Det er en af dansk udviklingsbistands absolut mest velbefarne, der runder endnu et hjørne.
I samfulde næsten 40 år frem til pensioneringen pr. 1. januar 2013 beskæftigede Schjerbeck sig med bistand og bistandspersonel både ude og hjemme. På udeposterne er det alene blevet til to årtier i Afrika.
Det er samtidig en meget venlig, imødekommende og tillidsvækkende mand, der på den baggrund ikke bare blev vellidt, men også respekteret for sin faglige dygtighed som diplomat.
Thomas Schjerbeck kom efter en tur på Niels Brock og en HD på Handelshøjskolen i København til Danida i 1973 som sekretær.
To år efter blev han fuldmægtig og i december 1977 gik turen så til første udstationering i Afrika som bistandsattache i Nairobi (1977-80).
Efter tre år hjemme som bistandsråd på Asiatisk Plads (1980-83) i Danidas Østafrika-sektion, drog han atter sydpå, nu som bistandsråd og siden charge daffaires i Zambias hovedstad, Lusaka.
1988 var han hjemme igen, udnævnt i 37. lønramme som chef for Danidas Personelkontor, hvorefter han i 1993 atter drog ud – og siden har han kun haft udeposter i Danidas programsamarbejdslande.
Vel at mærke i forreste geled som ambassadør.
Først i Uganda (1993-98), hvor han oplevede en omfattende udbygning af det danske bistandssamarbejde, siden i Mozambique i Sydøstafrika (1998-2003), hvor han bl.a. traf sin nuværende hustru, den italienske universitetslærer Francesca Gezzi.
Derpå skiftede han til Danmarks eneste programsamarbejdsland i Mellemamerika, Nicaragua (2003-2007), hvor den danske støtte dengang var oppe på ca. 190 mio. kr. årligt.
Bistanden til Nicaragua er siden afviklet, det samme gælder Zambia.
Kobberlandet i det sydlige Afrika, hvor så mange danske bistandsarbejdere har virket, blev nemlig Schjerbecks endestation som ambassadør (2007-2012).
Læs interview med hans rejsetips til Zambia, mens han var dansk førstemand i Lusaka, på
http://www.netpub.dk/netpub/client_projects/udenrigsministeriet/project/11143/11143/html/chapter04.htm
Det betyder samlet set, at Schjerbeck har været ambassadør i fire af de største modtagere af dansk bistand – og udsendt til endnu flere. En ganske usædvanlig karriere i regi af dansk u-landsvirke.
Det dansk-italienske par har sammen sønnen Gerardo.