Birthe Roelsgaard rejste onsdag til Angola for Læger uden Grænser (MSF). Her skal den 47-årige afdelingssygeplejerske de næste 5 uger være med til at bekæmpe en koleraepidemi, der er brudt ud efter ualmindeligt heftige regnskyl.
Birthe Roelsgaard skal stå for etableringen af kolerabehandlingscentre i slumkvartererne i hovedstaden Luanda. Det er hendes tredje mission for MSF. Sidste år var Birthe Roelsgaard også udsendt til Angola i forbindelse med et koleraudbrud, og i 2005 behandlede hun underernærede børn i Niger.
– Det er regntid dernede, og det har regnet meget mere end normalt i år, så kloakkerne er løbet over, og affaldet flyder rundt. Det bliver benhårdt arbejde, konstaterer Birthe Roelsgaard.
Birthe Roelsgaard har fået orlov fra sit daglige arbejde som afdelingssygeplejerske på thoraxkirurgisk (hjerte-lunge kirurgisk) afdeling på Skejby Sygehus.
Sidste år oplevede Angola den værste koleraepidemi i 10 år. Epidemien brød ud i februar 2006 og smittede i løbet af året omkring 69.000. Da epidemien var på sit højeste, blev der konstateret mellem 500 og 700 nye tilfælde om dagen. MSF behandlede dengang 26.000 patienter.
MSF har arbejdet i Angola siden 1983. Man kan læse mere om kolera på www.msf.dk