for at diskutere videre.
5. Nødhjælp. Klosteret i Taizé blev til under Anden Verdenskrig, da en reformert præst fra Schweiz cyklede til Frankrig og modtog flygtninge i sit hjem. Broder Rogers broderskab modtog først jøder, siden tyskere og i dag modtager Taizé flygtninge fra Irak, Syrien og Nordafrika. Det er en gennemgående idé: Mennesket er ikke (kun) til for sig selv, men til gavn for verden.
Og jeg tænker, kan det være alt dette, der drager unge fra Øst- og Vesteuropa og så langt væk som fra Korea, Kina og Japan til det mildest talt enkle kloster? Jeg tror det. Søger vi ikke alle ægte værdier under overfladiske vaner? Har vi ikke opdaget, hvor tom og hul materialismen er? Ville vi ikke ønske, vi kunne gøre verden til et bedre sted for alle og for kloden?
Jeg skal ikke kloge mig på, hvad der appellerer til unge i dag. Men jeg vil godt være åben for, at Taizé har fundet en indgang. I hvert fald kommer skoleklasser fra hele Europa på besøg hver sommer. Måske er der alligevel en tråd fra det, der kunne appellere til en ung som mig i 1970’erne, og det, der appellerer til unge i dag. Det skal simpelthen give mening.
Og derfor vender en gammel flipper som mig også tilbage til Taizé. Det er med andre ord ikke kun vinen, der igen og igen lokker mig tilbage til Bourgogne i Frankrig.
