Timbuktu Fonden støtter U-landsnyt.dk med 160.000 kr.

Redaktionen

Danskerne og det danske u-landsmiljø har fortjent en stærk uafhængig leverandør af udviklingsnyheder.

Derfor har Timbuktu Fonden valgt at tildele 160.000 kr. i støtte til U-landsnyt.dk og en proces, der skal sikre, at nyhedssiden består og får mulighed for at gennemføre en række forbedringer med langsigtet perspektiv, fremgår det af en pressemelding søndag.

Journalist og forfatter Jørgen Harboe er bestyrelsesmedlem i Timbuktu Fonden og den første, der anbefalede støtten til den almennyttige forening, der udgiver og driver websitet U-landsnyt.dk. Han siger:

– Det er vigtigt, at vi har i alt fald én uafhængig dansk medievirksomhed, der beskæftiger sig seriøst med udviklingsspørgsmål. Der er kun u-landsnyt.dk, og så er det vigtigt at værne om den og bistå til, at den kan bestå, udvikle sig og udfylde sin funktion i det danske u-landsmiljø.

Timbuktu Fonden holdt i september 2008 (under navnet JO-gruppen) en konference om fremtidens u-landsjournalistik og oplysning. Mere end 200 mennesker mødtes i Landstingssalen på Christiansborg og diskuterede udfordringer og fremadrettede ideer.

Det er på baggrund af input fra denne konference, at Timbuktu Fonden har identificeret en række indsatsområder, man fremover vil støtte. Støtten til U-landsnyt.dk er den første tildeling efter konferencen.

Man kan læse mere om Timbuktu Fonden og få adgang til idebanken fra konferencen, samt referater, lydklip og mere på www.noedhjaelp.dk/sider_paa_hjemmesiden/i_danmark/konference

Med det nye navn har Timbuktu Fonden også fået ny formand. Som afløser for Jørgen Harboe, der ønsker at dedikere mere tid til sine mange andre projekter, har Fonden fået Thomas Ravn-Pedersen i spidsen.

Thomas Ravn-Pedersen er redaktør for DRs radiodokumentarer og har i 25 år været engageret i udviklingsarbejde og u-landsoplysning; bl.a. har han i 10 år været informationschef i Folkekirkens Nødhjælp og 21 år været formand for Ghana Venskabsgrupperne.

Timbuktu Fonden er en selvstændig fond oprettet i 2008 med det formål at fremme u-landsoplysning og journalistik i Danmark.

Fonden er inspireret af det gamle Timbuktu, der var et oplyst, åbent og videbegærligt samfund orienteret mod omverdenen.

Fonden administreres af Folkekirkens Nødhjælp og ledes af en bestyrelse, der uddeler støtte til u-landslobby, oplysning, undervisning og journalistik. Fonden modtager ikke uopfordrede ansøgninger.

Fondens kapital på 10 mio. kr. fremstår via en gave fra Jørgen Harboe. Det er renteindtægten herfra på omkring en halv million kr. årligt, der forventes uddelt, Herved bevares hovedstolen på de 10 mio. kr. nogenlunde intakt.

Yderligere oplysninger hos Thomas Ravn-Pedersen, Formand for Timbuktu Fonden, Mobil: 28 54 04 11 Mail: [email protected] og Jørgen Harboe, bestyrelsesmedlem i fonden, tlf. 45 86 35 50 Mail: [email protected]