Debatindlæg af Uffe Torm Færre frivillige i frontlinjen er ikke den største trussel mod dansk udviklingsbistand. Forvitringen af bistandens folkelige forankring er et langt større problem for befolkningens opbakning.
Først og fremmest ros til U-landsnyt.dk for at forsøge at skabe mere debat på sitet. Det må i høj grad siges at være lykkedes med temaet om frivillighed i de danske udviklingsorganisationer, som har affødt en lang række spændende, engagerede og relevante debatindlæg. Men de mange indlæg viser også, at der i miljøet er mange forskellige opfattelser af, hvordan man opfatter og definerer frivillige og frivilligt arbejde. Det medvirker til at skabe unødige modsætninger mellem f.eks. medarbejdere og frivillige, mellem små og store organi-sationer og mellem det folkelige og det faglige. Realiteten er jo, at der er behov for både frivillige ”ildsjæle” og professionelle ”fagidioter”, for både folkelighed og faglighed og for både køkkenbords-NGOer og kompagniagtige NGOer. Miljøets modsætninger Nok er det underholdende, når NGO-græsroden fra Jylland på den ene side opfordrer til oprør mod ”de professionelle københavnere”, og NGO-generalsekretæren fra storbyen på den anden side udtaler, at ”det ikke er de små organisationer, der kommer til at forandre verden”. Men det er jo ikke særligt konstruktivt. Det er der vel ingen små NGOer, der hævder, at de kan redde hele verden. Men de kan medvirke til og bidrager i utallige tilfælde faktisk til at skabe markante forskelle og forandringer i lokalsamfundet på samme måde, som de første lokale danske andelsforeninger, højskoler og fagforeninger bidrog til at igangsætte nationale forandringsprocesser i Danmark. Det er der mange tilsvarende eksempler på i udviklingsarbejdet. Og der er vel ingen store NGOer, som ligefrem elsker bureaukrati og gør det mere besværligt end højst nødvendigt. De kæmper imod alt for snævre rammer for den statsstøttede folkelige u-landsbistand til gavn for også de små organisationer, selv om det ofte er op ad bakke. Det var private organisationer som Mellemfolkeligt Samvirke, ungdomsorganisationer og kirkelige organisationerne, der drev et bilateralt dansk udviklingsprogram i gang i begyndelsen af 1960erne. At udviklingsarbejdet efterhånden blev overtaget af staten og af stadigt mere både professionelle og folkelige organisationer er der vel ikke grund til at begræde men i stedet glæde sig over? På samme måde har frivillige kræfter og folkelige bevægelser på især sociale og humanitære områder taget initiativer, som politikere efterhånden har taget alvorligt og i større eller mindre grad overtaget. Gælds- eftergivelseskampagnen Jubilee 2000 blev startet af kirkelige frivillige men slog igennem politisk på globalt plan og medførte mærkbare gældslettelser for en lang række u-lande i begyndelse af dette århundrede. Miljø- og klimapolitikkerne er andre nylig eksempler på, at frivillige ildsjæle har formået at bringe påtrængende globale problemer på politikernes bord. Der vil uden tvivl også i fremtiden opstå behov for, at frivillige ildsjæle og folkelige organisationer udvikler nye, innovative sociale og humanitære aktiviteter. Frivillig, faglig og folkelig Statens indtræden på scenen betyder naturligvis ikke, at der ikke fortsat er behov for frivillige og deres indsatser. Selv om staten heldigvis har påtaget sig hovedansvaret for den danske udviklingsbistand, er der fortsat brug for, at frivillige og folkelige organisationer holder politikerne ansvarlige og til ilden og går foran og afprøver nye ideer og veje i udviklingsarbejdet. I det omfang danske NGOer ønsker at tage del i det praktiske udviklingsarbejde med offentlig støtte, må de nødvendigvis have en professionel administration og være fagligt kompetente hertil. Men der er ikke nødvendigvis en modsætning mellem frivillighed eller professionalisme eller faglighed og folkelighed. Jeg har selv arbejdet i miljøet både som frivillig og som fastansat. Som frivillig har jeg oplevet at have større indflydelse end fastansatte og andre gange slet ingen indflydelse. Men jeg har aldrig følt mig splittet mellem fastansættelse og frivilligt arbejde. Det var jo de samme idealer og visioner, jeg arbejdede for. Jeg kender mange fastansatte fagligt kompetente idealister, som brænder for deres arbejde og giver alt deres tid og lidt mere hertil. Ligeledes kender jeg mange fagligt kompetente frivillige ildsjæle, som bruger al deres fritid og lidt til på udviklingsarbejde. Flere frivillige end nogensinde Frivillige pt. ikke en truet race i Danmark. Vi fik i år et nyt frivilligcharter. Det har aldrig været så mange frivillige aktører i foreningsdanmark som i dag – medarbejdere i genbrugsbutikker og besøgstjenester, hotlines mv., ledere, bestyrelsesmedlemmer og aktivister i