Thailands stenrige premierminister, Thaksin Shinawatra, ønsker at købe den store traditionsrige engelske fodbldklub, Liverpool, efter at det ikke lykkedes ham at købe Fulham i fjor, skriver dagbladet B.T. mandag
– Han overvejer Liverpool. Premierministeren mener, det er det mest tiltrækkende hold af alle. Jeg er sikker på, hans rådgivere allerede er i gang med at tjekke klubbens økonomi det seneste halve år, siger den thailandske landstræner, Thawatchai Sajakul, mandag til internationale nyhedsbureauer ifølge B.T.
Udover at være landstræner og medlem af Thaksin Shinawatras parti fungerer landstræneren som en slags rådgiver i sagen om at købe en fodboldklub. Og ifølge Thawatchai er der allerede forhandlinger i gang med repræsentanter fra Liverpool.
Den thailandske premierminister er blevet milliardær indenfor telekommunikation, før han gik ind i politik. I fjor mislykkedes hans forsøg på at købe engelske Fulham, der spiller i Premierleague, af klubbens ejer, den egyptiske millionær, Muhammed Al Fayed, hvis søn omkom sammen med prinsesses Diana under en trafikulykke i Paris.
Ifølge landstræneren er man fast besluttet på, at et køb nu skal lykkes og at Liverpool indtil videre er nummer ét på listen over interessante klubber. – Intet er dog helt sikkert, og det kan være, vi er interesserede i Arsenal i næste måned, siger landstræneren.