Tingatinga – Afrikas sjæl i cykellak på masonit
En dag sidst i 1960erne skulle en fattig mand ved navn Eduardo Tingatinga næsten ved et tilfælde blive skaber af en helt ny folkelig kunstart i Tanzania: Sprudlende billeder i klare farver af mennesker og dyr, tanzaniansk hverdag, myter og sagn, malet med cykellak på hårde masonitplader.
En samling af disse billeder kan i februar ses på Hovedbiblioteket i Helsingør. De er udlånt af Merete Teisen, Helsingør, som lærte Eduardo Tingatinga at kende, da hun i en periode boede i det østafrikanske land, skriver medarbejder ved Hovedbiblioteket, Suzanne Schytt, i et elektronisk nyhedsbrev.
Når Tingatinga-billederne har fået stor opmærksomhed både nationalt og internationalt, er det fordi man i Tanzania, og vel overhovedet i afrikanske kulturer, ikke har haft tradition for maleriet som udtryksform.
Brugsting er ofte smukt artistisk dekoreret, og af og til kan man på husvægge se f.eks. billeder af jagtscener og mytiske figurer. Men malerier i ramme var noget, der hang på væggene hos de hvide kolonialister.
Merete Teisen var en af de skandinaver, der i 1960erne og 70erne boede i Dar es Salaam, og som tidligt fik øje på Tingatingas kunst. Hun var med til at få hans billeder udstillet på Tanzanias nationale museum.
Det blev den første rent tanzanianske og autodidakte udstilling i Dar es Salaam, og senere, omkring 1974, blev Tingatinga- billederne udstillet på Nationalmuseet i København.
I sin bog ”Tinga-tinga – cykellak på masonit” fortæller Merete Teisen poetisk og indfølende historien om Eduardo Tingatingas liv og kunst, og for rigtigt at forstå billedernes sjæl, kan det anbefales at læse bogen, hvorfra de følgende citatpluk er taget:
“Et storslået rum af lys og luft hvælver sig over Ruvuma-højlandet, et af de sidste stykker uberørt natur, der er tilbage på vor klode. En ubrugt, men ikke uopdaget verden. Her lever bl.a. Makonde-Yao- og Makuafolket. De lever fattigt med lidt kvæg på bjergskråningerne, med høsten fra deres dyrkede marker, med fisken fra floder og søer. Det var i denne både snævre og endeløse verden Eduardo Saidi Tingatinga voksede op.
Han fødtes i 1937, og forældrene var Makua-bønder. De boede i Mindu village, en lille gruppe lerhytter op af en bjergskråning. Hans tidlige år gik med at passe kvæg, rydde jorden, før den skulle beplantes, samle brænde til det daglige bål, fiske og gå på jagt med bue og pil.
På disse ture blev han fortrolig med at bevæge sig alene i skovene og på savannen, hvor stilheden råder og vinden synger, hvor hvide fugle slår sig ned ved store gnu- og zebraflokke. Hvor løven sover med bugen i vejret i middagsheden.
Som så mange unge mænd drager han som 16-årig fra den lille landsby for at finde arbejde i de store sisalplantager eller i byen. Han får job som havemand og senere rengøringshjælp hos europæere, og en helt ny verden åbner sig. Han oplevede en ufattelig ødselhed i europæeres levevis og måde at indrette sig på:
Ustandselig fik de nye idéer – han så håndværkere fore lofter med masonitplader, og malere i sving med mange forskellige farver.
En dag lånte han for morskabs skyld efter arbejdstid en pensel, noget maling og et par tiloversblevne masonitplader. Af lutter vanvare malede han nogle dyrestudier, der ikke blot var genkendelige, men også seværdige for andre end ham selv.
I 1968 mistede han sit job hos en engelsk familie, og efter Tanzanias uafhængighed i 1961 var der ikke længere noget stort udbud af jobs hos europæere.
Efter lang tids forsøg på at finde arbejde, huskede han sine tidligere eksperimenter med maling og forsøgte nu desperat at omsætte sin elementære glæde ved at lave billeder til noget, der kunne indbringe ham selv, kone og 2 børn nogle få shillings.
Han greb atter det nærmeste tilgængelige materiale, masonitplader og cykellak, og gik i gang. Han malede med flid og disciplin, og hans kone Agatha solgte billederne i basaren. Underet meldte sig langsomt; en dag blev et billede solgt til 15 shilling, mere end to dages løn!
Trygheden kom dog først den dag, da Tingatinga fik job som rengøringsassistent på et stort hospital, men han fortsætter med at male, selv om det er hårdt, når han kommer træt hjem fra arbejdet.
Arbejdsløse slægtninge kigger indenfor i hans køkkengård, hvor han hver aften står og maler og begynder undrende og nysgerrigt at hjælpe ham med forarbejdet, og langsomt opdager nogle af dem, at de selv har evner og stor glæde ved at skabe billeder.
Tingatinga deler beredvilligt ud af sin erfaring og der opstår en hel lille ”Tingatinga-skole”, hvor hver har deres eget personlige udtryk og motivkreds.
En af lærlingene, som selv bliver mester, Tingatingas fætter Mruta, har en klar hensigt med at male. Han siger: – Lad vore malerier blive som en farverig historiebog, der beretter for nye generationer om et dagligt liv i Tanzania og giver sit mod og sin kærlighed videre til slægtled efter os!
Udstillingen, der omfatter 15 Tingatinga-billeder, kan ses i forhallen og nedgangen til kælderetagen på Helsingør Hovedbliotek, Marienlyst Alle 4, 3000 Helsingør, tlf. 49 28 36 20, fra 5. februar til 3. marts 2004.
