Jørgen Harboe
Jørgen Harboe (født 1943) har over 40 år på bagen som udviklingsjournalist og forfatter med særlig fokus på Sydasien.
Han har også haft fingrene nede i det praktiske udviklingsarbejde som projektkoordinator i Bangladesh, menneskerets-monitor i Rwanda og våbenhvile-observatør i Sri Lanka.
Desuden har han deltaget i solidaritetsarbejde omkring Den Tredje Verden i Danmark og været med til at starte både de danske udviklingsjournalisters forening, Nairobiklubben og Timbuktufonden, der støtter journalistik og oplysningsarbejde om udvikling og globalisering.
Hamas myrdede i oktober mere end tusinde israelere på mindre end et døgn i en regulær blodrus og bortførte over to hundrede gidsler. Siden da har Israels hær forsøgt at hente gidslerne tilbage og udslette Hamas i Gaza i en langstrakt og grusom aktion, der åbenlyst ikke har nået sine mål.
I skrivende stund (29.12) har aktionen kostet over 21.300 palæstinensere livet i Gaza. De fleste ofre er kvinder og børn, skriver den britiske mediestation, BBC.
Mange hundrede palæstinensere er også dræbt på Vestbredden i en bølge af vold og gengæld, der i det seneste år har gjort livet i området næsten umuligt for civile palæstinensere. Mange bliver terroriseret væk fra hjem og jord. Konflikten er skærpet yderligere med flere hundrede dræbte efter krigen med Hamas brød ud i oktober.
Ingen griber ind
Før i tiden ville Vesten have grebet ind og tvunget parterne til at standse krigen. Nu sker det ikke. Det afmægtige Vesten evner ikke engang at få Israels regering til at afbryde kamphandlingerne med en humanitær pause, så civilbefolkningen i Gaza kan få mad og rent drikkevand, hjælpe de syge og begrave deres døde.
Er vi virkelig så handlingslammede og kyniske, at vi intet kan eller vil stille op overfor det øjensynligt meningsløse barbari, der truer med at ødelægge både Israel og Palæstina?
Danmark har siden 1960’erne haft ry for at hjælpe folk i nød. Nu er både israelere og palæstinensere i eksistenstruende nød!
Den israelske overmagt truer regulært Palæstina med udslettelse og er selv ved at gå i opløsning som stat og som folk. Mange israelere – måske de fleste – er både imod krigen og mod Benjamin Netanyahus højreradikale styre. De har tabt troen på deres eget samfund. Både de og palæstinenserne har brug for vores opbakning!
De har især brug for håb, og vi i Danmark kan hjælpe ved at støtte op om de israelere og palæstinensere, der tør håbe og tro på en nødvendig fremtid sammen. De mennesker findes på begge sider, både i Israel og Palæstina, og kan måske genskabe deres samfund, men de har brug for udviklingshjælp fra folk udenfor regionen, der tør vise, at vi tror på dem.
Failed states
Israel er et af Verdens rigeste lande og trænger ikke til økonomisk bistand fra os, men israelerne har brug for hjælp til at fatte, hvad der kræves at dem for at leve fredeligt side om side med Palæstina.
Palæstina er et af Verdens fattigste forsømte områder og har især brug for hjælp til at befri sig selv som nation efter årtiers ulovlig og forkrøblende israelsk besættelse. Amerikanske politologer har formuleret begrebet failed state. Israel og Palæstina er failed states, hver på sin måde. Danmark kan og bør hjælpe dem til at finde sig selv igen. Ved at tro på dem og vise tillid.
Fred og sameksistens er muligt, også i Palæstina. Man kun hvis de to folk tør tro på det, og arbejder for det!