Titusinder demonstrerer mod Mugabe

voa
Forfatter billede

Demonstranter og soldater krammer i gaderne i Harare, befolkningen danser af glæde og titusinder viser deres modstand mod Mugabe-styret uden at blive anholdt for det.

”Som zimbabwere siger vi til hæren: Mange tak for den fredelige intervention. Og tiden er inde til, at masserne i Zimbabwe siger: Mugabe må gå af og det skulle gerne ske i går. Vi kan ikke vente med at se ham gå. For os handler det om en ny begyndelse,” siger en demonstrant til britiske BBC.

”For os er et afslutningen på et autoritært styre, og vi vil tage Zimbabwe tilbage,” tilføjer han.

Ultimatum fra veteraner og mistillid fra partiet

Avisen Newsday skriver, at regeringspartiet ZANU-PF i samtlige Zimbabwes 10 provinser har udtrykt mistillid til præsident Mugabe.

De mener, at han med sine 93 år er for gammel til at lede både partiet og regeringen.

Også Zimbabwes veteraner opfordrer Mugabe til at træde tilbage lørdag eller blive mødt af befolkningens vrede under de varslede demonstrationer i Harare og andre dele af Zimbabwe.

På en pressekonference i Harare fredag sagde formanden for Zimbabwe National Liberation War Veterans’ Association (ZNLWVA), Christopher Mutsvangwa, at tiden er inde til, at den 93-årige leder trækker sig fra præsidentposten.

”Vi giver Mugabe et ultimatum. Denne aura af og foregivelse af, at tingene er normale, ved at tage til Zimbabwe Open University og give folk huer på, er en forestilling,” siger han ifølge avisen Newsday.

Mutsvangwa henviser til, at Mugabe fredag optrådte offentligt for første gang, siden militæret satte ham i husarrest. Traditionen tro deltog han, da de studerende dimitterede fra universitetet.

”Vi vil ikke acceptere det, punktum,” siger veteranformanden, der opfordrer Mugabe til omgående at forlade sit embede.