Titusinder af jordskælvsramte nok en vinter i telt i Pakistan

Redaktionen

Søndag er det et år siden, at Pakistan oplevede det værste jordskælv i 100 år. Genopbygningen trækker ud, så næsten 1,8 millioner mennesker skal tilbringe endnu en vinter i midlertidige skure eller telte – der er brug for penge til en akut indsats, skriver Folkekirkens Nødhjælp torsdag i en pressemelding.

Ved årsdagen for jordskælvet i Pakistan står det klart, at kun op imod 15 procent af de jordskælvsramte i de 2 nordligste provinser kommer under eget tag. Folkekirkens Nødhjælp skal derfor hjælpe flere tusinde mennesker igennem endnu en vinter.

– Vi skal hjælpe med at reparere de nedslidte telte og blikskure, så folk kan klare sige gennem den kolde tid. Der er også fortsat brug for mad og medicin, siger Folkekirkens Nødhjælps katastrofemedarbejder i Pakistan, Usman Adam.

Den pakistanske regering har koordineret genopbygningsarbejdet, men det har været en større opgave end først antaget. Erstatningssager har trukket ud, og nogle landsbyer skal genopføres uden for risikozonerne. Området har oplevet over 2.000 efterskælv det seneste år.

– Vi har hårdt brug for flere penge. Igennem Kirkernes Internationale Nødhjælp har vi udsendt en appel på 135 millioner kroner, og indtil nu er der kun indløbet tilsagn på 19 millioner kroner, siger Folkekirkens Nødhjælps katastrofechef Erik Johnson.

Indsamlede penge gjorde stor nytte

Folkekirkens Nødhjælp samlede sidste år over 14 millioner kr. ind til hjælpearbejdet i Pakistan. Pengene er brugt til madrationer, vandforsyning og sanitet samt huslypakker, som enten bestod af store, varme telte eller tykke presenninger til i alt 30.000 familier i Kashmir og North West Frontier Province.

– Det lykkedes os at redde de mange overlevende fra eftervirkningerne af jordskælvet. Ingen døde af kulde og sult. Vi undgik også epidemier, som ellers kunne være udbrudt i lejrene, når så mange bor så tæt, siger Usman Adam.

De officielle teltlejre lukkede med udgangen af marts, og folk vendte tilbage for at genetablere sig i deres ødelagte landsbyer.

Men vinteren nærmer sig, og den første sne er allerede faldet i de højest liggende områder. Folkekirkens Nødhjælp er gået i gang med at ruste folk til at klare den kommende vinter.

Yderligere oplysninger:
I Danmark: Peter Høvring, tlf. 29 70 06 11, netop hjemvendt fra Pakistan
I Pakistan: Usman Adam, tlf. 0092 3455 1178 30