Torben Wolff er død

Torben Wolff


Foto: Fra filmen "Den gamle mand og dybhavet".
Forfatter billede

Hans begivenhedsrige liv bragte ham til snart sagt enhver afkrog af kloden.

Det begyndte allerede i 1945, da han som ganske ung zoolog kom med om bord på den danske Altantide-ekspedition, der udforskede dyrelivet i de dengang næsten ukendte farvande ud for Vestafrika.

Erfaringerne herfra samt hans dygtighed og ildhu gjode ham selvskrevet som prominent deltager i den langt mere ambitiøse dansk forskningsekspedition, den verdensomspændende Galathea 2-ekspedition 1950-52, hvor Torben Wolff som næstkommanderende var ansvarlig for skibets udrustning og i øvrigt deltog i den årelange planlægning af det langvarige videnskabelige søtogt.

Her var formålet at finde ud af, hvad for nogle væsener, der levede dybest nede i havene. Wolff og hans kolleger sendte deres net ti kilometer ned i Filippinergraven i Stillehavet, som man dengang troede var det dybeste sted på kloden.

Aldrig havde et net været på de dybder før. Det var nat, da det kom op igen. “Projektører lyste ned i vandet, som var helt mørkt. Så så jeg gennem maskerne, at der var en stor sten. Det er godt, tænkte jeg, så kommer den nede fra bunden”, har han fortalt.

På stenen sad to små hvide søanemoner så forskellige fra andre arter, at de skulle have et særligt navn.

Ekspeditionslederen Anton F. Bruun fandt på, at søanemonerne og andre dyr, der eksisterer dybere end syv kilometer nede, tilhører den 'hadale' familie – efter den græske mytologis underverdensgud Hades.

Over 400 publikationer

I løbet af de to år, Galathea sejlede Jorden rundt, indsamlede forskerne om bord så meget materiale fra havdybdernes dyreliv, at Torben Wolff siden har skrevet flere end 400 publikationer om opdagelserne. 

I 1962 skrev han sin doktorafhandling om krebsdyr i dybhavet i kølvandet på sin forskning.

I de efterføgende årtier deltog han i adskillige udenlandske havforskningsekspeditioner og hans rige erfaringer fra klodens fjerneste egne gjorde ham nærmest selvskrevet til hvervet som formand for Eventyrernes Klub – et ansvar han påtog sig i en årrække.

Gennem næsten hele sit lange professionelle liv var Zoologisk Museum i København omdrejningspunktet for ham. Og han var aktiv nærmest til den sidste dag.

"Det der med alder har ikke generet mig…, og hvis jeg bliver 100 år, skal vi have os en ordentlig fest," sagde Torben Wolff sidste efterår. Sådan skulle det ikke gå. Den sidste overlevende videnskabelige medarbejder fra Galthea 2-ekspeditionen er ikke mere. 

Se om filmen "Den gamle mand og dybhavet" på

http://zoologi.snm.ku.dk/aktiviteter/biograf/#Urbloeddyret

Torben Lunn Wolff

blev født 21. juli 1919

er opvokset i Charlottenlund og har boet med sin hustru Lisbeth i Hellerup de seneste 60 år

uddannet zoolog med speciale i krebsdyr

fastansat på Zoologisk Museum i 1957

fungerede i to omgange som direktør for Danmarks Akvarium –

første gang fra 1980-83 og anden gang fra 1990-1993

har to døtre