Af Kanayo Nwanze, José da Silva , Ertharin Cousin og Emile Frison
De kæmper med at dyrke afgrøder i udtørret jord. De må se fortvivlet til, når deres frøplanter og husdyr bliver skyllet væk.
De ser stille til, mens andre køber fødevarer på markederne, som de ikke længere selv har råd til.
Hvem er de? Det er flere hundrede millioner mennesker, som dagligt kæmper for – ofte forgæves – at skaffe nok nærende mad til at kunne leve et sundt liv. Sult er et af verdens største problemer, som kan løses. Og løsningen af det problem er forudsætningen for bæredygtig udvikling.
Det er en tragisk ironi, at mange af dem kunne have bedre adgang til fødevarer men ikke har det.
Det drejer sig om bønder, som knap kan dyrke afgrøder nok til at brødføde deres egne familier, de er jordløse og de er fattige byboere som bor i samfund, hvor der er rigelige fødevarer.
Deres børn er ofte under- eller fejlernærede, eller truede af kronisk sygdom, fysisk og psykisk underudvikling og de må forvente at leve kortere end andre.
De personificerer en helt central kendsgerning, som alle deltagerne i Rio+20, FN’s Konference for Bæredygtig Udvikling, må acceptere: Bæredygtig udvikling kan ikke opnås, hvis flere milliarder lever i sult og fattigdom.
Temaet for Rio+20 topmødet er “Den fremtid vi ønsker.” For mange af de 1.3 milliarder mennesker som lever i ekstrem fattigdom, er den fremtid, som de ønsker, indenfor rækkevidde.
Men kun, hvis regeringer og deres befolkning, civilsamfundet og den private sektor accepterer og handler ud fra det faktum, at det er ethvert menneskes ret at være fri for sult.
For at opnå dette må vi forbedre menneskers adgang til fødevarer i deres lokalsamfund, forhøje fødevareproduktionen med 60 procent inden 2050, mærkbart reducere store mængder tab og spild af mad og udnytte vore naturlige ressourcer mere bæredygtigt og dermed sikre en bedre fremtid for de næste generationer.
De mennesker, som arbejder på verdens mere end 500 millioner små jordbrug, er drivkraften bag de landlige økonomier og varetager størstedelen af vore naturlige ressourcer og den landbrugsmæssige biodiversitet. De har et stort potentiale som iværksættere, men mangler midlerne til at opbygge deres virksomhed, samt deres egen og andres fødevaresikkerhed.
Når mennesker har ernæringsrige fødevarer indenfor rækkevidde og er i stand til at brødføde sig selv, gavner det hele samfundet. Produktiviteten øges, indtægter stiger og adgang til sundhedspleje og uddannelse forbedres.
Rio+20 topmødet er en mulighed for at tage denne udfordring op.
Vi er nødt til at arbejde sammen for at drive politiske reformer igennem, skabe incitamenter, investere i forskning og innovation, styrke de menneskelige ressourcer og udvide markederne for landmænd, deres familier og mindre landbrugserhverv.
Vi er pisket til at forbedre vores fødevareproduktion og forbrugsmønstre ved at anvende knappe ressourcer mere ansvarligt. Vi kan ikke opnå langtidssigtet vækst i landbruget, med mindre vi administrere landjorden, vand, fiskeri, skove og den biologiske mangfoldighed på en bæredygtig – miljøskånsom – måde.
Bæredygtige løsninger skal være retfærdige løsninger. En stor del af småbønderne er kvinder. For at sikre en bæredygtig udvikling af landbrug og fødevaresikkerhed, skal kvinder have samme adgang til ressourcer og deltagelse i samfundsmæssige beslutningsprocesser som mænd.
Langsigtede forbedringer for millioner af mennesker afhænger af opbygningen af deres evne til at stå imod klimaforandringerne via klimavenlige landbrugs- og sikkerhedsnet programmer.
Dette vil styrke deres evne til at klare sig og komme sig efter konsekvenserne af f.eks. ekstreme vejrforhold, prisfald på markederne og stigende fødevarepriser. Det afhænger også af, at landbrug kan producere forskelligartede fødevarer, som understøtter en sund kost, og at vi bliver bedre til at reducere tab og spild af fødevarer.
Mens verdens ledere mødes i Rio, står vi ved en skillevej. I den ene retning er der yderligere miljøforringelser og menneskelig lidelser; i den anden retning er den fremtid, vi alle ønsker.
Rio topmødet udgør en historisk chance, vi ikke har råd til at miste. Det er muligt at opnå sundere fødevarer for alle og et bedre økosystem.
Vi ved, hvordan vi skal bekæmpe sult og hvordan vi skal håndtere klodens ressourcer mere bæredygtigt. Men vi mangler en større politiske vilje til at sikre dette.
Vi bør se Rio+20 topmødet som en begyndelse på en ny proces og ikke en afslutning.
Fristen for FN’s 2015 mål (MDGs) ligger snublende kort ude i fremtiden. Vi må optrappe vore indsatser for at nå de mål. Rio bør være afsættet fra 2015 målene og deres deadline et afsæt for at nå nye mål.
Dette er vores mulighed, og vi må gribe den, mens vi stadig kan.
——————
Kanayo F. Nwanze er præsident for IFAD (FNs fond for Landbrugsudvikling), José Graziano da Silva er generaldirektør for FAO (FNs Fødevare- og Landbrugsorganisation),
Ertharin Cousin eksekutivdirektør for WFP (FNs Verdensfødevareprogram) og
Emile Frison generaldirektør for Bioversity International.
