For nøjagtig 25 år siden, i 1994, udgav Mellemfolkeligt Samvirke bogen Samfund, stat og marked: En kritisk gennemgang af teorier om udvikling i den 3. verden, med John Degnbol Martinussen som forfatter. Publikationen var banebrydende, og den blev oversat til bl.a. engelsk.
I årevis har jeg, gymnasielærere og andre med interesse for udviklingsproblemstillinger spejdet efter en efterfølger. Nu er der nyt! Forlaget Columbus har netop udgivet gymnasielærebogen Global udvikling, en antologi redigeret af Georgios Marinos og Peter Andreas Nielsen.
Store forventninger
Mine forhåndsforventninger til Global udvikling var enorme. Det skyldes en kombination af såvel mit ønske og ikke mindst håb om, at hullet efter Martinussen ville blive udfyldt, som forlagets foromtale af bogen varslede. Forlaget Columbus skriver bl.a. om Global udvikling:
- Den første grundbog i udviklingsstudier rettet mod unge i gymnasiet
- Bogen er skrevet af 29 unge danske udviklingsspecialister fra universiteter verden over.
- 40 udviklingsspecialister fra danske og udenlandske universiteter har anonymt reviewet bogens kapitler.
- Redaktørerne Peter Andreas Nielsen og Georgios Marinos har læst udviklingsstudier på Cambridge.
- Projektet er frivilligt, 100% non-profit og alt overskud, der tilfalder forfatterne, doneres til et godt formål.
What’s not to like?
Forventningens glæde altid den største
Min oplevelse er, at danske og udenlandske universiteter i disse år huser mange talentfulde unge, langt flere end i min egen generation. Som lektor eksponeres jeg dagligt for disse talentfulde unge og glædes, der er håb for fremtiden!
Er en bog skrevet af unge til unge om udvikling så verdensklasse? Det korte svar er nej! Selv om bogen har 24 velskrevne kapitler på 348 sider er jeg fuldstændig uenig med Mogens Lykketoft, som i bogens forord med et forslidt socialdemokratisk valgslogan kalder bogen for et frisk pust i kampen for bæredygtig udvikling. Han har overhovedet læst bogen? Forordet handler om verdensmålene, som ganske vist behandles i bogen, men langt fra systematisk.
Min oplevelse er, at Global udvikling indeholder en masse varm luft om en ubæredygtig verden. Bogens redaktører mangler tydeligvis grundlæggende forudsætninger for at forstå, problematisere og vise veje i kampen for en bæredygtig udvikling. I bedste fald har redaktørerne en neoliberal siloøkonom-tilgang til verden.
Global udvikling er nydelig publikation. Den minder til forveksling om gammeldaws geografibog byggende på en moderne robot støvsuger tilgang – der er pæne overflader, men den kommer ikke ud i krogene og når der stødes på noget, så trækker man sig. Bogen har små opbyggelige historier, tabeller, flotte glansbilleder fra verden, men tilgangen resulterer i manglende systematisk forståelse af magtspil og analyser af disse.
Hvordan ku’ det gå så galt?
At Global udvikling ikke indfrier mine forventning skyldes tre forhold. For det første mine egne store forhåndsforventninger. For det andet, at forlaget har oversolgt publikationen. For det tredje, at redaktørerne er fejlcastede til opgaven. Redaktørerne er utvivlsomt kompetente indenfor deres respektive faglige felter, men de mangler tydeligvis en helhedsforståelse. Det kan ses i deres egne afsnit og det gennemsyrer bogen.
I det følgende fremhæves udvalgte problematiske problemstillinger:
Redaktørerne har et klassisk monodisciplinært økonomudgangspunkt. Dette skal ikke læses som økonombashing, for økonomer har traditionelt haft og vil stadigvæk have meget at bidrage med. Men de har også begrænsninger og det giver en suboptimal snæver og utilstrækkelig fokusering. Den smalle forståelsesramme blotlægger redaktør Marinos i det indledende kapitel, som sætter tonen for bogen, med udlægning af dens primære fokus på økonomisk og menneskelig udvikling. Marinos abonnerer tydeligvis på en homo economicus/economic man tilgang, hvor ’alt andet lige’ (ceteris paribus) og ’økonomien determinerer’ er grundlæggende forestillinger.
