Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) tager nu penge dels fra verdens fattigste land, ørkennationen Niger, dels fra det sandinist-styrede Nicaragua, for at lægge dem i en samlet pose til Pakistan.
Pakistan tilhører ikke gruppen af fattigste nationer og modtager i forvejen meget store summer fra de internationale donorer af udviklingsbistand.
Det fremgår af oplysninger i Berlingske Tidende tirsdag.
De 100 millioner kroner til Pakistan har Ulla Tørnæs taget fra bistanden til de 2 danske samarbejdslande i henholdsvis Vestafrika og Mellem-amerika med den begrundelse, at deres magthavere “benytter sig af udemokratiske metoder”.
I Pakistan skal de danske u-lands-midler bruges til at stabilisere og genopbygge de konfliktramte områder langs grænsen til Afghanistan, men bistanden har også et andet formål, anfører Tørnæs overfor Berlingske.
– Bistanden skal samtidig bruges som et våben mod Pakistans militante islamister og den ekstremisme og fundamentalisme, som de spreder i landet, siger hun.
Omkring 60 mio. kr. går til FNs Børnefond (UNICEF), der arbejder med at sikre uddannelse for børn, som er ramt af konflikten i grænse-områderne.
Det er samtidig et muligt plaster på såret for UNICEF, som i VKs finanslovforslag for 2010 måtte se sit bidrag skåret ned. Dette medførte voldsomme protester og Tørnæs blev bl.a. kaldt “hjerteløs” og “kynisk” af kritikere efter sin sparekniv over hjælpen til verdens fattige og udsatte børn.
NU BISTAND TIL ATOMMAGTER IGEN?
Danmark har aldrig haft Pakistan som nogen prioritet i bistanden, da landet ikke falder ind under de grundlæggende landevalgskriterier, som går ud på at ophjælpe verdens fattigste lande.
Heller ikke VK-regeringen har Asien som prioritet, men siger, at den i større grad vil koncentrere bistanden om Afrika syd for Sahara.
Alligevel mangedobler Tørnæs bistanden til landet i ét hug med de 100 mio. kr., idet den dermed stiger fra 40 til 140 mio. Hun har tidligere – i september i år – fået afsat 40 mio. til demokrati- og menneskerets-indsatser i den asiatiske atommagt.
Det er tale om pludselige og politisk motiverede punktindsatser uden at der foreligger en plan, endsige nogen langsigtet strategi, for dansk støtte til landet.
Udenrigsminister Per Stig Møller (K) var i sin tid drivkraft i at knæsætte et princip om, at Danmark ikke yder udviklingsbistand til lande, der er atommagter. Det var med dette princip som udgangspunkt, at bistanden til Indien blev afviklet.
Med bevillingerne over få måneder på 140 mio. kr. til Pakistan har Ulla Tørnæs tilsidesat dette princip. Pakistan råder både over et større kernevåben-arsenal og raketter, der kan nå store dele af Sydasien.
NIGER – ARMODENS LAND I ØRKENEN
I Niger, som en del af pengene nu tages fra, lever ca. 60 pct. af befolkningen under den officielle nigerske fattigdomsgrænse, der svarer til 0,4 US dollar om dagen i byerne og 0,2 dollar (1 krone) på landet. Ca. 1/3 af alle indbyggere lever i ekstrem armod. Hvilket er det samme som ubeskrivelig armod.
Danmark har ydet bistand til Niger siden 1974. Tørnæs besluttede i begyndelsen af august i år at stille forberedelsen af et nyt sektorprogram for vand og sanitet i bero. Programmet var på 245 mio. kr. over 5 år og planlagt til at gå igang i 2010. Det er bl.a. penge herfra, der nu havner i Pakistans grænseegne.
Tørnæs er utilfreds med Nigers præsident, der har ændret loven, så han kan genvælges, ligesom han på andre måder har opført sig uheldigt demokratisk set. Det vil den danske regering straffe. Også andre donorlande er utilfredse. Det går så ud over dem, der skulle have haft bistanden – de fattige.
Ifølge Danidas beskrivelse går bistandssamarbejdet godt og “har ført til markante forbedringer for Nigers befolkning…. Bl.a. har flere hundrede tusinde fattige i det østlige Niger fået adgang til rent drikkevand takket være dansk støtte”.
Det rene drikkevand med støtte fra Danida kan de formentlig nu kigge langt efter. Vel at mærke i et tørt, ørkenagtigt land på kanten af Sahara.
Også “inden for landbrug har Danmark bidraget til fødevareprodukti-onen og kampen mod ørkendannelse i nogle af verdens fattigste områder med ekstremt vanskelige naturforhold”, hedder det.
NOGLE TAL: NIGER SAMMENLIGNET MED PAKISTAN
”Pakistan er et af de fattigste lande i verden”. Sådan siger Ulla Tørnæs i en pressemelding fra udenrigsministeriet tirsdag om sin beslutning om at tage bistandspenge fra Niger i Vestafrika og give dem til pakistanerne.
Er det nu også rigtigt? Og hvordan ligger Pakistan i forhold til Niger?
Vi kigger lidt i FNs seneste årsindeks for menneskelig udvikling verden over. Det kom ud for nylig fra FNs Udviklingsprogram (UNDP) og har opdaterede tal frem til og med 2007.
Her optræder de 2 lande slet ikke i samme kategori. Pakistan rangeres som en nation med middel menneskelig udvikling, mens Niger tilhører bundgruppen med lav menneskelig udvikling. På listen over samtlige lande i indekset – 182 i alt i år – optræder Pakistan som nr. 141 og Niger ligger som den absolutte agterlanterne – ja, rigtigt, nr. 182.
I en særlig opgørelse, hvor man beregner købekraften – altså realværdien – af indtægten (PPP) pr. indbygger, har hver af de 175 millioner pakista-nere 2.496 US dollar til rådighed i gennemsnit, mens det tilsvarende snittal for Nigers 15 millioner indbyggere er 4 gange lavere, nemlig 627 dollar pr. hoved.
I Niger lever 85 procent af befolkningen for under 2 dollar (en tier) om dagen, i Pakistan er det 60 pct.
Har regeringen i Pakistan så selv ydet en ordentlig slat penge til den undervisningssektor, som Tørnæs nu pludselig vil støtte? Det kan man vist ikke sige. 11,2 pct. af de offentlige budgetter går til undervisning, hvor tallet i (det langt fattigere) Niger er 17,6 pct.
Hvordan så med adgangen til drikkevand? Her bruger indekset en term, der hedder: Hvor stor en procentdel af indbyggerne har IKKE adgang til forbedrede vandressourcer? Det gælder kun 10 procent af pakistanerne, men hele 58 pct. af nigererne.
Så man kan vel godt påstå, at der er stort behov for det vand og sanitetsprogram, Tørnæs nu har sat i bero i det vestafrikanske land.
Tørnæs har nok selv givet den reelle forklaring på sin tagen-og-given: Som hun siger i tirsdagens pressemelding:
“Pakistan har store problemer med terrorisme og radikalisering, som de mange terrorangreb har vist. Ustabilitet i Pakistan er ikke bare et nationalt anliggende for Pakistan, det har også betydning for sikker-hedssituationen i Afghanistan, regionalt og globalt”.
Men kan man uden at blinke tage fra verdens fattigste og give til andre, fordi det er “bedre” sikkerhedspolitik?
