To vagthunde takker af

Katarina Ammitzbøll, Christian Juhl og Globalnyts Kirsten Larsen i studiet.


Foto: Laurits Holdt
Laurits Holdt

2. december 2022

Fingrene bliver ikke lagt imellem i denne uges udgave af Højtryk, Globalnyts ugentlige podcast, hvor vi har Katarina Ammitzbøll og Christian Juhl i studiet.

Katarina Ammitzbøll var medlem af Folketinget for Konservative i tre år, men blev ikke genvalgt ved det seneste valg. Christian Juhl har været medlem af Folketinget i 11 år, og stillede ikke op til valget. Begge var de udviklingsordførere for deres respektive partier, og har beskæftiget sig med udviklingsspørgsmål i mange år.

Gennem de seneste år har de to ofte stået sammen i opposition til udviklingsministeren, som siden 19. november 2020 har været socialdemokraten Flemming Møller Mortensen. Begge mener, at Danmarks udviklingspolitik er blevet meget topstyret – med en styrepind, der strækker sig helt op i statsministeriet – og at udviklingsmidlerne i dag er en kasse, som kan tage penge fra til alle mulige andre politiske områder.

Flere har bidt mærke i parløbet, blandt andet Thomas Ravn-Pedersen, formand for Timbuktu Fonden, som arbejder på at styrke den offentlige opmærksomhed om udviklingspolitikken og -samarbejdet. Umiddelbart efter valget sagde han til Globalnyt:

”Før de gjorde det, tror jeg ikke, det nogensinde er sket, at Enhedslisten og Konservative i fællesskab har indkaldt en minister i samråd. Det var efter de havde fundet hinanden rigtig godt i arbejdet med udviklingsstrategien og i det daglige arbejde på området. De delte også en frustration over ikke at blive taget ordentlig med som udviklingsordførere, da den nuværende strategi for udviklingspolitikken skulle føres ud i livet.”

De frustrationer sætter Katarina Ammitzbøll og Christian Juhl ord på i ugens udgave af Højtryk.

De fortæller også om deres samarbejde, hvordan det begyndte, og hvordan det blev modtaget i deres partigrupper.

Ved folketingsvalget mistede flere af partierne deres udviklingsordførere, og det bekymrer Katarina Ammitzbøll:

”Der er jo gået rigtig meget viden tabt, for vi har jo sat os ind i arbejdet – også dem der måske ikke lige have 20-25 års erfaring, som Christian og jeg har. Vi har været med til at klæde dem på, da vi lavede strategien. Det er tabt nu. Jeg er alvorligt bange for, at der ikke sker noget med mindre, der virkelig er nogle ildsjæle, der vil kæmpe for det og som ved noget om det.”

Globalnyt har forgæves forsøgt at få en kommentar fra fungerende udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S), som er mål for en del kritik fra ugens gæster i Højtryk.

Podcasten er tilrettelagt af Kirsten Larsen og Laurits Holdt. Kirsten Larsen sidder i værtsstolen og har også sat denne uges Højtryk sammen.