Talibans sikkerhedstjeneste gik ikke lige så hårdt til Ahmad Walid Rashidi, som da den anholdt ham for et par år siden. Men det sætter alligevel sine spor – ikke mindst fordi der var lokale kollegaer involveret denne gang, fortæller han i Globalnyts podcast, Højtryk.
Det var tilsyneladende et interview med en kvindelig YouTuber, der fik sikkerhedstjenesten til at anholde Ahmad Rashidi på en mistanke om, at han kunne være ved at opildne til kvindelige protestaktioner, som dem Taliban tidligere har haft store problemer med at håndtere.
Vi hører også Ahmad Rashidis analyse af situationen i det plagede land. Og på mange områder går det faktisk bedre end frygtet i Afghanistan – nu næsten tre år efter Talibans magtovertagelse. Altså bortset fra netop kvindernes vilkår, som er rædselsfulde. Men der blev ikke hungersnød, økonomien er kun næsten kollapset, den altomfattende korruption er historie, og turisterne er på vej tilbage – nogle for at få taget billeder sammen med de berygtede, turbanklædte krigere.
Hør beretningen om Afghanistan 2024 i Højtryk, som bestyres af Globalnyts Laurits Holdt og Kirsten Larsen. Lyddesign: Jonas Johs Andersen.