Det er vigtigt for Danmark at kæmpe globalt mod klimaforandringer.
Det mener Peter Taksøe-Jensen, som har fået til opgave at lave en udredning om den danske ageren i verden.
Rapporten blev offentliggjort mandag med forslag til, hvordan en ny strategi for udenrigspolitikken kan se ud.
Helt overordnet foreslår udredningen, at Danmark skal have en ”interessebaseret udenrigspolitik”.
Det kan bl.a. ske gennem udviklingssamarbejde.
”Gennem udviklingssamarbejdet skal Danmark investere i en verden med fremskridt og bæredygtig vækst, der både kommer udviklingslandene og det danske velfærdssamfund og erhvervsliv til gode. Det kan også være et bolværk mod kriser i udlandet, der har direkte konsekvenser for sikkerhed og velstand i Danmark”, lyder det i rapporten.
Citatet afdækker de to primære grunde til, at kampen mod klimaforandringer ifølge forfatterne er en særlig dansk interesse. Danmark kan tjene penge på omstillingen, men samtidigt er den globale opvarmning en trussel.
Tre kategorier af interesser
Forslaget til den nye udenrigsstrategi rummer et såkaldt prioriteringsværktøj, der kan bruges til at afdække danske interesser.
Ifølge udredningen kan interesser inddeles i tre forskellige kategorier: vitale interesser samt meget vigtige eller mindre vigtige interesser.
Miljø og klima indgår i den midterste kategori. Konkret hedder det i udredningen, at det er i Danmarks meget vigtige interesse at:
- ”bidrage til global udvikling, stabilitet og bæredygtig vækst for at mindske fattigdom, konflikter, radikalisering, migration og flygtningestrømme”, og
- ”bidrage til at reducere klimaforandringer og afbøde deres negative konsekvenser”.
Klimaforandringer og sikkerhed
Truslen fra klimaet bliver nævnt flere steder, men den bliver specifikt behandlet i forhold til Asien.
”Mange lande i Asien er særligt udsatte, når det gælder konsekvenserne af klimaforandringerne, navnligt i de lavtliggende kystområder og de befolkningstunge storbyer. På sigt kan landområder og hele øsamfund blive ubeboelige, og kampen om knappe ressourcer vil stige, især vand. Det kan føre til et øget migrationspres i regionen og forstærke konflikter”, fremgår det af udredningen.
Der er ikke den samme fokus på sikkerhedstruslen fra klimaforandringer i Mellemøsten, selvom der andet sted i rapporten står, at ”[m]ellemøsten og Nordafrika er blandt de regioner, der vil blive mest negativt påvirket af klimaforandringerne.”
Der advares om, at klimaforandringer, bl.a. gennem langvarige tørker, kan øge spændinger og konflikter i Afrika syd for Sahara
Udredningen nævner klimaforandringer som en trusselsmultiplikator, en faktor, der kan forværre andre kendte årsager til konflikt og gøre dem langt være – en tilgang, man bl.a. arbejder med i det amerikanske militær.
”Klimaforandringerne vil være en trusselsmultiplikator, der vil bidrage til ustabilitet og migration. Samtidig forpligter den nye klimaaftale alle lande til at intensivere kampen mod klimaforandringerne og skaber store muligheder for dansk eksport”, lyder ordlyden i udredningen.
Derfor er det ligeldes ifølge granskeren i Danmarks interesse at arbejde for at indfri målsætningerne i den nye internationale klimaaftale, Paris-aftalen, der blev vedtaget i den franske hovedstad i december.
Kommercielle muligheder
Klimaforandringer bringer nemlig ikke blot trusler, men også kommercielle muligheder for danske erhverv, ifølge rapporten. Her er Asien ligeledes i fokus.
”Danmark er kendt for sin grønne profil og klimateknologier og har i flere lande erfaringerne fra et langvarigt bistandssamarbejde i ryggen, der gør os til attraktive partnere på områder som klima, energi, vand og bæredygtig byplanlægning. Efterspørgslen efter løsninger ventes at stige i takt med, at klimaforandringerne mærkes endnu mere tydeligt i Asien”, skriver granskerne i udredningen.
Udredningen peger ligeledes på, at den smeltende indlandsis åbner nye muligheder i Arktis.
”Isens afsmeltning vil skabe øget aktivitet inden for blandt andet råstofudvinding, transport og turisme, og et stigende behov for overvågning, søredning og miljøbeskyttelse vil følge heraf”, lyder det.
Taksøe-Jensen mener, at man kan udnytte dette til gavn for hele Kongeriget, heriblandt Grønland og Færøerne.
Helt konkret rummer rapporten en anbefaling om investeringer i det arktiske område og en særlig Arktis-fond med pensionsmidler.
Et andet meget konkret forslag er etablering af et forksningshub i grønland.
”Kongeriget har med Grønlands unikke forhold mulighed for at styrke bidraget til den globale klima- og miljøforskning, styrke sin arktiske profil internationalt og bidrage til en lokal og bæredygtig vækst i Grønland”, anbefaler rapporten.
Verdensmål
Holdet bag udredningen har også skellet til FN’s nye mål for bæredygtig udvikling, der blev vedtaget i september. Her anbefaler rapporten at bygge dansk udviklingspolitik op omkring disse mål.
Det anbefales at tage udgangspunkt i de mål, hvor Danmark har en særlig styrkeposition.
”Men Danmarks globale engagement er også en investering i en verden med sociale fremskridt og bæredygtig vækst, der kommer det danske velfærdssamfund og erhvervsliv til gode, blandt andet ved at udløse potentiale i form af nye markeder”, lyder det i rapporten.
Her nævner rapporten specifikt mål nr. 6 og mål nr. 13 med direkte relation til miljø og klima.
I rapporten har forfatterne udstukket fem pejlemærker for udenrigspolitikken. En af dem kaldes “globale goder”, og lyder i sin helhed:
“Fremme globale løsninger og håndtering af fremtidens klimaudfordringer ved med afsæt i danske styrkepositioner, værdier og interesser at gå allerforrest i udmøntningen af FN’s 2030-dagsorden og klimaaftalen fra Paris og støtte op om et regelbaseret internationalt samarbejde, hvor både gamle og nye magter også i fremtiden vil se FN som den primære globale ramme for balancering af interesser”.
I udredningen skriver forfatterne, at forhold i udviklingslande i stigende grad påvirker Danmark mere direkte.
”Vi kan ikke forvente, at andre vil løse problemerne for os – og slet ikke på en måde der tilgodeser danske interesser”, fremgår det af den knap 100-sider lange rapport.
Regeringen forventes at offentliggøre forslag til en ny dansk udenrigspolitisk strategi i juni måned. Til den tid vil vi blive klogere på, hvor mange af Peter Taksøe-Jensens forslag, der bliver til virkelighed i en ny dansk udenrigspolitisk strategi.
Rapporten kan hentes i nedenstående link.