Tilladelse til at ligge og dase ved et svømmebassin og kigge op i luften

nairobi_fra_nyayo_house
Udsigt over Nairobi fra Nyayo House.
Foto: Lars Zbinden Hansen.
Ane Nordentoft_2

22. oktober 2014

RUBAVU, 22.10.2014: Stay off, hed det, særligt nede for enden af Kenyatta Avenue var den gal. Og River Road, uha, uha.

No go area om natten, og kun passabel i dagslys under iagttagelse af ekstrem forsigtighed.

I dag: Kenyatta: ren og pæn. Sidegader og parallelgader: rene og pæne. Små og store butikker fyldt med varer. Fortovene domineres af velklædte kontorfolk, butiksassistenter. Duften af middelklasse er nået fra de finere forstadskvarterer ind til centrum.

Ingen handicappede tiggere. Er de mon blevet fjernet med magt, som bystyret yndede at gøre for små ti år siden, når de mente, at byen trængte til en ansigtsløftning, som altid skulle ske på god afstand af næste valg? Tiggere har også stemmeret i Kenya.

Avissælgere på fortovene, lidt kuglepenne og tyggegummi, ingen gener andet end en rå-dunkende højttaler sådan halvvejs nede ad avenuen. Det er Safaricoms hovedbutik, der forsøger at lokke det unge købedygtige segment ind for at hente ny mobil, simkort, toppe mobilkredit op eller melde sig på m-pesa-betalingssystemet, hvis man ikke kan finde ud af det alene. Alle har en mobiltelefon.

Ind imellem propper trafikken som alle andre steder i metropolen, og så bliver luften tyk. Citi Hoppa-bybusserne fører i giftig udstødning foran de værste, skrotningsmodne matatuer.

Sikkerhedscheck

Sidegaden Koinange Street kan ikke gøre for, at den ligger på aksen mellem universitetet og parlamentet. På den gade bliver der smidt med sten, når de studerende skal ventilere vrede. Og det sker ofte.

Der er altid et eller andet krav, som skal luftes, som forleden, hvor politiet spærrede gaden og sidegaderne for biler, mens studerende gik bersærk. Hvad kravet handlede om, fangede jeg ikke.

I radioen sagde en ung fyr, at ”vi vil have retfærdighed”, men det var vist noget med studielegater, der ikke var blevet udbetalt.

Så bølger kampene frem og tilbage af Koinange, hen over rundkørslen og starten af Kenyatta Avenue og forbi Nyayo House, hvor jeg står og tænker på Nairobi før og nu. Det gør jeg i en lang kø, der langsomt rykker fremad mod de to 27 etagers tårne.

Jeg mindes uvægerligt præsident Daniel arap Moi, for i min tid i Nairobi for 13-14 år siden gik der rygter om, at han havde indrettet tortur-kamre i kælderen nede under højhuset.

Moi er et gysende minde. Overalt i Nairobi og i Kenya hang der billeder af præsidenten med den hårde fremtoning og de iskolde øjne.

Jeg når hen til den ene af de to sikkerhedsvagter, der scanner kroppe og åbner tasker. Han vifter mig videre, uden at checke mig eller min rygsæk. Jeg protesterer:

”Hvad er nu det? Skal jeg ikke checkes? Fordi jeg er hvid? ”.

Vagten kigger venligt på mig og siger: ”Please proceed, muzungu” og fortsætter så med at kontrollere mine sorte kø-fæller bag mig.

Positiv forskelsbehandling ud fra en skæv ide om, at blegansigter ikke er terrorister og ikke kunne finde på at sprænge Nyayo House i luften.

Vagten ville tænke anderledes, hvis han senere på dagen blev udsat for mit onde lune, der hang som afsikrede håndgranater uden på tøjet.

Elevator

Jeg er lige kommet ned fra Britam Centre på Upper Hills, hvor Media Council of Kenya bekræftede, at de havde modtaget min ansøgning om presseakkreditering per e-mail.

Men jeg mangler en arbejdstilladelse, før de kan gå videre med ansøgningen, sagde den unge mand ved skranken.