En sådan forståelsesramme kan være anvendelig inden for afgrænsede problemstillinger, men den er utilstrækkelig, hvis Lykketofts målsætning om imødekommelse af Verdensmålene, som vejen til en mere bæredygtig udvikling, skal opnås. Derudover viser Marinos ligeledes en smalspektret tilgang til økonomuniverset. Det ville for eksempel være relevant at have bragt eksempelvis ligevægtsøkonomerne i spil, for eksempel Herman Dalys ’empty-full world’-problemstillinger.
Derudover er bidragsyderne til antologien tydeligvis udfordret som følge af deres skyklapper på videnskab, verden og de simultane kriser som verden står overfor. Deres ageren inden for de videnskabelige verdener hæmmes af deres mangelfulde kendskab til faglige discipliner og især, hvad disse kan bidrage med – det betyder, at de er novicer i prioriteringer. Redaktørerne redegør ikke for selektionskriterierne, men min udledning er følgende:
- Fødselsattesten har betydning, de skal være unge.
- En mainstreamtilgang til udvikling er prioriteret lige som fravalg af kritiske og anti-etablishment tilgange til ’udvikling’.
- Der er valgt side i det, Bent Flyvbjerg kalder ’Sciences wars’, altså kampen mellem de forskellige videnskabelige retninger. Valget er sikkert ubevidst, men resultatet er, at de udvalgte forfattere primært kommer fra de tørre fag, altså samfundsvidenskaberne og humaniora. Der findes rigtig mange dygtige folk og relevante perspektiver inden for de tørre områder; jeg har selv en kandidatgrad i statskundskab. Fravalget af forfattere fra de våde fagdiscipliner, særligt naturvidenskaberne, betyder at bogen og i sidste ende læserne mister vigtige forståelsesrammer, analyseredskaber og perspektiver: Det er synd; jeg kommer med eksempler nedenfor.
- Der er anlagt et grundlæggende antropocentrisk perspektiv, altså et menneskeorienteret, hvor udnyttelsesperspektiver er helt centrale.
- Desuden er brugt et etnocentritisk perspektiv, altså byggende på normer og værdier fra den vestlige kultur, som desuden udvikler sig til universalisme. En af de afledte effekter er, at forfatterne primært trækker på teorier og teoretisering udviklet i det globale Nord, hvor særligt Adam Smith er gennemgående. Der er Syd-gående svaler, men de ændrer ikke på hovedindtrykket, at Global udvikling ser verden fra vores ståsted med vores værdisæt, som om disse er evig- og allestedsgyldige. Eksempler nævnes nedenfor.
Afrundende kan det konstateres, at hverken helhedsorientering, tværfaglighed eller mangfoldighed er noget, redaktionen tilsyneladende har efterspurgt.
Antologiens styrker og svagheder
Bogens største styrke er, at alle kapitler er velskrevne. Skribenterne har indsigt, men flere savner overblik. De har solidt kendskab til deres stofområde, men ofte sad jeg med en følelse af, at kapitlerne var for korte, eksemplerne for overfladiske og mange af disse for løsrevet fra teksten. Mange aspekter bliver omtalt, men også rigtig mange vigtige aspekter bliver ikke behandlet. Overblik er den grundlæggende forudsætning for prioriteringer af, hvad der er nice to know versus need to know. Mange af forfatterne anlægger en redegørende skrivestil, præget af moderniseringsforestillinger og stedvis normativ, og med en udpræget loyalitet til Vesten og dets interventioner i verden.
Global udvikling har både antologiens styrker og svagheder. En af de største svagheder er, at den røde tråd forsvinder. Jeg savner introtekster til bogens sektioner; her kunne være hentet inspiration i Hanne Adriansen et al (2017) Higher education and capacity building in Africa.
Relationen mellem redaktører og forfattere kendes ikke. På den ene side virker det, som om redaktørerne har givet de enkelte bidragydere frie hænder, men stedvis fornemmer man, at redaktørerne har været inde over, måske i redigeringens afsluttende fase, med en målsætning om at mainstreame kapitlernes overskrifter.
