Verdens næststørste tobakskoncern bøjede sig torsdag for pres fra den brtiiske Arbejderparti-regering og meddelte, at den trækker sig ud af Burma, hvor militærstyrets menneskerets-overgreb længe har vakt international kritik, skriver Berlingske Tidende fredag.
British American Tobacco (BAT) har indgået aftale om at afhænde sine 60 procent af et joint-venture i Burma til et investeringsselskab fra Singapore. Det sker efter en ret usædvanlig formel anmodning fra det britiske udenrigsministerium til selskabet i juli om at trække sig ud.
Udenlandske firmaer, der investerer i Burma, er længe blevet kritiseret af vestlige menneskeretsgrupper, som mener, at firmaerne indirekte støtter et regime, der har gjort sig skyldige i grove overgreb på menneskerettighederne. BAT gik ind i Burma i 1999, men var på nuværende tidspunkt eneste tilbageværende britiske investor i det asiatiske land efter at Premier Oil tidligere på året valgte at afvikle sin deltagelse i et gasprojekt, anfører avisen.
Lobbyorganisationen Burma Campaign UK roste torsdag beslutningen og sagde, at man nu vil føre kampagne for at få forbudt import af burmesiske ædelstene og tropiske træsorter til EU, som udgør en vigtig indtægtskilde for militærregimet i Rangoon.
– Hvis et selskab som BAT kan tvinges ud af Burma, så kan alle selskaber, sagde John Jackson, leder af Burma Campaign UK, ifølge Berlingske Tidende.
Burmas militær har styret landet siden et kup i 1962, og er i dag et af de længt siddende militærstyrer i verden. Lederen af landets demokratibevægelse, Nobelprisvinderen Aung San Suu Kyi, sidder fremdeles i husarrest. Hendes parti vandt valget for nogle år siden – hvorefter militæret annullerede valget, fordi resultatet ikke passede ind i dets planer.