De vestlige lande må ikke overlade Sahel-regionen til sin egen skæbne. Så enkelt er budskabet, da Globalnyt møder FN’s højeste repræsentant i Sahel, Abdoulaye Mar Dieye, i FN-byen i København. Samtalen handler om, hvordan europæiske lande skal håndtere krisen i deres forhold med Sahellandene i den afrikanske region syd for Sahara. Den senegalesiske økonom har siden 2021 fungeret som højre hånd for FN’s generalsekretær António Gutteres i regionen, generalsekretærens særlige udsending, som det hedder.
”Det internationale samfund må ikke trykke på pauseknappen for udviklingsarbejdet. At stoppe engagementet nu er ikke en mulighed,” siger han.
Men det er nemmere sagt end gjort. Det kan holdet af embedsmænd i Udenrigsministeriet, som i de kommende måneder skal formulere Danmarks nye Afrikastrategi, skrive under på. Selvom regionen er en af de højest prioriterede udenrigspolitisk i Europa, har de seneste år budt på en række statskup og anti-vestlige modstandsbevægelser i befolkningen, der har kompliceret forholdet mellem Europa og Sahellandene, navnlig Mali, Niger og Burkina Faso.
‘Nok er nok’ for befolkningen i Sahel
Terrorisme, massemigration, klimaforandringer, organiseret kriminalitet og statskup: listen af udfordringer er lang i en af verdens fattigste regioner.
”Sahel er som en vulkan. Den er fyldt med smeltende sten, der presser lavaen ud. Regionens problemer har mange årsager, og der er mange dynamikker, der før eller siden ville få vulkanen til at bryde ud. Kuppene, vi har set, er blot acceleratorer,” forklarer Abdoulaye Mar Dieye.
43 procent af verdens terrorofre dør i Sahel, over fire millioner mennesker er drevet på flugt, og 10 millioner børn har brug for akut nødhjælp.
Ifølge Mar Deye er det grundlæggende problem, som har ført til statskup, at befolkningerne ikke føler, at den sociale kontrakt opfyldes af staten og institutionerne.
”Befolkningerne tror på demokrati, men ikke på at statsinstitutionerne kan håndtere udfordringerne og opfylde menneskers basale behov. Som tiden går, når folk et bristepunkt, hvor de siger ’nok er nok’. Hændelserne er ikke tillidserklæringer til kupmagerne. Det er et udtryk for en generel frustration i befolkningen,” er hans analyse.
Selvom Abdoulaye Mar Dieye vurderer, at det internationale samfund i årtier har leveret mange gode investeringer i Sahel, har disse aldrig nået et tilstrækkeligt niveau, som kunne føre til uigenkaldelig og bæredygtig udvikling.
”På trods af god vilje, nåede vi aldrig de afgørende ’tipping points’,” siger han og forklarer, at det ikke kun gælder udviklingspartnere, men også regeringerne i Sahel, som i generationer har regeret i landene uden at levere langsigtet udvikling til folket.
En historisk forbindelse
Mar Dieye forstår, at den geopolitiske situation gør det vanskeligt for vestlige lande at forblive engageret i regionen – forholdet til de tre fattigste og nu juntastyrede lande er særligt svært. De nye kupregeringer har sendt europæiske sikkerhedsstyrker, diplomater og nødhjælpsarbejdere hjem og i stedet vendt sig mod Rusland som ny alliancepartner. Men som garvet diplomat ved han også, at geopolitik og realitet ikke skal forveksles:
”Forbindelsen mellem Vesten og Sahel-regionen er en historisk forbindelse. Den kan man ikke uden videre slå ihjel.”
Foto: Stringer/Anadolu Agency via Getty Images
Ifølge ham skal vestlige lande ikke lade sig kue af modstanden, de møder i Sahel, men i stedet fortsætte med at samarbejde.
”Når du skændes i et parforhold, smutter du ikke bare uden videre. Du bliver og fikser det. I det øjeblik du vender ryggen til, risikerer du at give plads til andre og at svække forholdet på sigt,” forklarer han.
Tre konkrete muligheder
Forholdet skal genetableres på en ny måde, hvor tillid, åbenhed og gensidig støtte er i centrum, og Abdoulaye Mar Dieye ser tre konkrete muligheder for de vestlige lande. For det første skal de fjerne fokus fra de nye juntaers greb om magten og i stedet støtte lokalbefolkningerne.
For det andet skal de investere i strukturelle økonomiske transformationer. Ifølge ham er den koloniale økonomi stadig dominerende i Sahel, og landene ses i international geopolitik blot som leverandører af råvarer. Han understreger, at der findes et kæmpe økonomisk potentiale i regionen, som kan gavne alle parter. Derfor skal der tilføres mere værdi lokalt til de primære produkter og råvarer, så udbyttet kan nå ud til den yngre generation og være med til at skabe jobs, vurderer han. Og netop de unge er det tredje område, hvor vestlige lande skal lægge deres energi.
Hvis man ikke giver muligheder til unge i Sahel, har de tre valg: krydse Middelhavet, ty til voldelig ekstremisme eller skabe civil uro.
320 millioner unge bor i Sahel, og 65 procent af befolkningen er under 25. Men den unge generation er fortvivlet, forklarer Adboulaye Mar Dieye.
”Hvis man ikke giver muligheder til unge i Sahel, har de tre valg: krydse Middelhavet, ty til voldelig ekstremisme eller skabe civil uro. Hvis vi investerer i dem, får vi ikke disse negative konsekvenser,” siger han.
Blandt unge har man set en voksende modstand mod vestlig indblanding i regionen, og, godt hjulpet på vej af russisk manipulation og propaganda, er Vesten, navnlig den gamle kolonimagt Frankrig, blevet gjort til syndebuk for regionens udfordringer. Men den følelse stikker ikke så dybt, ifølge FN-repræsentanten:
”Når folk er i en desperat situation, kan de let manipuleres. Unge vil bare have ejerskabet over deres liv tilbage. De peger ikke på nogen og siger, ’det er din eller din skyld’.”
Han tror, at hvis vestlige lande investerer i håndgribelige udviklingsprojekter og jobskabelse, og unge konkret kan se, at disse gør en forskel, vil tilliden genskabes.
Giv værdigheden tilbage
I sidste ende handler det om værdighed, fortæller Abdoulaye Mar Dieye.
”Jeg mødte en i Burkina Faso og spurgte, hvad han ønskede. Han sagde, ’jeg vil have min værdighed tilbage. Se mine dyr og mit vandhul. Den plejede at være til dyrene. Nu skal jeg kæmpe med dem for at få vand’.”
I samtalen med FN’s højeste repræsentant i Sahel, Abdoulaye Mar Dieye, er et klart budskab blevet formidlet: Vestlige lande kan ikke lade Sahel-regionen stå alene. Selvom udfordringerne er mange og komplekse, og til trods for modstand og geopolitiske forskydninger, er det afgørende at fastholde engagementet og samarbejdet. Det skal ske ved at støtte lokalbefolkningerne, investere i strukturelle økonomiske transformationer og prioritere den unge generation.
Måske hans ord kan hjælpe de pandesvedende embedsmænd i Europa på vej, i deres forsøg på at formulere nye tilgange til samarbejdet med afrikanske lande.