Et par nedslag relateret til dette: Titlen i Kapitel 8: Landbrug og råstoffer – adgang eller afkast? viser et klart nytteperspektiv på naturen. Kapitel 17 hedder: Køn – ligestilling lige nu? og handler næsten udelukkende om kvinder. Der er meget relevant og klassisk plus lidt om LGBT+, men jeg savner noget mere om relationer inden for og mellem kønnene. Det havde været spændende, hvis der var noget mere om mændene. Ikke kun fordi de ofte hæmmer kvinders udviklingsmuligheder, men også fordi det kunne åbne for problemstillinger omkring magt, autoritetsstrukturer og perspektiver på opbruddet i traditionelle autoritetsmønstre.
På den anden side er bogen i konflikt med sig selv, mest tydeligt i Kapitel 14, hvor bogens mantra om den determinerende økonomi pludselig udfordres. Kapitlet indledes med følgende: ”Naturen har til alle tider dannet grundlag for samfunds udvikling…”. Tænk, hvis hele bogen var blevet indledt med en diskussion af de to forskellige perspektiver på udvikling og betydning i relation til en fremtidig bæredygtig udvikling! Hvilke refleksioner kunne ikke efterfølgende være bragt frem; at fattigdom for eksempel ikke bare præsenteres med økonomiske termer som manglende penge, men udvides til biomassefattigdom. Undskyld, jeg blev revet med i et tankeeksperiment, men det ville være en helt anden bog!
Krydshenvisninger
Jeg savner helt generelt krydshenvisninger mellem kapitler, selv om de dog findes. Latinamerikakapitlet er ganske vist fint, men her kunne der være foretaget en relevant tilbagekobling til kapitel to om udviklingsskoler med inddragelse af og eksemplificeret med Fernando Cardoso. Det kunne have skabt koblinger både til og mellem teorier og til den kontekst, hvori teorier udvikles som relationer mellem teori og praktisk politik. Cardoso er en af de centrale teoretikere inden for den socialistisk inspireret afhængighedsskole. Han var blandt andet ophav til teorien om enklaveøkonomi. Senere gik Cardoso ind i brasiliansk politik for et borgerligt parti og var fra 1995-2002 Brasiliens præsident. Da Cardoso selv har udtalt sig om teori og den ”virkelige verden”, kunne det have været spændende, hvis dette var blevet bragt i spil – og ikke bare nice to know!
En af bogens gennemgående temaer er den superrelevante sammenhæng mellem demokrati og økonomisk udvikling. Desværre bliver problemstillingen kun overfladisk behandlet. Det kunne have været særdeles spændende, hvis refleksioner over indfrielse af Verdensmålene var blevet sat i relation til styrker og svagheder ved såvel autoritære og demokratiske styreformer. Vil det f.eks. være muligt at gennemføre upopulære, men ”nødvendige” reguleringer i demokratiske samfund? Hvad med ’nødvendighedens politik’ i forhold til klimaproblemer under autoritære kontra demokratiske styreformer?
Ikke velegnet til undervisning
Målgruppen for Global udvikling er gymnasierne. Har bogen det, der skal til? Mit svar er et klart nej, for bogen er ikke optimalt designet til formålet og er mere velegnet til hyggelæsning for dem, der er interesserede i globale problemstilling. Jeg vil gerne understrege, at ud over at bygge bedømmelsen på min egen erfaring med undervisning, også at have indhøstet kommentarer om bogen fra kolleger, der underviser i gymnasiet.
Set fra et underviserperspektiv er bogen fragmentarisk, og jeg savner en klar og gennemgående skabelon for kapitlerne. Meget lavpraktisk er mine forventninger til en lærebog, at hvert kapitel indledes med at scenen sættes, gerne med forskelige perspektiver og gerne med en klar eksplicitering af uenigheder; så er der noget at forholde sig til! Derefter præsenteres analyserammen med metodiske og teoretiske overvejelser samt centrale koncepter. Dette efterfølges af en analyse eller diskussion, hvor der inddrages en eller flere cases, for eksempel illustrative eksempler, men altid med varedeklarationer: Er de inddragede cases repræsentative eller ekstreme – så ved læseren, hvordan man skal forholde sig til dem. Afslutningsvis samles der op med en konklusion, gerne perspektivering, måske endda spørgsmål, der kan tænkes over.
Meget få kapitler i Global udvikling lever op til ovenstående opskrift. Et lyspunkt er Kapitel 24: Vesten – står storheden for fald? Her indledes kapitlet med fire forskellige forklaringsmodeller om hvad, der har drevet udvikling i Vesten – det er fortræffeligt!
