Debatindlæg af Nicolas Mollel, antropolog De frivillige i udviklingslandene yder en enorm indsats i bistanden. Mange af dem er dog i et dilemma, for samtidig med at de arbejder for det fælles gode arbejder de også for at opnå f.eks. en fastansættelse i en NGO, der kan sikre dem økonomisk.
Jeg har med stor interesse fulgt debatten her på hjemmesiden i de seneste par uger. Selvom emnet mest har optaget mig som et analytisk problem de sidste par år, mener jeg, at debatten om frivillighed, især indenfor ulandsbistandsregi, er både vigtig og aktuel. Ved at læse indlæggene har jeg bl.a. lært, at størsteparten af de danske NGO’er og andre velgørenhedsorganisationer har flyttet fokus fra at udsende danske volontører til ulandene til at benytte sig af den voksende frivilligindsats i udviklingslande. Argumenterne for denne bevægelse er bl.a. at det sikrer lokal forankring, og at det samtidig er med til at styrke civilsamfundet i udviklingslandene. Denne tanke er dog ikke på nogen måde ny, men hænger uløseligt sammen med det dominerende paradigme i udviklings-verdenen om partnerskab og lokal, aktiv deltagelse [læs: participation], som har eksisteret siden slutningen af 1980'erne. Fx udtrykt i konkrete implementeringstilgange såsom PRA (Participatory Rural Appraisal). De frivillige i udviklingslandene Dét som imidlertid undrer mig er, hvorfor der ikke er flere indlæg, der adresserer de frivillige i udviklingslandene, som jo må siges at være væsentlige aktører i denne sammenhæng. Disse mennesker – som primært er unge, arbejdsløse eller under uddannelse hvis de er særlig privilegerede – yder en enorm indsats, men er som regel også ofrene for de selvsamme sociale, økonomiske og rettighedsmæssige problemstillinger, de prøver at bekæmpe. At være frivillig i en udviklingsorganisation og arbejde for et socialt velgørende formål støttet af eksterne fondsmidler udgør derfor et prekært dilemma for mange lokale volontører, fordi de på en og samme tid er både modtagere og facilitatorer af udviklingsbistand. Hvilket medfører, at de ikke blot tillægger stor betydning til dét at selv at yde en indsats, men også at de faktisk har noget at forvente til gengæld. Netop den aktive deltagelse af lokale aktører har længe været omdrejningspunkt for diskussion om ’participation’ som den foretrukne tilgang i udviklingsverdenen. Det store spørgsmål har været, og er tilsyneladende stadig, om hvorvidt deltagelse defineres som et mål i sig selv eller som et middel til opnå et større formål såsom fattigdomsbekæmpelse, sikringen af politiske rettigheder og miljøbeskyttelse. Men for dem i den modtagende ende af udviklingsbistand handler deltagelse og frivillighed særligt om to ting; på den ene side, det sociale og moralske medansvar overfor samfundet som helhed eller en bestemt gruppe i samfundet, og på den anden side, en instrumentel og individuel forhåbning om bedre sociale og økonomiske vilkår og muligheder. At engagere sig frivilligt selvom man samtidig har noget at forvente behøver dog ikke at være gensidig udelukkende. En stor del af drivkraften hos lokale frivillige er netop at de arbejder for en sag, der har til formål at fremme lokale interesser, der har en indflydelse på deres personlige omstændigheder. Fx etableringen af arbejdspladser eller alternative indkomstmuligheder der ville give dem bedre mulighed for at forsørge sig selv. Springbræt Mange lokale frivillige er nemlig selv fattige og arbejdsløse, og frivilligt arbejde kan potentielt blive springbræt til et lønnet job. I en undersøgelse jeg lavede om unge udviklingsaktivister på Zanzibar, hvor mere end halvdelen af befolkningen lever for under $2 om dagen og arbejdsløshed er 23%, brugte jeg en del tid på at spørge de unge zanzibarianere om, hvad de troede ville forbedre deres situation. Den typiske