Jørgen Olsen
Jørgen Olsen (født 1951) er koordinator i Genvej til Udvikling (GtU), hvis modernetværk er Emmaus International (EI), stiftet af Abbé Pierre.
Han har gået i livets skole og kommer tæt på definitionen af en halvstuderet røver. Aktiv i EI siden 1969 – i 2011 valgt til EI’s politiske udvalg, hvor der sidder 2 afrikanere, 2 asiater, 2 latinamerikanere og 4 europæere. Genvalgt til udvalget for anden og sidste 4-års periode i september 2015.
I 1978 var Jørgen Olsen med til at stifte GtU med baggrund i sin og medstifternes erfaringer med forskellige organisationer i og uden for Emmaus. GtU samarbejder med en halv snes græsrodsbevægelser i Vestafrika, især Kooperativet i Amataltal (Niger) og Pag-la-Yiri (Burkina Faso), som er den organisation i hele Emmaus International med flest medlemmer, 11.000, hvoraf de 10.000 er kvinder. Samarbejdet omfatter køb og salg af håndværksprodukter. og i Amataltal desuden brøndrenoveringer, kvægavl, havebrug og tosproget undervisning (tuaregisk og fransk) for børn og voksne.
Jeg har i over 50 år fulgt den belgiske udviklingsorganisation Terre, som blev stiftet i Vivegnis, forstad til Liège, i årene efter Anden Verdenskrig.
85-årige Godefroid Bodeüs – i daglig tale Gody – har været aktiv i organisationen i alle årene. De følgende sætninger er sidste afsnit i en tilbageskuende artikel i Terre’s kvartalsblad nr. 163, vinteren 2018-19:
Når man spørger Gody, hvordan han ser på de internationale solidaritetsprojekter fra 1960’erne, svarer han: ”Viljen var god nok, men vi arbejdede kun ud fra nogle europæiske visioner. Kort sagt, så var det lidt à la: ‘Vi alene vide. De andre ved ikke noget. Vi skal nok hjælpe dem. Vi vil lære dem at bestille noget’. Heldigvis har dette syn efterhånden ændret sig. I dag er man ikke så bedrevidende og overlegne, som man var før. Man lytter til befolkningen. Vi har lært meget af de her mennesker. Det er gået op for os, at de faktisk kan give os rigtig meget.”
Jeg bilder mig ind at have bidraget en lille smule til den beskrevne forandringsproces. En gang for cirka 30 år siden havde Terre’s partnerorganisation i Bolivia kastet sig ud i nogle manøvrer, som Terre mente var forkerte, og derfor bombarderede de bolivianerne med fax, kassettebånd, breve og vildt skrattende telefonsamtaler. Jeg fik i den anledning optaget et indlæg i Terre’s kvartalsblad med overskriften ”Retten til egne fejltagelser”.
En betydelig mængde andre organisationer bevæger sig tilsyneladende meget lidt eller slet ikke, når det gælder ikke-europæiske befolkningers ret til indflydelse på egne anliggender og på de overordnede sammenhænge. I hvert fald er denne artikel lidet opmuntrende.
Her står bl.a. ”… de internationale organisationer gør som de vil og de tromler de lokale aktører… ” – dette er udtalt af en afrikansk nødhjælpsekspert, som ikke ønsker sit navn offentliggjort. Det tyder på, at det er et mindretal af de store hjælpeorganisationer, der prøver at styrke de lokale samfunds evner til at håndtere næste nødsituation – og deres situation i det hele taget.
At tillade andre at vokse
Man kunne ellers mene, at FN har vist vejen. De såkaldte ”millennium goals”, hvor verdenssamfundet opstillede nogle mål, der skulle opfyldes i år 2015, havde karakter af, at nogle lande i verden gjorde noget for nogle andre lande. I modsætning til dette koncept er de 17 verdensmål, som alle klodens lande har sat sig for at opfylde i frem til 2030, formuleret som nogle mål, alle lande arbejder sammen om.
Vi kan for eksempel også konstatere, at Action Aid har sit hovedkvarter i Sydafrika, og at Oxfam har ikke-europæere på de øverste poster. Om netop disse to internationale organisationer er omfattet af kritikken fra førnævnte anonyme ekspert, er umuligt at vide – det problematiske i ikke at nævne navne består jo blandt andet i, at når ingen er nævnt, er heller ingen gået fri.
Jeg kan være glad for, at mit eget internationale netværk, Emmaus, ikke sender europæere ud som eksperter, har et stort flertal af ikke-europæere i forretningsudvalget og holder sin næste generalforsamling i Uruguay; men vi hører desværre ikke til blandt de største netværk. Det samlede antal aktive mennesker på verdensplan er ca. 35.000, og dette antal svarer til, hvor mange der er aktive i Røde Kors alene i Danmark.
Det er rigtig meget op ad bakke, hvad angår ligeværdige omgangsformer, i nødhjælp og udvikling, i organisationsformer og dagligt samvær. De forskellige netværk kunne måske lade sig inspirere af den tanke, at man ofte selv vokser ved at tillade andre at vokse.