Ups! Det stod der vist også på ”requirement”-listen. Nu bliver det svært, hvis det skal nås inden for 10 dage.

Trafikprop. Det er Nyayo til højre. Foto: Lars Zbinden Hansen.

Turen til Dadaab er allerede røget, og nu risikerer jeg også at miste en tur til somaliske flygtningeprojekter i Nairobi med Dansk Flygtningehjælp, som kræver at se en presseakkreditering, før det kan lade sig gøre.

What to do? Medie-manden sagde, at jeg skulle tage ned til immigrationen i Nyayo House, 9. etage, og bede dem behandle en ansøgning om arbejdstilladelse lynende hurtigt. Måske lykkes det, måske ikke.

Forbi den venlige vagt, der ikke checker hvide mennesker, ind i et af tårnene, hvor jeg venter på den ene af seks elevatorer, der virker.

Her er jeg gået fra en duft af nyrig middelklasse på Kenyatta Avenue og ind i det gode, gamle, velkendte Kenya – fra dengang. En lettere forfalden bygning, snavs i hjørnerne, el-installationer, der stritter truende ledninger ud af ubestemmelige huller i væggen, skilte der annoncerer ministerie-kontorer og andre offentlige institutioner på den og den etage, den første snert af tungt bureaukrati oppe i bygningen. På skiltet står der ganske rigtigt ”Department of Immigration”, 9. etage.

Jeg maser mig sammen med en 20-25 mennesker ind i elevatoren, der max burde rumme 10-15. En påtrængende oplevelse af menneskeklump og tæt nærkontakt og en odeur-blanding af deodorant, svedende krop, et stænk hårshampoo og ganske meget parfume.

Elevatoren standser ikke på niende, først på tiende, maser mig ud, drejer til venstre og går ned ad en mørk trappeskakt, hvor elpæren er sprængt, en etage ned, hvor jeg spørger en mand i korridoren om kontoret for arbejdstilladelser.

Hmmm, han peger ind mod en række kontor-bokse med glas omkring og siger, at det er vist henne i nummer 21.

Kontakt

Knock-knock på glasruden ind til nummer 21, hvor en dame sidder ved et skrivebord og tekster på sin mobiltelefon. Intet svar. Knock-knock igen.

Damen kigger uendeligt langsomt op, drejer ansigtet og konstaterer velsagtens, at der står et blegansigt på den anden side glasruden. Hun tekster videre.

Jeg åbner døren, stiller mig foran hende og giver et lille høfligt host og prøver med ”Good morning”.

Damen tekster videre. Prøver igen, og omsider kigger hun op og siger: ”What can I do for you?”.

”Arbejdstilladelser, er det her? ”. Hun løfter en doven arm og peger ind i nabokontoret, hvor jeg bag en glasrude ser en mand i uniform, der snakker med en asiatisk-udseende kvinde.

Tak og ud på gangen og hen til nabo-kontoret. Knock-knock. Intet svar. Mig ind i kontoret, hvor jeg læner mig op ad et arkivskab og venter.

Asiaten er her åbenbart i samme ærinde som mig, men mangler både den ene og den anden ”støtte-skrivelse”, kan jeg høre på manden i uniform.

Han kigger op på mig og spørger, hvad jeg vil.

”Arbejdstilladelse, er det her? ”.

Han peger med en kuglepen på stolen bag asiaten, hvor jeg sætter mig og lytter de næste 15-20 minutter til hans spørgsmål som: ”Hvorfor kommer du med en skrivelse, som den der, når jeg nu skal bruge sådan en her”.

Asiaten forsvarer sig og siger, at det fik hun ikke at vide, sidst hun var her. Han kigger olmt på hende og siger, at hun skal komme tilbage i morgen med de rigtige dokumenter.

Asiaten rejser sig og går med et mut ”farvel”. Jeg rykker en stol frem mod uniforms-manden, siger høfligt ”goddag” og forklarer mit ærinde, viser ham kopi af min ansøgning om presseakkreditering, mit danske pressekort og siger, at en arbejdstilladelse haster, fordi jeg kun er er i byen i ti dage.

