Mudret og komplekst. Nogenlunde sådan ser det ud, når Therese Rytter, der er juridisk chef hos ngo’en Dignity, forsøger at tegne et billede af torturens tilstand i dag. For tortur og umenneskelig behandling vokser konstant frem i nye kontekster og verdensdele, og tager former, torturbekæmpere og menneskerettighedsorganisationer ikke har været opmærksomme på førhen.
Og så foregår tortur som oftest i det skjulte, hvor organisationer og retssystemer ikke har adgang til at dokumentere overgrebene. Derfor må Rytter også blankt afvise alle former for hårde tal på torturens omfang og udvikling. Det er de færreste stater, der flager med deres hang til tortur og brud på menneskerettighederne, så en sådan kvantitativ vurdering vil være spækket med usikkerheder.
Torturens mange klæder og ansigter
Asylcentre, børnehjem, psykiatriske hospitaler, fængsler og politistationer. Det er nogle af de steder, Therese Rytter besøger, når hun rejser rundt i verden og sammen med internationale kollegaer forsøger at dokumentere, forebygge og bekæmpe tortur og mishandling af mennesker.
Selvom definitionen af tortur står uændret, taler vi i dag om tortur og mishandling i mange sammenhænge ud over det velkendte scenario i en diktaturstat, der forsøger at kontrollere modstandere af regimet eller undertrykke den brede befolkning.
“Vi ser torturen opstå i nogle nye kontekster og former, og vi ser den også nogle gange i lande, hvor vi ikke tidligere havde set den,” fortæller Therese Rytter, der, med sine egne ord, har brugt de sidste 10 år på at rejse rundt til verdens torturramte steder.
Hun fremhæver blandt andet psykiatriske hospitaler, hvor personale kan finde på at mishandle patienter. I nogle tilfælde bliver de syge slået af personalet, men oftere er der tale om en form for overgreb af en noget anden karakter, nemlig langvarig bæltefiksering.
“Patienter bliver fastspændt med remme og seler til en seng, hvor de kan ligge dagevis i deres egen afføring. De får måske ikke mad eller den medicin, de har behov for. Det ser vi mere og mere rundt omkring i verden, også i Europa,” forklarer chefjuristen.
Ofte er mishandling såsom langvarig bæltefiksering affødt af ren desperation. Hospitalerne er underbemandede, og det gør det svært at opretholde en standard, der lever op til menneskerettighederne.
Det var for eksempel tilfældet i Armenien, hvor Rytter var taget til for nyligt. Pressede af at være for få på hospitalsgangene, begyndte personalet at ty til tvangsmedicinering.
“Man er ikke i stand til at passe og behandle patienterne på en ordentlig måde. Hvad gør man så? Så giver man dem en ekstra sprøjte, så de bliver fuldstændig dopede og går rundt som zombier og dermed er nemmere at passe på,” lyder det fra Therese Rytter.
Men det er ikke altid nødvendigt for chefjuristen at hoppe på et fly for at dokumentere umenneskelig behandling. Den danske stat er blevet dømt ved både Højesteret og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol for brud på forbuddet mod umenneskelig og nedværdigende behandling på grund af langvarig bæltefiksering. De seneste par år har der været flere sager med psykiatriske patienter, som var fastspændte til deres hospitalsseng i op til 13 måneder.
Statens rykker ind i privaten
Menneskerettighedernes grundtanke er at beskytte borgeren mod overgreb fra statens side. Det, som Therese Rytter kalder en statens negative forpligtelser til ikke at begå overgreb. Men stater har nu også positive forpligtelser til at sørge for retsgarantier og monitoreringssystemer til at sikre, at den beskytter borgeren mod overgreb fra andre borgere. I fængslet er staten ikke kun ansvarlig hvis fængselsvagten begår tortur over for en indsat. Den er også ansvarlig for, at de indsatte ikke slår hinanden til plukfisk.
Statens forpligtelse til at sørge for, at dens borgere behandler andre borgere ordentligt, er en del af den rejse, menneskerettighedsbegrebet har været på de seneste 30 år. Endnu nyere er det, at statens ansvar har bevæget sig mere og mere ind i borgernes privatsfære.
“Hvis en kvinde gennem mange år er blevet gennembanket af sin mand og har anmeldt det til politiet, men politiet ingenting gør, kan staten blive dømt på grund af manglende efterforskning af sagen. Der har været en lang række sager ved Den Internationale Menneskerettighedsdomstol, netop fordi staten har forholdt sig passivt og ikke beskyttet sine egne borgere over for overgreb fra andre borgere,” oplyser Therese Rytter.
Når en stat ved eller burde vide, at et overgreb har fundet sted, kan den gøres ansvarlig. Det gælder særligt i lande, hvor der er tale om systematiske overgreb, som når vold og tvang igen og igen bliver brugt til at omskære kvinder i det private.
Krigen mod terror får torturen til at blomstre
Et kig i Therese Rytters rejsehistorik vil afsløre, at torturen ikke skelner mellem det globale nord, syd, øst og vest. Siden terrorangrebet 9/11 har Rytter og hendes kollegaer verden over været vidner til en udbredelse af tortur og umenneskelig behandling i terrorbekæmpelsens navn. Den har krydset landegrænser og slået sig ned i vestlige lande og demokratier, hvor torturredskabet ikke før var nær så anvendt.
“9/11 var skelsættende. Der blev indført anti-terrorlovgivning i rigtig mange lande, som er vagt formuleret og giver staten nogle ekstremt vidtgående beføjelser til at anholde og retsforfølge personer mistænkt for terror,” fortæller Therese Rytter og uddyber med, at det på mange måder blev mere stuerent at være på kant med menneskerettighederne, så længe det skete i terrorbekæmpelsens navn.
Krigen mod terror bliver i flere lande et carte blanche til at jage kritikere af regimet. Rytter peger blandt andre på den israelske stat, som i 2021 satte seks palæstinensiske menneskerettighedsorganisationer på deres terrorliste og på den måde forsøgte at gøre kritiske røster synonyme med terrorisme.
“De ransagede deres kontorer, lukkede dem ned og fik beføjelser til at retsforfølge, dømme og fængsle de ansatte på baggrund af meget vage og uunderbyggede anklager. Hele molevitten blev fremstillet som en anti-terroraktion, men under det ligger en politisk forfølgelse. Og det ser vi mere og mere af – også i vestlige lande,” forklarer hun.
Hvis USA gør det, må vi vel også
Det er ikke blevet lettere for Therese Rytter at overbevise resten af verdens regeringer om at ændre på lovgivning og systemer for at forebygge tortur, når identiske metoder bliver brugt i Vesten.
“Efter at USA er begyndt at bruge de her enhanced interrogation methods, eksempelvis på Guantánamo, så siger andre lande: jamen USA bruger tortur, så hvorfor kommer I og fortæller os, at vi ikke må?” siger Rytter, der lige nu er i Nordafrika for at arbejde med den marokkanske regering.
