Jordans nye parlament afviste i weekenden 2 lovforslag, der ville gavne kvinders retsstilling. Det ene giver kvinder ret til at søge om skilsmisse og først gifte sig, når de er fyldt 18, det andet udvider strafferammen for såkaldte “æresdrab” fra højst et halvt års fængsel til døden ved hængning.
Æresdrab begås af mandlige familiemedlemmer til kvinder, som anses for at have kastet skam over familiens ære, eksempelvis ved påstået utroskab eller fuldbyrdet voldtægt. En af de deputerede sagde, at “vi afviste det hele, for det er i modstrid med vore traditioner og islamiske læresætninger”. – Vi gjorde det også for at beskytte vort folks sjæl, vore hjem og hele tilværelse. Stod det til mig, blev kvinderne hjemme og passede børnene, sagde han.
Menneskeretsaktivist Sae´da Kilani sagde, at afvisningen “sender os tilbage til, hvor vi var for år tilbage i kampen for kvinders rettigheder”.
Søndag, under sit tredje møde siden parlamenstvalget 17. juni, afviste et stort flertal af de 110 deputerede lovtilføjelserne, og sagen går nu videre til det 55-medlemmer store senat, som er udpeget af kongen. Hvis senatet støtter kvinderne, skal deputeretkammeret og senatorerne mødes i en fælles samling, hvor lovtilføjelserne kan vedtages, hvis de samler totredjedels flertal.
Tidligere forsøg på at stramme straffen for “æresdrab” er stemt ned af det gamle parlament i 1999 og 2000 med henvisning til, at drabene afholdt kvinder “fra at begå synd”.
I 2001 opløste kong Abdullah det gamle parlament og indførte en midlertid lov, der gav dødsstraf for “æresdrab” og gjorde det muligt for kvinder at blive skilt. Det er disse lovtilføjelser, der nu testes af de nyvalgte politikere. Kun 6 af de nye deputerede er kvinder – og de kom først og fremmest ind via en regeringsbestemt kvota.