Tidligere frontfigur i Dansk Kvindesamfund bliver sekretariatsleder i Operation Dagsværk

signe_boegelund_vahlun_-_foto_af_ty_stange
Forfatter billede

Signe Bøgelund Vahlun skal fremover stå i spidsen for Operation Dagsværks sekretariat og understøtte den elevbårne bestyrelse i at få organisationen gjort til en endnu mere markant spiller på de danske ungdomsuddannelser og efterskoler.

Det skriver Operation Dagsværk i en pressemeddelelse.

Årets kampagne i Operation Dagsværk fokuserer på at fremme ligestilling blandt unge på ungdomsuddannelserne i Peru. Ogd et er et område, hvor Signe har en solid baggrund.

Hun har blandt andet stået for at arrangere Grundlovsoptoget, som fejrede 100 året for kvinders valgret i 2015, og har været en af de første til at sætte fokus på digitale billedekrænkelser som en ligestillingsproblematik.

Signe har siddet i adskillige bestyrelser og udvalg, herunder Kvinderådet og Digitalt Ansvar, og i perioden 2015-2018 var Signe næstforkvinde i Dansk Kvindesamfund.

Signe var selv aktiv i Operation Dagsværk i gymnasietiden og glæder sig til at komme i gang med arbejdet – nu fra en anden position, men stadig med elevengagementet som den store drivkraft:

”Operation Dagsværk er en solid elevorganisation, som jeg selv er opvokset med og har deltaget i, og jeg glæder mig til, at understøtte alle de frivillige rundt om i landet, som lægger et stort arbejde i at bidrage til uddannelse af andre unge rundt om i verden.”

”Der er en helt særlig energi i Operation Dagsværk. At komme til at arbejde sammen med så mange engagerede unge, som alle brænder for at gøre en forskel, er noget af det mest motiverende i verden,” siger hun i pressemeddelelsen.

Operation Dagsværks bestyrelse giver også udtryk for, at de føler sig i gode hænder hos Signe:

“De kommende år bliver skelsættende i organisationens historie, og vi glæder os til fortsat at udvikle organisationen, nu med Signes støtte.”