Han siger venligt: ”Det er ikke her. Det må være henne i nr. 14: Special permits”.

Mere kontakt

Ud gennem glasdøren, hen ad gangen til nr. 14. Knock-knock. Indenfor sidder 3 mænd, ulasteligt klædt i jakkesæt. To ved et tomt skrivebord, den tredje ved et særskilt bord med et par a-4-ark foran sig, nok bossen i kontoret. Jeg forelægger ham mit problem, siger det haster osv.

Han: ”Det er nede på 5. etage”.

Mig: ”Noget bestemt kontor? ”.

Han: ”Spørg dernede”.

Ud i korridoren, op ad den mørke trappe til 10. etage og ned med elevatoren, der ikke standser på femte men allerede på sjette. Ud og ned ad trappen til femte.

En mand hænger i døråbningen ind til korridoren og kontorerne. Spørger ham, om immigrationen er her og om det er rette sted for arbejdstilladelser. Han siger med en overbevisende tone:

”Nej, nej, det er nede i stueetagen. Bare tag elevatoren ned”.

Jeg går de fem etager ned til stueetagen og finder en dør, der er hermetisk lukket. Ligner ikke et offentligt kontor. To mænd står og snakker. Jeg spørger til immigrationen. De kigger på hinanden:

”Immigrationen? ”

Diskuterer indbyrdes på et sprog, der ikke er swahili.

”Immigrationen? ”.

Ryster på hovedet. En af dem kalder på en mand ved indgangen. Han kommer over.

”Immigrationen! Jo, det er vist udenfor, ud ad indgangen, om hjørnet, og hen på siden af bygningen”.

Mr. M.

Bingo! Om hjørnet finder jeg ”Immigration, registrering og forespørgsler” og ni luger med forskellige ansvarsområder, tilsyneladende, men ingen af dem siger noget i retning af ”ansøgning om arbejdstilladelse”. Jeg spørger en mand i en af køerne. Han mener, at jeg skal prøve ”luge 9”.

Jeg stiller mig i køen foran luge 9 og sludrer med en hvid mand foran mig og en sort kvinde bag mig, der hele tiden beder mig holde hendes plads, mens hun forhører sig ved andre luger, om hun nu også har valgt den rigtige kø. Det har hun åbenbart, for hun vender hver gang tilbage til sin plads bag mig.

Efter små 45 minutter når jeg frem til manden bag lugen, som jeg forklarer mit problem. Han kan godt se, at det bliver lidt vanskeligt at få arbejdstilladelse på den korte tid, og for at løse problemet foreslår han, at jeg går tilbage til 9. etage og taler med bossen, Mr. M, der vil kunne udstede en særlig tilladelse til mig.

Mig om hjørnet, ind i foyeren, hvor jeg maser mig ind i den ene menneskestinkende elevator, der virker, kører op til tiende. Ned ad trappen til niende, hvor jeg går forbi kontoret med damen, der stadig tekster på mobiltelefonen.

Ind i nabokontoret, hvor jeg får øje på en dame af et vist omfang bag et skrivebord. Hun sender mig et gennemborende blik, der aktiverer en øjeblikkelig erindring om de mange afrikanske chefs-sekretærer, jeg har mødt igennem tiden:

Uh la, la Mrs. Buffer Zone!

Og ganske rigtigt. Mrs. B.Z. har på ingen måde tænkt sig at lade mig slippe igennem til Mr. M i kontoret inde ved siden af uden sværdslag, måske slet ikke. Hun siger med en stemme, så jeg kan høre iskrystallerne falde ned på cementgulvet mellem hende og mig:

”Og hvad tror du så, du laver her? ”.

Jeg forelægger hende problemet, siger at jeg er blevet sendt fra hendes kollega nede i stueetagen, luge nr. 9, viser hende en lille lap papir, hvorpå luge-9-manden har skrevet ”Mr. M.”.

Hun rejser sig, går omkring skrivebordet og hen imod mig, tager mig med en fast hånd på skulderen og trækker mig ud af døren, peger hen ad gangen og siger: ”Det er nr. 14: special permits. Goodbye!”

