Efter tre uger, hvor vi i hvert nyhedsbrev kom med opfordringer om at donere til Globalnyt, har vi modtaget 142 donationer, som alt i alt beløber sig til 35.850 kroner.
Hvert år beder vi læserne give en donation og i år satte vi tre uger af til det. Men selvom kampagnen nu er overstået for i år modtager vi fortsat donationer via hjemmesiden eller via bankoverførsel. Følg linket længere nede på siden, for at se detaljer om de forskellige muligheder.
Vi har opfordret til at give 200 kroner eller mere og det har 130 af jer gjort. Det er vi meget taknemmelige for. Vi havde brug for mindst 100 af dem.
De 100 gange 200 kroner er vigtige, fordi det er et af kravene fra Kulturstyrelsen, for at vi kan opretholde vores status som almennyttig forening med de fordele, som det medfører.
Men udover det har vi brug for alle de donationer vi kan få – mindre såvel som store – for at kunne blive ved med at levere nyheder uden at tage betaling for det. Derfor er vi også meget glade for de donationer på 50, 100 og 150 kroner som vi har modtaget.
Langt de fleste givere har givet 200 kroner. En lille håndfuld har givet 250 kroner, tre læsere har givet 500 mens en organisation har givet 1.000, hvilket en privatperson også her. En anden privatperson har givet 2.000 og endelig har en enkelt organisation givet 3.000. Vi er dybt taknemmelige for alle donationerne uanset størrelsen.
Globalnyt er non-profit
Globalnyt er et non-profit-foretagende. Det betyder, at hver en krone vi modtager går til at bringe flere og bedre historier om udviklingsbistand og udviklingen i verdens fattigste lande.
Vi bruger pengene på en lille stab af deltidsansatte journalister og redaktører, hosting, vedligeholdelse og udvikling af sitet og på møder for de mange ulønnede, frivillige skribenter. Desuden arbejder vi på at opbygge en vis egenkapital, så vi har råd til større investeringer i webudvikling og journalistiske projekter.
Du kan betale med Dankort og Mobilepay eller overføre via din bank. Du kan læse mere om de enkelte muligheder – eller blot springe direkte til at give en donation via denne side: https://globalnyt.dk/content/giv-en-donation-til-globalnyt