Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) har besluttet at aflyse et møde, som hun de kommende dage skulle have haft med Kenyas præsident Mwai Kibaki, skriver Berlingske Tidende onsdag.
Det sker i protest mod de kenyanske myndigheders manglende vilje til at undersøge påstået omfattende svindel med stemmeoptællingen efter præsidentvalget 27. december.
Tørnæs tog onsdag til Tanzania på en længe planlagt “klimarundrejse” til Østafrika for at drøfte klima og klimatilpasning med bl.a. Tanzanias finansminister og miljøminister.
Hun skal også ved selvsyn opleve de negative konsekvenser, som klimaforandringerne allerede har haft for miljøet i det østafrikanske land, der genem årene har modtaget mere dansk bistand end noget andet u-land.