Lad det være sagt med det samme: Denne anmelder har hverken set den oprindelige Roots, der i slut-halvfjerdserne samlede millionvis af amerikanere foran fjernsynet, eller læst murstensromanen af Alex Haley, som ligger til grund for både den oprindelige serie og 2016-genindspilningen.
Men det gør faktisk ikke noget.
Seriens oprindelig titel var ’Roots: The Saga of an American Family’, og den titel passer også på den nye version. Serien er først og fremmest fortællingen om skabelsen af en amerikanske familie. Den er en slægtshistorie, der begynder med den unge adelige mandinka-kriger Kunta Kinte, der nær sin hjemby Juffure ved Gambia-floden i 1770’erne bliver taget til fange af en fjendtlig stamme og solgt til briterne. Efter en barsk sejlads over Atlanterhavet, bliver Kunta Kinte solgt til en hvid plantageejer.
Gennem fire afsnit, hver à halvanden time, følger vi Kunta Kinte og hans efterkommeres liv som slaver i USA’s sydstater. Serien løber over 100 år; i sidste afsnit udkæmpes borgerkrigen, slaverne løsnes fra deres trælbånd, og Kunta Kintes tipoldedatter fødes som det sidste skud på stammen til et liv i frihed.
Navnet er Kunta Kinte
Seriens titel, der hentyder til kulturelle rødder og vigtigheden af at huske, hvor vi kommer fra, er et gennemgående tema. For Kunta Kinte bliver hans navn det vigtigste bånd til opvæksten i Afrika og et symbol på hans sande identitet som en fri mand . Han vil ikke lade sig kue og nægter at acceptere det navn, hustruen til hans første hvide ejer giver ham; Toby. ”Kunta Kinte” hvisker han, når den hvide formand spørger om hans navn, og for hvert ’forkert’ svar lader pisken, med søm og glasskår bundet fast i enderne, lande tungt og smældende på Kintes bare ryg, igen, og igen, og igen.
Men selv den stolte mandinka-kriger må til sidst give efter. Udadtil, i hvert fald, for i hemmelighed videregiver han sit sprog, sin kulturelle viden, lærdom og krigertræning til datteren Kizzy. Hendes navn betyder desuden ’forbliv’ – men det er ikke slave, hun skal forblive. Hun skal forblive tro mod sine rødder, sig selv og kæmpe for at forblive fri indeni. Som generationerne passerer forbi, svinder Kuntas lærdom ind, til kun hans navn, en perlekæde samt legenderne om ham og hans slægt hænger ved. Hans efterkommerne har ganske vist afrikanske rødder, men de er ikke afrikanere – de er en amerikansk familie.
Vigtigt vidnesbyrd
I seriens første afsnit siger en hvid formand: ”Man køber ikke en slave – man laver den”. Og denne proces viser serien i sin essens. Hvordan forvandlingen, gennem generationerne, sker, når folk fødes som ikke-fri – som slaver, som en ejendom, der forvaltes efter den hvide masters forgodtbefindende og luner. Børn sælges, familier splittes, kvinder lægger krop til seksuelle overgreb, og mænd klynges op.
Der er hvid kynisme, rå vold og rødt blod mod sort hud. Det gør ondt. Men det er vigtigt. For udover den stærke slægtshistorie, bærer serien vidnesbyrd om en tidsperiode, der er for grum til, at vi kan holde ud at tænke på den, men for vigtig til at blive glemt.
Roots tager et udelukkende sort synspunkt, hvilket – har jeg ladet mig fortælle – er anderledes end forlægget. Det virker godt. Som seer ønsker jeg ikke at forstå slaveejerne, der ganske vist fremstilles uhomogent med forskellige karaktertræk og grader af menneskelighed – de var ikke alle kolde sadister, forstår man – men som alligevel alle som én inkarnerer tidens racisme, der samtidig bliver deres undskyldning for at have slaver i det hele taget. Først i seriens sidste afsnit møder vi for alvor humanisme blandt seriens hvide roller.
Et indspark i højaktuel debat
Generelt er Roots smukt filmet med stærke billeder og flotte kompositioner. Det tæller klart op, at Kunta Kintes liv i Gambia og hans folks kultur skildres nuanceret og med respekt. Jaja i et vel positivt ’alt var godt dengang’-lys, men serien anerkender udviklingsniveauet og funktionaliteten i de traditionelle vestafrikanske samfund på en måde, som sjældent er set tidligere. Timbuktu (by i det nordlige Mali) bliver fremhævet som et centrum for viden og uddannelse, at mandinkaerne var et rytterfolk understreges, og at de allerede dengang var troende muslimer, kommer også med.
Serien kammer nogle gange over og bliver en tand for patosfyldt. Som eksempelvis afslutningsscenen, der forbinder forfatteren bagud i tiden til Kunta Kinte og rødderne i Gambia på en måde, der for denne anmelder blev for svælgende. Eller den fast tilbagevendende navngivningsceremoni, som Kunta Kinte har taget med sig, og som går i arv til hans efterkommere, skønt de ikke ’kender nogle ord på afrikansk’, som oldebarnet Tom siger. Der går næsten Løvernes Konge i den, når spædbørnene løftes mod stjernefyldte himle, og musikken går i Afrika-mode.
Men det tilgives; især fordi Roots i sin genindspilning får en ekstra funktion i nutiden, som folkene bag måske-måske ikke havde overvejet.
Gennem sin sorte synsvinkel og sin direkte fremstilling af racismen og ligegyldigheden over for de slavebundne menneskers ve og vel, sender Roots anno 2016 en besked til kampagnen Black Lives Matter. Kampagnen har den seneste tid rullet gennem USA og resten af verden og gjort opmærksom på hvid politivold og unødvendige drab på sorte amerikanere, der stadig finder sted den dag i dag. Uden ordentlig retsforfølgelse af gerningsmændene og med en ligegyldighed over for de dræbte, peger bevægelsen på, at det (stadig) opfattes som legitimt for hvide at slå sorte ihjel.
Roots bliver en symbolsk påmindelse om racismens levedygtighed, mens den samtidig insisterer på, at sorte liv – hverken dengang eller nu – ikke er ligegyldige.
I Danmark kan Roots ses via streamingtjenesten HBO Nordic.
