Per Carlsen spillede en helt central rolle efter beslutningen om oprettelsen af Dansk Institut for Internationale Studier i 2003. Han var på daværende tidspunkt allerede direktør for Dansk Udenrigspolitisk Institut (DUPI). Her fik han til opgave at samle fire danske institutter, som beskæftigede sig med internationale forhold, i ét institut; DIIS.
Det var en særdeles kompliceret opgave at samle opgaverne, de ansatte og de meget forskellige kulturer i DUPI, Center for Udviklingsforskning (CUF), Center for Freds- og Konfliktforskning (COPRI) og Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier (DCHF). Det komplicerede opgaven yderligere, at disse fire centre skulle indgå med Institut for Menneskerettigheder (IMR) i én samlet, overordnet organisation – Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder (DCISM). Det gjorde det naturligvis heller ikke lettere, at den samlede økonomiske ramme for de nye konstruktioner blev substantielt beskåret ved sammenlægningen. Mens sammenlægningen af de fire institutter til DIIS har vist sig at være levedygtig, endte ægteskabet mellem DIIS og IMR i en lykkelig skilsmisse i 2012.
Per gik handlekraftigt til opgaverne med et stort engagement, med farverige slips og sokker. Og med et stærkt nationalt og internationalt netværk var han en effektiv fortaler for DIIS i de tidlige år – men også efter sin afgang i 2005, hvor han fik sit drømmejob som Danmarks ambassadør i Moskva.
Per havde også gennem sin omfattende karriere i ind- og udland – med udgangspunktet i Udenrigsministeriet og med en afstikker nogle år i Forsvarsministeriet – særdeles stor indflydelse på dansk forsvars- og sikkerhedspolitik. Han var sammen med daværende forsvarsminister Hans Hækkerup – og med stærk støtte fra tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen – omdrejningspunkt for at sætte Litauen, Letland og Estlands mulighed for medlemskab af NATO på den nationale og internationale dagsorden. At det lykkedes at få de tre baltiske lande med i NATO, er nok et af de største danske udenrigs- og sikkerhedspolitiske resultater i efterkrigstiden.
Han var en af Danmarks førende eksperter på NATO og spillede også ad flere omgange en stor rolle i en proaktiv rolle for en dansk profil i FN. Østersø-regionen var hans helt særlige interesse, og som dansk ambassadør i henholdsvis Litauen, Moskva og Riga havde han som tidligere sprogofficer i russisk i det danske forsvar også mulighed for at dyrke denne passion.
Det store engagement i Østersø-regionen slap han aldrig – heller ikke efter sin pensionering fra udenrigstjenesten. Her fortsatte hans altid effektive vidensdeling af spændende analyser i ultrakorte mails til sit omfattende professionelle netværk verden over. Hvis nogen var i tvivl om, hvor kendt og respekteret Per var i udlandet, så har de utallige og hurtige reaktioner i de seneste dage internationalt slettet enhver tvivl. Han var dybt respekteret og er allerede savnet langt uden for Danmark.
Per blev kun 72 år. Der er svært at fatte og sørgeligt, at vi aldrig igen skal høre hans karakteristiske latter i DIIS’ gange og kontorer. Vores tanker går nu til hans familie, som også har mistet et helt usædvanligt menneske.
Globalnyt har fået lov at bringe dette mindeord, der oprindeligt er publiceret på DIIS’ hjemmeside.