En løsning i sigte

Mig retur til de tre mænd i nummer fjorten, hvor jeg over for den angivelige boss ved det enlige bord insisterer på, at ansøgninger om arbejdstilladelser hverken indgives på 5. etage, i stueetagen eller bag luge nr. 9 udenfor ved registreringen, men at ansøgninger ifølge Mr. M’s sekretær henne ad gangen skal indgives her, i nummer 14.

Han tøver og spørger så, hvad det går ud på. Jeg forklarer sagen, at det haster, fordi jeg kun er i landet i 10 dage.

Han: ”Det kan ikke lade sig gøre”.

Jeg (med en lidt tilrettet version af sandheden): ”Jo, men jeg fik at vide hos Mr. M. at et speciel permits kan laves i løbet af et par timer”.

”Ok, da siger han. Vis mig dine papirer! ”

Det gør jeg: pas, turistvisum, ansøgning til Kenya Media Council, dansk pressekort og mit visitkort fra Rwanda. Han kigger på det og spørger:

”Er du presseakkrediteret i Rwanda”.

Jeg: ”Ja, men det pressekort ligger hos mine værter her i Nairobi”.

Han siger med en undertone, der sagtens kunne forveksles med dansk humor:

”Ja, vi kan jo ikke ha’, at udenlandske journalister render rundt og arbejder uden arbejdstilladelse. Og du har jo nok ikke tænkt dig at ligge og dase ved en swimmingpool og kigge op i luften. Hvis du henter det rwandiske pressekort og udfylder et ansøgningsskema, som du finder nede i stuetagen, og kommer tilbage med det, skal jeg lave en arbejdstilladelse til dig”.

Deal done

Jeg bemærker mig, at nr. 14-manden nu ved, at ansøgningsskemaer findes i stueetagen og ikke på femte sal, som han sagde tidligere. Jeg undlader at gøre ham opmærksom på den lille detalje, og siger blot:

”We have a deal. Jeg er tilbage i eftermiddag”.

Inden jeg går ud af kontoret, spørger jeg:

”Er det nu alt, du skal bruge for at lave en arbejdstilladelse til mig”.

Han: ”Indeed, yes!”

Ud i korridoren, op ad trappen til 10. etage, ned med elevatoren, ud ad bygningen, om hjørnet og ind til lugerne, hvor jeg finder et ansøgningsskema. Ud i en taxi og hjem til værterne for at hente rwandisk pressekort.

Jeg udfylder ansøgningsskema og tager en kopi af mit Rwanda-pressekort, og snegler så med taxi tilbage til Nyayo House, hvor jeg tager elevatoren op til 10. etage, går ad trappen ned til niende og hen ad gangen til kontor nr. 14.

Den angivelige boss smiler venligt, da jeg træder ind og spørger, hvad han kan gøre for mig. Jeg forklarer ham forløbet, og at jeg har allerede har været på hans kontor to gange tidligere i dag.

Han: ”Nårh, var det dig? Lad mig se dine papirer”.

Jeg viser ham dem, og han piller ansøgningsskemaet og brevet til Media Council of Kenya ud og siger så:

”Dette er ikke nok. Du skal skrive en ansøgning til immigrationen”.

Jeg tager papirerne ud af hånden på ham, lægger dem sammen og ned i mit plastik charteque og siger så roligt, jeg kan:

”Ved du hvad? Jeg tror sørme, jeg lægger mig ved et svømmebassin et eller andet sted og kigger op i luften”.

Han: ”Husk nu, at du ikke må arbejde”.

Jeg: ”Jeg ved det. Skulle det alligevel ske, ringer jeg først til dig”.

Han: ”We have a deal”.

Denne historie kunne sagtens være fortalt til den årlige Storymoja-festival i Nairobi. Det blev den ikke, men historien om Storymoja følger i næste afsnit af serien om gensynet med Nairobi.

Imens vinker jeg farvel til en reportage-tur i Nairobi med Dansk Flygtningehjælp.

Læs også de andre artikler i serien om Lars Zbinden Hansens gensyn med Nairobi:

Korruptionen går i Gucci

Om at være en kokosnød

Et langt kig efter Dadaab