FN-veteranen, cand.mag. Jakob Simonsen, holder på posten som direktør for FNs Udviklingsprogram (UNDPs) nordiske kontor i København og trækker sig samtidig tilbage efter 32 års internationalt virke.
Det markeres fredag (24.02) med en reception i UNDPs lokaler på Midtermolen i Københavns gamle Frihavn, se mere på
http://www.u-landsnyt.dk/kalender-indhold/afskedsreception-direkt-r-i-undp-nordic-jakob-simo
Jakob Simonsen har som “nordisk FN-direktør” også været chef for indkøbskontoret IAPSO og UNDPs globale Human Resource kontor. Han har arbejdet for FN siden 1980 og kom til UNDP i København i 2006 fra en stilling som UN Resident Coordinator og UNDP Resident Representative i Ankara i Tyrkiet.
UNDPs nordiske kontor blev oprettet i 1993, og om føje år samles de seks FN-organisationer, der har domicil i København, men nu ligger på tre forskellige adresser.
Det sker i et stort byggeri på Marmormolen, også i den gamle Frihavn, hvor omkring 1.200 FN-ansatte i København får plads i de nye bygninger, som udenrigsministeriet lejer af By og Havn.
————
Redaktør af Danidas tidsskrift, “Udvikling”, Stefan Katic, skrev følgende interessante artikel om Jakob Simonsen, da han kom hjem for at overtage jobbet i FN-huset i 2006:
I 1980 modtog Jakob Simonsen, nyudklækket cand.mag. fra Aarhus Universitet, en telex (forgængeren for telefax og e-mails) fra UNDP med et tilbud om en stilling som Junior Professional Officer (JPO) på UNDP’s landekontor i Tegucigalpa. Det lød godt, men han anede bare ikke, i hvilken verdensdel byen lå.
Byen med det halsbrækkende navn er hovedstad i Honduras i Mellemamerika, og for Jakob Simonsen blev det indledningen til et langt, latinamerikansk engagement med job for FN’s Udviklingsprogram (UNDP) i henholdsvis Panama, Nicaragua og Peru.
Efter 26 år på udeposter i FN-systemet sætter Jakob Simonsen sig nu ikke på én, men på tre chefstole på Midtermolen ved Langelinje i København, hvor han skal være chef for UNDP’s Nordiske Kontor – det næststørste UNDP-kontor uden for New York – og for FN’s Indkøbs-organisation (IAPSO) samt UNDP’s globale personaleadministration. I alt tæt på 150 ansatte.
På verdensplan betaler de nordiske lande 1/3 af UNDP’s samlede budget, så for Jakob Simonsen bliver den store udfordring at overbevise politikere og skatteydere i Skandinavien om, at de får value for money.
Arven efter Grosen
Jakob Simonsen kommer fra en stilling hos UNDP i Tyrkiet, hvor han siden 2003 har været Res. Rep. (Resident Representative), som det hedder på FN-mandarinsprog.
Han tiltræder på en trist baggrund, nemlig forgængeren Poul Grosens alt for tidlige død sidste år (2005). Hvor Grosens facon var bramfri og undertiden provokerende, så er Jakob Simonsen noget mere diplomatisk. Selv om der ikke er tvivl om, at også han brænder for UNDP ”som det kit, der skal holde FN-systemet sammen.”
Tidligere kolleger betegner ham som insisterende, vellidt, følsom – og meget dansk.
’En rimelig lang reception’
For snart 10 år siden var Jakob Simonsen lige ved at komme for sent til en reception på den japanske ambassade i Perus hovedstad Lima i anledning af kejserens fødselsdag.
Han nåede det lige, og næppe var champagnen budt rundt, før 14 bevæbnede Tupac Amaruby-partisaner stormede ambassaden og tog 250 gæster som gidsler – herunder Jakob Simonsen, der kom til at fungere som talsmand for gidslerne i de 126 dage, dramaet varede.
I dag vælger han at fokusere på det positive i gidseldramaet, nemlig solidariteten mellem gidslerne under det han selv omtaler som ’en rimelig lang reception’.
Fra sin base i Latinamerika har han i tre omgange haft afstikkere til New York. Først som programmedarbejder for FN’s Befolkningsfond (UNFPA) 1983-86, dernæst som souschef for UNDP’s Latinamerika- kontor 1991-1994 og senest som regional souschef for UNDP’s Latinamerika- og Europakontor 1997-2003.
Trods gidseltagning og FN-bureaukrati betegner den ny UNDP-chef sit arbejdsliv som ’utroligt privilegeret’ fra et perspektiv som udviklingsarbejder. Men tilværelsen som expat har sin pris:
– Du bliver sigøjner uden rod. Og du ender med at blive observatør, ikke aktør, i samfundsprocessen, siger Jakob Simonsen, der har sine rødder i Vesthimmerland.
———-
Årene som nordisk FN-direktør blev ikke altid lette. Især den tidl. VK-regerings omfattende besparelser på bistanden til FN-organisationerne faldt Jakob Simonsen for brystet og han skrev flere henvendelser herom til regeringen.
Bl.a. anførte han, at den reelle fordeling mellem multilateral bistand ydet gennem internationale organisationer og den (bilaterale) bistand, som Danmark selv yder, havde forskudt sig.
Nemlig fra omkring fifty-fifty til 70-30 i den bilaterale bistands favør.