fritids-, børne- og ungdoms- og idrætsklubber, ældreorganisationer samt aktive i politiske, kulturelle, kirkelige og andre interesseorganisationer mfl. Selv i det offentlige vokser antallet af frivillige – f.eks. på hospitaler og plejehjem og i andre sociale institutioner. Antallet af frivillige i u-landsorganisationerne har vel heller ikke været større end i disse år? Imidlertid har frivilligarbejdet i udviklingsbranchen ændret sig over årene. I bistandens begyndelse var det i høj grad frivillige, der drev udviklingsarbejdet både ude og hjemme. Men MS’ program for u-landsfrivillige er nu fortid. Antallet af andre langtidsudsendte (eksperter, konsulenter, rådgivere og missionærer) er for nedadgående og afløst af kortere tilsyns- og konsulentbesøg. Der er nemlig heldigvis ikke længere et stort behov for at udsende danskere til at lede eller drive det daglige udviklingsarbejde. U-landene og de lokale partnerorganisationer skal og kan selv. Til gengæld er antallet af korttidsudsendte volontører (og korttidskonsulenter) voksende – både unge og i stigende grad også seniorer. Der er ikke så mange, som har skrevet om dette fænomen, der sommetider nedladende fattigdomsturisme. Der findes imidlertid mange gode eksempler på for begge parter vellykkede volontørudsendelser – men sandelig også negative! Det burde derfor forskes mere i denne form for envejs-folkelighed, som let kommer til at mangle den gensidige mellemfolkelige dimension, hvilket også frivilligprogrammet led under. Som en medarbejder i MS' nedlagte frivilligprogram engang sagde: ”Man må håbe, at de ikke gør skade, mens de er ude, men noget godt, når de kommer hjem”. Og i dag er det netop i f.eks. hjemlige oplysnings- og kampagne, at frivillige kan gøre en mærkbar forskel. Fremtidens trusler Der er imidlertid fremtidige trusler, som de folkelige organisationer og de frivillige selv skal være opmærksomme på: 1) Den voksende dyne af bureaukrati især i det offentlige men også i NGOerne: Bureaukrati kan slukke branden i ildsjælene. Rigide krav om tidsregistrering, meningsløs statistik og dokumentation af kvantitativ målopfyldelse kan få mange frivillige, der ønsker at arbejde kreativt med udviklingsprocesser og levende mennesker, til at løbe skrigende bort. 2) Tendenserne i det offentlige til at satse på frivillige i den sociale sektor: Vi skal være meget opmærksomme på, at det offentlige ikke baserer nødvendigt socialt arbejde på frivillige i stedet for fastansatte men inviterer frivillige til at supplere den offentlige indsats på deres egne præmisser. 3) Den kommercielle udnyttelse af unges positive lyst til at lære denne verden at kende: Det er kun rimeligt, at volontører selv betaler hovedparten af deres udgifter. Men kommercielle bureauer bør ikke tjene penge på at sende unge ud på tvivlsomme u-landsophold på egen hånd. Den folkelige forankring forvitrer Det er kun godt, at mange opgaver i den praktiske gennemførelse af udviklingsaktiviteter i u-landene er blevet overtaget af frivillige i Syd i stedet for frivillige fra Nord. Det er imidlertid et alvorligt problem, at antallet af folkelige aktører i udviklingsarbejdet i disse år indskrænkes. Det gælder både i Nord og i Syd. Og det gælder både den humanitære bistand og selve udviklingsbistanden. Danidas støtte til danske NGOer er stagnerende og koncentrerer sig mere og mere om færre men større aktører. Desuden betragter Danida tilsyneladende i stigende grad de danske aktører som instrumenter, man kan tage op af værktøjskassen og bruge som redskaber i det statslige udviklingsarbejde. Desuden er støtten til det folkelige oplysningsarbejde reduceret. Med nedlæggelsen af Rådet for Internationalt Udviklingssamarbejde er NGOernes folkelige indflydelse på den statslige udviklingsbistand mindsket. Endvidere indskrænkes Civilsamfundets råderum i Syd, og mobilisering af en mangfoldig folkelig ressourcebase i Nord begrænses. Alt dette forvitrer den folkelige opbakning til udviklingsbistanden langt mere end det forhold, at der er færre danske frivillige i frontlinjen. Disse tendenser er den vigtigste udfordring til det folkelige udviklingsmiljø. Her er der virkelig en fælles opgave for både den frivillige og den fastansatte og for den folkelige ildsjæl, den faglige IT-nørd og den professionelle idealist. Så lad os samles om den opgave! Uffe Torm (1944) har i mere end 40 år arbejdet med dansk udviklingsbistand og international udviklingspolitik som journalist, redaktør, projekt- og oplysningskonsulent, projektkoordinator, programdirektør og var fra februar 1998 til februar 2012 sekretariatsleder for Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMR-U). Se de øvrige indlæg og artikler i temaet: http://www.u-landsnyt.dk/tema/debat-om-de-frivillige-de-professionelle-og-den-fo
