Tidligere folketingsmedlem er ny i IWGIA’s bestyrelse

saraolsvig
Forfatter billede

Det er en erfaren kvinde, der fremover vil stille sin omfattende viden om arktiske anliggender og politiske forhold til rådighed for organisationen for oprindelige folk, IWGIA. Her tiltræder Sara Olsvig bestyrelsen.

”IWGIA er en organisation med en lang historie som frontkæmpere for oprindelige folks rettigheder. Jeg vil gerne være en del af dette arbejde, og forhåbentligt vil min politiske og internationale erfaring, såvel som min viden om Arktis, være værdifuld for IWGIA’s arbejde og for oprindelige folk,” siger hun i en pressemeddelelse fra IWGIA.

Til dagligt er Sara Olsvig programchef for UNICEF Danmark i Grønland, hvor hun arbejder med at løfte børns rettigheder i Grønland. Hun har tidligere repræsenteret partiet Inuit Ataqatigiit som et af de to grønlandske medlemmer af Folketinget (2011 til 2015). I perioden 2014 til 2018 var hun forkvinde for partiet.

Desuden har hun tidligere været Grønlands minister for sociale anliggender, familie, ligestilling og justitsvæsen.

”Sara Olsvig er en ildsjæl med en unik kombination af politisk erfaring og viden om oprindelige folk i Grønland og Arktis, som vi ser frem til at få gavn af, både som en del af vores arbejde med oprindelige folk i Arktis og i hele verden”, siger IWGIA’s direktør Julie Koch.

Inuk og grønlænder

Til dagligt bor Sara Olsvig, som er 40 år, i Nuuk sammen med sin partner og tre børn. Hun er selv inuk og grønlænder, og har blandt andet arbejdet med oprindelige folk og menneskerettigheder via en position i Inuit Circumpolar Council. Hun har derfor et indgående førstehåndskendskab til arbejdet med og betydningen af at sikre oprindelige folks rettigheder.

”Årtiers arbejde og fortalervirksomhed af ledere fra oprindelige folk og deres støtter, såsom IWGIA, har formået at tage os et langt stykke ad vejen, men vi er ikke i mål endnu. I de kommende år må vi fortsætte det konstruktive samarbejde for at sikre, at alle oprindelige folks rettigheder respekteres og bliver implementeret”, mener hun.

Én af tre nye i bestyrelsen

Tidligere i år blev den danske antropolog og journalist Katja Kvaale valgt ind i IWGIA’s bestyrelse sammen med den engelske lektor og underviser i international lov, Cathal Doyle. I alt er der syv medlemmer af IWGIA’s bestyrelse, hvoraf tre repræsenterer oprindelige folk.

IWGIA blev stiftet i 1968 og er en international menneskerettighedsorganisation med fokus på at beskytte og promovere verdens cirka 370 millioner oprindelige folks rettigheder. Organisationens kontor er placeret på Christianshavn, København.

Læs mere om IWGIA’s bestyrelse her