Antallet af afghanere, der på grund af en alvorlig tørke er fordrevet fra deres hjem i det vestlige Afghanistan, er nu oppe på 266.000. Det meddeler Røde Kors og Røde Halvmåne i den seneste opdatering fra landet.
”Fire år med manglende regn har ført til, at millioner af afghanere har mistet deres levebrød i de nordvestlige provinser,” lyder det fra Røde Kors og Røde Halvmåne.
I de tørkeramte områder er næsten alle indbyggere afhængige af kvægbrug og af, at der kommer vand på markerne.
Det er der ikke kommet i længere tid, og derfor har over en kvart million mennesker søgt væk fra regionen. Mange af de afghanske familier bor nu i telte i andre provinser – og her er vinterkulden så småt på vej.
”Temperaturen i disse områder er allerede faldet til tæt på frysepunktet om natten,” oplyser Røde Kors og Røde Halvmåne.
”De kommende uger vil virkelig være en prøvelse for de tørkeramte familier. Frostgraderne kan potentielt føre til sygdom og død”.
De to organisationer udsendte i sidste uge en akut og relativt beskeden appel om lidt over en kvart million dollars, der skal gå til at hjælpe nogle af de mange tusinder af afghanere, der er flygtet fra tørken.
Pengene skal gå til blandt andet mad, vand og hygiejneartikler til omkring 15.000 familier.