I USA snakker og tænker de udviklingsarbejde radikalt anderledes, end vi gør i Danmark. Men kan vi lære noget af hinanden, på trods af afstanden over Atlanten?
Med undtagelse af USA’s politiske hovedstader New York og Washington, DC, finder man nok ikke et sted med større international aktivitet end i staten Washington, ovre på den anden side af landet. Her på den liberale amerikanske nordvestkyst synes de selv, at de er bedre til at kigge udover egen næse, end andre steder i landet, og kalder sig glædeligt ’The global state’.
Den lokale netværksorganisation Global Washington, der samler organisationer med et internationalt udsyn (og vel derfor kan sammenlignes med vores Globalt Fokus), havde deres årlige konference onsdag d. 3 december. Jeg var nysgerrig og tog af sted for at se hvordan de snakker og tænker udviklingsarbejde herovre. Det både bekræftede og knuste fordomme.
“It’s business”
Mest iøjnefaldende var nok hvor stor en del virksomheder og den private sektor, samt de logikker og praksisser der nu engang tilhører sådanne, spiller i udviklingsmiljøet herovre. Jeg er vant til at høre den slags, når jeg snakker med folk i Bill og Melinda Gates Fonden, men det var overraskende hvor dominerende det var i et civilsamfundsdomineret forum.
De første tre paneler til konferencen handlede henholdsvis om vigtigheden i at lære konstruktivt fra sine fejslåede projekter, tendenser om social entreprenørskab, samt katalytisk filantropi og hvordan NGO’er kan arbejde med virksomheder.
Efter frokost omhandlede de næste tre paneler i lignende stil brugen af ’innovativ teknologi’ i udviklingsarbejdet, virksomheders erfaringer med praktiske løsninger på korruption, og til sidst tendenser indenfor filantropi.
Den lader vi lige stå et øjeblik. Længere fra et program til en lignende dansk konference kan vi vist ikke komme.
Kan vi lære noget af hinanden?
Når man sidder og lytter til den slags diskussioner som dansker, er det da også som om der hele tiden mangler noget. Måske er det al den snak om rettigheder vi er blevet stopfodret med de seneste år i Danmark, men som ikke for alvor har fundet vejen herover endnu.
Eller måske er det mere Parisdeklarationens mantraer om ejerskab, ansvarlighed og harmonisering der mangler. Selvom organisationerne her er samlet under samme institutionelle tag, var der ikke meget snak om samarbejde på tværs af organisationer, eller sektorer. Det er måske ikke så forskelligt fra hvordan tingene fungerer i Danmark i praksis, men i det mindste snakker vi mere om vigtigheden i den slags.
Dem det her i virkeligheden handler om, fattige mennesker i udviklingslandene, hørte jeg heller ikke meget om. Kun lige da en “entreprenør” kom på scenen og fortalte om hvordan han måler succes på sine liberiske sy-fabrikker i hvor mange kvinder der bliver skilt efter at have startet deres arbejde der. En slags emancipatorisk mirakelfabrik, lader han til at synes det er.
Var der så virkelig ikke noget at tage med videre, som vi kunne lære noget af hjemme i andedammen?
Amerikanernes utrættelige fokus på resultater er interessant og foruroligende på samme tid, men gennemsyrer til en hvis grad vel allerede måden mange danske organisationer tænker udvikling på. På godt og ondt.
Vær ikke bange for at mislykkes
Mest interessant var nok snakken om fejlslåede projekter og programmer. Herovre gør de meget ud af at snakke om udviklingsprojekter der er slået fejl og ikke har leveret de fornødne resultater, som læringsprocesser der skal behandles i en positiv tone. Og det med fokus på hvad der kan gøres bedre næste gang, snarere end at feje dem ind under tæppet eller nægte deres eksistens.
Hvis man ikke begår nogen fejl, siger de, så er det fordi man ikke tager store nok risikoer. Den slags måde at se på mislykkede projekter er konstruktiv for både at udvikle organisationen selv, og dens medarbejdere.
Derhjemme snakkede Danidas evalueringschef forleden til et møde i IDA regi, omkring fremtidens evaluering (jeg var ikke selv til stede), og begreber som Theory of Change, Real Time Evaluation og Logical Framework Analysis (se Klaus Winkels blog om begivenheden).
Det er alt sammen meget godt. Når det kommer til behandling af fejlslagne projekter, har Danida dog en uskøn historie, med gentagene beskyldninger om evalueringer hvor konklusionerne var ’dikteret’ af Danida selv og lignende, for at dække over mislykkede interventioner.
For ikke lang tid siden kom en længe ventet evaluering af de danske erhvervsinstrumenter med konklusionen at disses effekt har været utilstrækkelig. Ministeren var hurtig til at stoppe programmerne og lægge op til en revidering i 2015. Det er første skridt på vej mod at erkende fejlslagne projekter.
Vigtigst er dog at evalueringen ikke puttes i skraldespanden, som det alt for ofte har været tilfældet. I stedet bør Ministeren og hans medarbejdere i Udenrigsministeriet læse den grundigt, for at forstå problemerne, og gerne i gangsætte en offentlig diskussion også, af hvad disse programmer lader til at kunne, og ikke kunne.
Lad os få fejlene og de mislykkede projekter frem, og sammen diskutere hvad vi kan gør for at lære fra dem. Kun sådan bliver klogere på hvordan vi undgår dem i fremtiden.
Der er langt fra Danmark til den amerikanske Nordvestkyst, men lidt kan vi nok alligevel lære af hinanden, når det kommer til stykket.
