Edda Schmidt-Bambach rejste søndag 9 måneder til Liberias hovedstad Monrovia for den internationale nødhjælpsorganisation Læger uden Grænser (MSF).
Her skal hun være administrativ koordinator for MSFs projekter i det vestafrikanske land med ansvar for administration, rekruttering og uddannelse af den 455 personer store personalegruppe. Hun bliver også ansvarlig for kommunikation både internt i organisationen og eksternt over for over for lokale myndigheder.
Edda Schmidt-Bambach er uddannet i økonomi, lingvistik og pædagogik fra universitetet i Göttingen i Tyskland og forlader en stilling som teamleder i Dancenter Feriehusudlejning for at arbejde for MSF.
– Jeg glæder mig utroligt meget til at bo og arbejde sammen med liberianerne. Men jeg ved også, at borgerkrigen har sat sig mange spor – både på landet og folket, og det kan blive hårdt at opleve, fortæller 35-årige Edda Schmidt-Bambach.
MSF driver et mor-barn-hospital i Monrovia, der tilbyder behandling af syge børn, omsorg i forbindelse med graviditet og fødsel, prævention samt medicinsk behandling af voldtagne kvinder og børn.
Derudover arbejder MSF også i et hospital for flygtninge og hjenstavnsfordrevne i Nimba-distriktet, hvor MSF har mobile klinikker, ernærings- og vaccinationsaktiviteter.
Liberia var i 14 år plaget af en blodig borgerkrig, som sluttede i 2003. MSF har arbejdet i det fattige land siden 1990.