respons jeg fik var: ”mit mål er at få et [lønnet] job, så jeg kan forsørge mig selv og min familie”. Sharif [ikke hans rigtige navn) er et godt eksempel. Som en af grundlæggerne af en lokal NGO er han dedikeret til kampen mod fattigdom i hans lokalområde. Udviklingsaktivisme er blevet en livsstil for ham. Men til trods for at han efterlever velgørenhedsarbejdets moralske kodeks om frivillig engagement er han stadig nødt til at have noget at leve af. Fastansættelse Sharifs drøm er imidlertid at kunne gøre hans hjertesag til hans levevej. Helst i form af en lønnet fastansættelse i den NGO han selv har været med til at starte, og som han brænder for. For som han selv siger: ”Vi håber på, at hvis vi gør det godt, kan vi måske ansætte folk i NGO’en. Jeg arbejder hårdt, og jeg håber på selv at blive én af dem som bliver ansat, så jeg kan bruge al min tid på at hjælpe andre uden at skulle kæmpe for selv at overleve”. Den reelle mulighed for en overgang fra frivillig til 'professionel’, dvs. lønnet medarbejder i NGO’ernes verden er dog en sjældenhed af art, bl.a. på grund af princippet om at socialt velgørenhedsarbejde er fundamentalt baseret på frivillig arbejde og aktiv deltagelse. Det er dette ejendommelige forhold, jeg kalder det voluntaristiske paradoks. En af kendetegnene ved velgørenhedsarbejde er netop den frivillige handling. Men antagelsen om at frivillighed er separeret fra ønsket om professionalisme – på samme måde som forestillingen om at civilsamfundet er skarpt adskilt fra privat entreprise – er ikke kun naiv, men har en tendens til at forplumre de aktivisters motivationer og aspirationer, som forsøger at forbedre deres sociale, økonomiske og individuelle muligheder ved at engagere sig i udviklingsarbejde. (Og i denne sammenhæng er der ingen principiel forskel på om der er tale om en dansk volontør eller en afrikansk frivillig lokalaktivist). Problemet opstår, når de gængse muligheder for at få et job er udtømt. Det er både beundringsværdigt og inspirerende, at disse mennesker på trods af deres genvordigheder alligevel kan mønstre kapacitet til at engagere sig. Brug for et lønnet job Men dét de i virkeligheden har brug for er netop et lønnet job, som gør dem i stand til at kunne forsørge sig selv. Det er nemlig både det, de selv ønsker, og dét der i sidste ende vil løfte dem ud af fattigdom. Frivillighed – som begreb, handling, og, til dels, moralsk pligt – er nemlig ikke affødt af hverken overskud eller nød. Det er derimod en grundlæggende normativ praksis baseret på værdier og tradition. Ligesom det er en af de vigtigste instrumenter, individer og grupper har til rådighed for at styrke civilsamfundet og den demokratiske proces. Præcis derfor er frivillighed i udviklingsarbejdet, for de mennesker, der har brug for social og økonomisk bistand, på mange måder en paradoksal praksis, som hvis den skal have nogen nyttig og længerevarende virkning, må erstattes af sin egen kategoriske modsætning. Frivillighed er nemlig ikke kun et mål i sig selv, men et middel til at opnå større solidaritet, social lighed og positiv forandring. Velgørenhed og udviklingsarbejde er to side af samme sag. Begge omfatter den frivillige donation af penge, materiel, viden og arbejde til sociale og humanitære formål. Men frivillighed, ligesom velgørenhed, må ikke blive fikseret i en moralsk rationalisering af sin egen praksis. Den må først og fremmest handle om det formål, den er tilsigtet, og de mennesker der berøres af indsatsen og deres muligheder for et bedre liv. Nicolas Mollel er antropolog og beskæftiger sig med unge, international udvikling og social forandring. Læs andre artikler og indlæg i temaet om de frivillige, de professionelle og den folkelige forankring: http://www.u-landsnyt.dk/tema/debat-om-de-frivillige-de-professionelle-og-den-fo