I den modsatte ende læser man afslutningsvist i Kapitel 21: Subsaharisk Afrika: ”For at opnå varig bæredygtig udvikling er det nødvendigt for SSA at styrke demokratiet og institutionerne (særlig ejendomsrettigheder), forbedre vilkårene for virksomhedsdrift samt investere massivt i uddannelse, erhvervskompetencer og infrastruktur.” Dette er et fremragende eksempel på en forestilling, der kobler op til moderniseringsteorien og the Washington Consensus. Det kunne have været interessant for læserne at vide, hvad en afhængighedsskole-tilgang ville fremhæve. Endnu mere interessant, hvad et afrocentristisk perspektiv ville fremhæve. Men afrocentrisme bliver læserne overhovedet ikke præsenteret for i hele bogen, så hvad gør gymnasielærerne og ditto elever? Er disse perspektiver ikke relevante? Hvis ja, hvorfor bringes de ikke i spil? Kan vi forstå den voksende afrikanske selvbevidsthed uden at kende til afrocentrisme og panafrikanisme, som vi heller ikke præsenteres for?
Et af de største problemer i Global udvikling er, at redaktørerne og mange af forfatterne arbejder ud fra forestillingen om én virkelighed/sandhed. Mit udgangspunkt som underviser er grundlæggende anderledes. Jeg abonner på en socialkonstruktivistisk tilgang som betyder, at der ikke kun findes én virkelighed, men mange forskellige forestillinger/konstruktioner. Her er målsætningen at prøve at forstå fænomener ud fra den kontekst, hvori de indgår og efterfølgende foretage analyser og perspektiveringer. Med denne klassiske én-virkelighedstilgang er det svært at forstå opståen af fænomener som De gule veste, habitbanditter, Greta Thunberg, Boko Haram, Islamisk Stat m.fl.
En anden svaghed ved Global udvikling, set fra et underviserperspektiv, er den entydige berøringsangst for (stor)magtspil. Det ses f.eks. i Kapitel 22: Mellemøsten og Nordafrika, hvor Israel-Palæstina konflikten nærmest ikke omtales, ligesom den lokale stormagt Iran og dets styreform ikke er behandlet. Libyen og Gaddafis fald omtales, men der er ingen refleksioner over Vestens militære intervention og dens betydning for Libyens nuværende situation med en sammenbrudt stat. Derimod bruges der plads og laves en figur med fordeling af syriske flygtninge i Syriens nærområder – et fint eksempel på en eurocentrisk tilgang til materialet og fejlprioritering af pladsanvendelse og emnevalg.
Blinde pletter
I en publikation som Global udvikling vil der altid være blinde pletter, det er redaktørerne også opmærksom på, for de skriver i forordet at: ”Temaer som teknologi og innovation, menneskerettigheder og religion er udeladt.” Meget interessant, at de netop nævner disse områder, som alle faktisk bliver berørt i bogen.
Traditionelt er anmeldere fokuseret på at finde fejl og mangler, men mangellister er uinteressante. Jeg vil hellere fokusere på to underbelyste problemkomplekser relateret til natur og regeringsførelse, som der i øvrigt ikke er vandtætte skotter mellem.
Blind plet I: Naturen kalder
Selv om natur og miljø behandles stedvis i Global udvikling, er behandlingen utilstrækkelig set ud fra det perspektiv, at mennesker overalt på kloden er udfordret af naturen. Sådan har det altid været, men alligevel har klimadebatten bragt nye og alvorlige dimensioner frem i relationen mellem mennesker og naturen. Jeg ser bogens underprioritering af naturaspekter som en stor svaghed, som hænger sammen redaktørernes marginale kendskab til feltet. Jeg har derfor valgt at fremhæve aspekter, som kunne blive inkorporeret i en kommende forhåbentlig revideret udgave af bogen:
- Præsentationer og refleksioner over forskellige tilgange til menneske-natur relationer: Mest oplagt deep ecology, human ecology og political ecology. Med disse redskaber kan gymnasieelever og andre komme langt!
- Direkte (ud)nytteperspektiver på naturen suppleres med andre opfattelser af naturens værdier, f.eks. rekreative værdier. Disse er særdeles vigtige og af voksende betydning for stadig større befolkningsgrupper, ikke kun i det globale Nord.
