Et stort antal mennesker har i al hast forladt Gambia, hvor fronterne er trukket skarpt op. Præsident Yahya Jammeh tabte valget i sidste måned, men nægter at anerkende resultatet og gå af.
Det har ført til massivt internationalt pres og har fået Senegal til at sende soldater til landet, hvor Jammeh har fået et ultimatum: gå af eller bliv væltet.
Præsidentens mandat udløb torsdag, hvor hans efterfølger, Adama Barrow, blev taget i ed på Gambias ambassade i Senegal.
Kvinder og børn bringes i sikkerhed
Mens de fleste har valgt at blive i Gambia, hvor der endnu ikke har været meldinger om voldelige sammenstød, er titusinder rejst ud af landet på grund af de politiske spændinger.
Fredag oplyser FN's kontor for koordination af humanitære indsatser, OCHA, at omkring 44.000 gambianere har søgt tilflugt i et af nabolandene.
Dagen inden viste en opgørelse fra UNHCR, at mindst 28.000 er flygtet, rapporterer UN Radio.
Onsdag lød meldingen fra UNHCR, at mindst 26.000 mennesker var flygtet til et af Gambias nabolande. Størstedelen er kvinder og børn, der bliver bragt i sikkerhed i tilfælde af, at den spændte politiske situation udvikler sig til sammenstød.
De fleste af de nytilkomne i Senegal er gambianere og senegalesere, der har arbejdet eller boet i Gambia. Holdene melder også om en tilstedeværelse af ghanesere, guineanere, liberianere, mauretaniere og libanesere blandt de fordrevne.
"De fleste bor hos slægtninge eller værtsfamilier. Nogle husstande er mere end fordoblet eller tredoblet i størrelse, og det kan lægge pres på deres ressourcer, navnlig med hensyn til mad, "siger UNHCR-talskvinde Liz Ahua.
UNHCR har sammen med nogle af de humanitære organisationer og de senegalesiske myndigheder overvåget grænserne, siden den politiske krise brød ud i sidste måned.