En række terrorangreb fredag har dræbt i alt mindst 93 mennesker i Tunesien, Frankrig, Kuwait og Somalia, skriver flere internationale medier, der også betegner angrebene som en sejr for den yderliggående bevægelse Islamisk Stat (IS).
I en udtalelse har gruppen selv taget skylden for et af angrebene, der fandt sted mod en moské i Kuwait, mens al-Shabaab, som har svoret troskab over for Islamisk Stat, hævder at stå bag angrebet mod Den Afrikanske Union (AU) i Somalia.
Islamisk Stat på dagsordenen
Der er ikke nogen beviser der peger på, at de fire angreb var koordinerede. Men de understreger den voksende trussel fra militante islamister, som for manges vedkommende fatter sympati for og lader sig inspirere af Islamisk Stats retorik samt ikke mindst gruppens yderst stramme og krigeriske tolkning af islam.
Islamisk Stat, der er under pres i Syrien og for nylig har mistet terræn omkring deres hovedby i Syrien, Raqqa, har opfordret sine tilhængere til at gennemføre angreb under muslimernes hellige fastemåned, ramadanen.
”I denne weekend vil historien være, at Islamisk Stat gennemfører terror verden over i stedet for, at Islamisk Stat er under pres,” siger Michael Weiss, der er medforfatter til bogen ”Isis: Inside the Army of Terror”, til den britiske avis The Guardian.
Feriegæster dræbt i Tunesien
I Tunesien meldes mindst 37 døde, efter en bevæbnet mand angreb Imperial Marhaba Hotel i feriebyen Sousse, der ligger knap 150 kilometer syd for hovedstaden Tunis.
Gerningsmanden åbnede ild mod turister på stranden, inden han gik videre ind i hotellet og fortsatte nedslagtningen.
Mange af de dræbte menes at være briter, tyskere og belgiere.
Gerningsmanden blev selv dræbt i angrebet, og tunesiske myndigheder har anholdt hans formodede medsammensvorne, skriver flere medier.
Tunesiens sikkerhedsminister siger ifølge flere medier, at den dræbte gerningsmand ikke var kendt af politiet i forvejen.
Landet har været i forhøjet beredskab siden marts, hvor militante islamister angreb Bardo-muséet i Tunis og dræbte en gruppe udenlandske turister.
Både det angreb og massakren på badegæsterne i Sousse fredag er et hårdt slag for Tunesien, der havde håbet, at der igen vil komme gang i landets turistindustri, efter der på vellykket vis er afholdt valg til parlamentet og præsidentposten i landet. Tunesien har endvidere fået ny forfatning og fremstår som det land, der er kommet bedst ud af den politiske tumult, der fulgte i kølvandet på Det Arabiske Forår i 2011.
Bilbombe mod AU-base
I det sydlige Somalia blev mindst 30 mennesker dræbt under et angreb mod en af Den Afrikanske Unions (AU's) militærbaser fredag.
En mand kørte en bil pakket med sprængstoffer ind i porten ved militærbasen og bragte den kraftige bilbombe til sprængning.
Efterfølgende sagde den militante islamistiske gruppe al-Shabaab ifølge BBC, at dens krigere har taget kontrol med militærbasen, men det kunne ikke umiddelbart bekræftes.
På basen befandt sig soldater fra Burundi, som er en del af den AU-styrke (Amisom), der forsøger at hjælpe Somalias regering i kampen mod al-Shabaab.
Amisom har endnu ikke bekræftet tabstallet, skriver BBC.
I lighed med Islamisk Stat – som al-Shabaab har svoret troskab over for – har også den somaliske bevægelse lovet at optrappe sine angreb i løbet af ramadanen.
Mindst 25 døde i moské
I golfstaten Kuwait har Islamisk Stat taget skylden for et selvmordsbombeangreb mod Imam al-Sadiq Shia moskéen lige i centrum af hovedstaden.
Mindst 25 mennesker blev dræbt og 202 såret, oplyser Kuwaits indenrigsministerium.
En militant med en selvmordsbombe om livet gik ind i moskéen under fredagsbønnen og sprængte sig selv i luften blandt de mere end 2.000 mennesker, der ifølge tv-stationen al-Arabiya var samlet i moskéen.
Middagsbønnen om fredagen er i forvejen den mest velbesøgte, og på grund af ramadanen tager ekstra mange mennesker i moskéen for at bede.
Ifølge en meddelelse på internettet blev angrebet rettet mod den shiamuslimske moské, fordi Islamisk Stat betragter shiamuslimer som ”frafaldne”.
Det er ikke første gang, at Islamisk Stat har angrebet en moské i et af golflandene. Alene i de seneste uger har Islamisk Stat taget skylden for to angreb mod moskéer i Saudi-Arabien.
Fredagens angreb var dog det første mod shiamuslimer i Kuwait, som udgør omkring en tredjedel af befolkningen i den lille stat.
Mand halshugget ved gasfabrik i Frankrig
I Frankrig blev en mand fundet halshugget ved en gasfabrik i Saint-Quentin-Fallavier tæt ved Lyon.
Ofrets afhuggede hoved blev fundet sammen med en besked på arabisk og et islamistisk flag, men fransk politi kunne ikke umiddelbart konkludere, hvorvidt Islamisk Stat stod bag angrebet.
Præsident Frabcois Hollande afbrød sin deltagelse i et EU-topmøde og hastede hjem til Frankrig. Han betegner angrebet mod det amerikanskejede selskab Air Products som et terrorangreb.
Fransk politi har anholdt en person, som tilbage i perioden fra 2006 til 2008 har været overvåget på mistanke om, at han var i færd med at blive radikaliseret, rapporterer den franske tv-station France24.