Debatindlæg af Hans Erik Mogensen, Pioner Afrika Hvorfor må u-lands-foreningerne ikke selv bestemme, hvordan de bruger pengene i f.eks. Afrika? De mange betingelser fra Danida og CISU er en stor belastning for små u-landsforeninger, mener debattøren.
Jeg har nu i fem år arbejdet som frivillig u-landsarbejder. Jeg startede i en alder af 71 år og er nu 76 år og kan forhåbentlig fortsætte i mange år endnu. Årsagen til at jeg kom i gang med dette arbejde var, at jeg i sin tid blev udsendt af en mindre religiøs u-landsforening til Burkina Faso. Det har været mig til stor personlig glæde, men efterhånden er det bare ikke sjovt mere. For når vi nu får donationer af staten (via CISU), så er der betingelser med, som efter min mening ikke passer til de lokale forhold. Staten forlanger nu (via CISU), at det er de lokale, der skal lede og fordele arbejdet og indsatsen. Men det er de slet ikke modne nok til, og risikoen for at vi fremelsker korruptionen er betydelig. Det fører mig frem til følgende spørgsmål: Er tiden løbet fra den nuværende måde at drive u-landshjælp på? For med de nye regler fra Danida/CISU vil det være rimeligt, at den, der har brug for udvikling, selv står for at skaffe kapitalen til udviklingen fra Verdensbanken, egne banker eller udenlandske regeringer. De kan så henvende sig til diverse eksperter på de områder, de ønsker udviklet, og betale disse for hjælp. Desuden kan de frit og uden beregning indhente de allerfleste oplysninger, de har brug for til en nations opbygning på internettet. Danida/staten fratager os små u-landsforeninger retten til selv at bestemme. Men vi arbejder frivilligt og det juridiske ansvar for fordelingen af donationerne ligger stadig hos os, der er frivillige. Det er ikke rart. Hans Erik Mogensen er formand for u-landsforeningen Pioner Afrika
