Halvdelen af alle danske ledere mener, at verdensmålene er en forudsætning for konkurrencedygtighed i fremtiden. Alligevel tøver mange danske virksomheder stadig med at arbejde konkret med FNs verdensmål. Og det er et problem ifølge Steen M. Andersen, den tidligere mangeårig generalsekretær for UNICEF Danmark og nu direktør for den nye rådgivningsvirksomhed FCG Global Goals.
”De virksomheder, som arbejder med verdensmålene nu, bliver dem, som klarer sig bedst fremover. Det er virksomheder, som proaktivt investerer i produktudvikling, forholder sig til blandt andet forbrugerkrav, lovgivning, evnen til at tiltrække og fastholde medarbejdere,” siger Steen M. Andersen i en pressemeddelelse.
Målet for FCG Global Goals er derfor at få endnu flere virksomheder til at tage verdensmålene til sig og løfte indsatsen hos de virksomheder, som allerede er i gang. Kort sagt at hjælpe dansk erhvervsliv med at gøre verdensmålene til forretningsmål.
250 medarbejdere i ryggen
FCG Global Goals bliver dermed den syvende virksomhed i First Chair Group, som ejes af brødrene Jens og Søren Kofoed. Sammen med forretningsudvikler Keld Ravn, der har en mangeårig baggrund i reklame, salg og marketing, bliver Steen M. Andersen medejere af den nye rådgivningsvirksomhed. I FCG-regi kan den nye virksomhed trække på erfarne og kompetente medarbejdere inden for PR, reklame, human ressources, events, forretningsudvikling, digitalisering m.m.
Derudover samarbejder FCG Global Goals også med f.eks. rådgivende ingeniører og markedsanalysevirksomheder.
”Vores tunge bagland giver os nogle muskler, som rækker langt ud over, hvad andre i markedet kan tilbyde, og det er vigtigt for os, så vi kan være med på hele virksomhedens rejse lige fra den første orientering til en totalløsning med strategi, tidsplan, målepunkter m.m.,” siger Steen M. Andersen.
Adm. Direktør Jens Kofoed fra First Chair Group glæder sig til at få de meget vigtige verdensmål ind som et nyt rådgivningsområde.
”Steen M. Andersen har efter 24 år i FN-systemet en dyb indsigt i verdensmålene og globale forhold, og han har i UNICEF været involveret i talrige samarbejder med erhvervslivet. Det har han også det sidste års tid i hans selvstændige rådgivningsvirksomhed, ligesom han havde tætte relationer til erhvervslivet, da han stod i spidsen for den gruppe, der i 2019 arrangerede VL-Døgnet om verdensmålene.
Steen kombinerer dermed mangeårig ledelseserfaring på topplan med verdensmålene og viden om virksomheder og er derfor den helt rigtige til at stå i spidsen for den nye virksomhed,” lyder det fra Jens Kofoed.