- Globale fællesgoder som for eksempel biodiversitet, der som begreb næppe nævnes i bogen. Biodiversitetskrisen fremhæves imidlertid stadig oftere som mere alvorlig end klimakrisen. Flere andre aspekter af de globale fælles goder er relevante, f.eks. betyder internationalt pres fra samfundsgrupper, primært i det global Nord, at store områder i det globale Syd er udlagt som naturreservater. I Tanzania er det mere end 40 procent af landet. Dette kan være godt for beskyttelse af biodiversiteten, men hvad med de mennesker der beboer områder i og tilgrænsende reservaterne? Dette behandles ikke, men kunne let kobles op til konflikter omkring rigdom versus knap på natur(resurser)
- ’Sink’-funktionen er et andet globalt miljøgode – altså naturens evne til at absorbere den menneskeskabte forurening. Den omtales ofte i forbindelse med klimaændringer, ozon-huller etc. Disse problemstillinger kunne sagtens være behandlet indgående i enten Kapitel 7 eller 14, som begge rummer relaterede problemstillinger, men savner forståelse for naturens/miljøets betydning.
- Ideen i Kapitel 14 med et overblik over historiske milepæle for bæredygtighed er fin, men savner adskillige afgørende begivenheder. Det gælder The London Convention fra 1900, som ikke er med, selv om David Pepper kalder denne for gennembruddet for the modern environmentalist; det er altså verdens første internationale mellemstatslige miljøaftale. Desuden savnes Montrealprotokollen fra 1987, der skabte international enighed og udfasning af ozonnedbrydende stoffer. Aftalen er det mest lysende eksempel på, at det internationale samfund kan iværksætte og gennemføre initiativer i retning mod bæredygtig udvikling.
- Endelig savnes en gennemgribende diskussion af bæredygtigheden af begrebet ’bæredygtig udvikling’. Det er nemt at mobilisere enighed om, men langt vanskeligere at omsætte til konkrete og gennemførlige handlinger.
Blind plet II: Regering af de uregerlige
Regeringsførelse behandles både implicit og eksplicit i Global udvikling, men jeg savner systematisk behandling af lokale, national og internationale aspekter af dette – herunder også fraværet af forvaltning/governance.
Lokalt: Set i lokale sammenhænge er det fint, at Hardin, Boserup, Malthus m.fl. introduceres, men jeg savner at læserne får en dybere forståelse af governance i en rural Sydkontekst. Med kobling til overstående savnes for det første, at der i højere grad reflekteres over governancestrukturer og deres opbygning, og ikke mindst hvorledes disse institutioner, og især de magtfulde eliter, i de senere år er blevet udfordret. Det er en udvikling, der utvivlsomt vil fortsætte med heftige implikationer for institutioner og individer lokalt – med mulige spredningseffekter. For andet savnes en mere systematisk tilgang til både potentialer og forbandelser relateret til såvel knaphed som rigdom på natur, herunder udviklingstendenser indenfor disse, for eksempel typer af konflikter. Der er flere eksempler på konflikter og udbredt fattigdom i naturresurserige lande, især i Afrika. Hvordan kan dette forstås, og hvad betyder ikke-lokale aktører for disse konflikter og mulige konfliktløsninger? Jeg savner tilsvarende en problematisering af knaphed på natur og herunder biomassefattigdom, påvirkninger af relationer mellem mennesker lokalt – samarbejde versus konflikt, samt hvorledes klima- og/eller biodiversitets problemstillinger spiller ind. Koblet til næste afsnit, så kunne Mary Kaldor bringes i spil relateret til natur/miljø. Hun nævnes, men ikke for hendes mest kendte teoretisering omkring gamle og nye krige.
Nationalt: På det nationale niveau savner jeg helt grundlæggende forståelsesrammer for stater – termen skrøbelig stat nævnes, men hvad er det? Er skrøbelige stater et problem – for hvem? Er der udvikling i skrøbelige stater – og er de måske snarere sammenbrudte stater? Jeg ser desuden række udfordringer i omtalen af ’stater’ i det globale Syd. For eksempel vedrørende konflikter, hvor jeg mangler dimensionen konflikt mellem stater og deres borgere; ikke kun mellem stater. Stadig oftere bruges sondringen mellem de facto og de jure stater – hvorfor bringes disse tilgange ikke i spil? Hvorfor mere om staters partnerskaber med såvel civilsamfundsgrupper som private virksomheder?
Et gennemgående tema i Global udvikling er problemstillinger vedrørende stater og økonomisk udvikling. Især i Asien- og MENA-afsnittene behandles dette. Nice to know om Golfstaternes olieøkonomier og både store og små tigre, men hvorfor er der ikke nogle mere gennemgribende sammenligninger som for eksempel mellem Nord/Sydkorea, Tawan/Kina, Kina/Indien, Singapore/Hong Kong, Oman/Yemen? Der er mange flere mulige eksempler – for hver af disse kunne diskuteres hvilke af disse stater, der har været mest succesfulde – ud fra hvilke parametre, på den korte og lange bane? Kan man derfra konkludere noget om statstyper, ideologier m.m.? Det ville være brugbart.
Internationalt: Det internationale er måske det svagest behandlede felt, selv om Kapitel 17 redegør for forskellige typer af institutioner. Fraværende er behandling af problemstillinger om global governance, mulitilateralisme og især begreber aktiv multilateralism versus nationalisme, kosmopolitisme, diaspora. Disse aspekter er helt centrale for udviklingen i verden, så hvorfor pakkes de ikke ud? Hvad med perspektiver på magten i den verden, vi lever i, med præsentation og refleksioner på uni-, bi- og multipolaritet?
Endelig skal jeg ride en kæphest i forhold til Kapitel 11 om udviklingsbistand. Selv om dette er af marginal betydning internationalt set, så redegøres der for udvikling over tid. Her savner jeg i dén grad inddragelse af kritiske stemmer som James Ferguson, Frantz Fanon, Wallerstein, Escobar, Wolgang Sachs, Samir Amin eller nyligt afdøde Banyavanga Wainaina. Hvorfor skal i stedet både Dambisa Moyo og William Easterley fremhæves, når de står for det samme?
Afrunding
Min kritik af Global udvikling får sikkert nogenlunde samme betydning som præstens ord til Balle Lars. Redaktørerne forventer kritik, for de skriver i forordet: ”Global udvikling har på mange måder været en umulig bog at skrive.” Alligevel bliver bogen utvivlsomt en sællert, for Global Udvikling optager en niche på det dansksprogede marked med et meget begrænset udbud. Tillykke til forlaget, redaktørerne og resten af crewet.
Lidt malurt i bægeret på falderebet:
- Global udvikling er et fremragende eksempel på, at middelmådigheden blandt danskerne er altdominerende, hvor ”vi” handler ud fra devisen: Hellere lave et halvskidt produkt, der ser godt ud og som sælger, end…. For som The Minds of 99 synger: ”Alle skuffer over tid.”
- Synd for kommende gymnasieelever, de mange engagerede gymnasielærere og i sidste ende samfundet, at Global udvikling er en suboptimal publikation. Bogen understøtter ikke i tilstrækkeligt omfang de unges forståelser og analytiske kapacitet – egenskaber, der er indlysende nødvendige i en globaliseret verden med enorme udfordringer med et stadigt voksende antal simultane kriser.
- Global udvikling er et eksempel på utilstrækkelig talentpleje – med fravalget af kritiske talentfulde unge og ringe vejledning af de udvalgte skribenter. Talenter er der, men når de ikke for alvor lyser i denne bog, så det skyldes det en kombination af redaktørernes åbenlyse mangler og forlagets tidstypiske smart-i-fart spekulative tilgang, hvor det tilsyneladende er af marginal betydning, at produktet ikke er gennemarbejdet og fokuseret, hvis det bare sælger!
Heldigvis er Global Udvikling ikke den eneste publikation på markedet, og skulle der være ønsker til inspiration, så har biologen Jared Diamond skrevet flere bøger, der bør kunne sætte tankerne i gang. Jan Nederveen Pieterse (2010) Development Theory er stadig brugbar, og ellers kunne Peter Kragelunds spritnye: South-South Development også være en mulighed.
Georgios Marinos og Peter Andreas Nielsen (red.): Global Udvikling. Forlaget Columbus. Pris – for private 303 kr., for skoler 169 kr. (excl. moms).
Stig Jensen er lektor ved Center for Afrikastudier på Københavns Universitet
