Ambassadør, fhv. æresgeneralsekretær og dr.med.h.c. Inge Genefke, Skodsborg, fylder 70 søndag den 6. juli 2008.
Fødselaren er med rette kaldt “torturens Florence Nightingale” og i år indstillet til Nobels Fredspris af hele 3 danske udenrigsministre, Per Stig Møller (K) og hans 2 seneste forgængere Mogens Lykketoft (S) og Niels Helveg Petersen (R).
Det bliver i givet fald så den nær sagt eneste betydelige pris, hun ikke har fået for sit banebrydende arbejde, der rækker tilbage til 1973. I Kraks Blå Bog for 2003-04 fylder omtalen af hæderbevisninger, priser og æreslegater 55 linjer.
Inge Genefke er vokset op i et velstående og kærligt hjem på Frederiksberg sammen med en 3 år ældre broder. Faderen var modstandsmand under den tyske besættelse af Danmark 1940-45, og efter krigen hørte hun med gru ham og hans venner tale om, hvad der var foregået i de tyske KZ-lejre.
I 1956 blev hun matematisk student fra Frederiksberg Gymnasium og besluttede som den første i familien at blive læge. Hun ville arbejde som et handlingens menneske, og under sygdom som barn havde hun fået sympati for lægegerningen.
Af betydning for valget var den fransk/tyske læge Albert Schweitzer, der fra gymnasietiden havde været et ideal for hende, fordi han ydede afrikanerne hjælp på deres egne betingelser i respekt for deres kultur.
Hun gik ind i videnskabeligt arbejde, men savnede patienterne og uddannede sig 1972-82 på københavnske hospitalsafdelinger til speciallæge i neurologi. I 5 af årene var hun ansat på Rigshospitalet hos professor Erik Skinhøj, som hun respekterede som tidligere modstandsmand med forståelse for kz-ofrene.
Inge Genefke meldte sig ind i Amnesty International (AI) i 1969, og i 1970 kom hun i bestyrelsen for den danske afdeling. Hovedkontoret i London iværksatte i 1973 en kampagne mod tortur og udsendte en indtrængende opfordring til verdens læger om at gøre en indsats.
Denne opfordring fandt for alvor genklang hos Genefke og ændrede kursen i hendes liv. Fra da af gjorde hun det til sin livsopgave at hjælpe ofrene og bekæmpe tortur, som hun betragter som det ondeste af alt.
Hun rejste til hovedkontoret i London og berettede efterfølgende om kampagnen i Ugeskrift for Læger, hvor hun talte kraftigt for, at kollegerne skulle deltage i AIs årlige møde, der i 1974 netop skulle finde sted i Danmark.
På dette møde sluttede hun sig sammen med lægerne Peter Moltke, Hellmut Stadler og Ole Vedel Rasmussen, og med idealisme og energi indledte de 4 et verdensomspændende pionerarbejde mod tortur.
Deres mål var at helbrede torturofrene eller i hvert fald give dem så god behandling som muligt, og de organiserede sig som lægegruppe i den danske afdeling af AI.
I 1982 lykkedes det at åbne den selvejende humanitære organisation Rehabilitation and Research Centre for Torture Victims (RCT) i en tidligere professorbolig på Rigshospitalet. Genefke blev lægechef og behandlingsarbejdet lige fra starten udført tværfagligt af læger fra forskellige specialer, fysio- og ergoterapeuter, psykologer, sygeplejersker, socialrådgivere m.fl.
Den medicinske verden havde ingen særlig viden om tortur og dens virkninger, og der fandtes ingen specifik behandling af ofrene, da Genefke og hendes kolleger i 1974 gik i gang med arbejdet.
Fra begyndelsen lagde de vægt på videnskabeligt at dokumentere rehabiliteringen af ofrene, og de har publiceret deres resultater i en stribe artikler i nationale og især internationale fagtidsskrifter.
De har vist, at tortur har mange psykiske og fysiske følger for helbredet. Desuden har de udforsket og beskrevet torturmetoderne og dermed skærpet diagnostikken. Selv om følgerne ofte er alvorlige, har de mod forventning fundet, at mange ofre ved grundig behandling bliver helt rehabiliterede (psykisk og fysisk helbredt).
Siden har RCT (Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre) fået eget domicil i Københavns centrum med et stort antal fagligt vidt forskellige medarbejdere.
Sideløbende med arbejdet i Danmark har hun haft bred kontakt med kolleger og andre, der rundt omkring i verden har gjort en indsats mod tortur, og var initiativtager til oprettelsen i 1985 af International Rehabilitation Council for Torture Victims (IRCT), som er en international sammenslutning af rehabiliteringscentre.
Hun var lægechef i RCT 1982-97 og derefter generalsekretær i IRCT til 2000, da hun blev udnævnt til æresgeneralsekretær og siden 2002 ambassadør for sammenslutningen, som ikke mindst takket været Genefke har henlagt sit verdenshovedkvarter til København.
Det har været centralt for IRCTs virksomhed, at alle regioner i verden er repræsenteret, og der er opbygget henimod 200 rehabiliteringscentre fordelt på nu 136 lande.
Det har vist sig, at i fredstid er torturmetoderne og deres mål ret ensartede over hele kloden.
For Inge Genefke og hendes medarbejdere blev det efterhånden tydeligt, at tortur er et effektivt magtmiddel mod mennesker, der arbejder for demokratiske forhold i deres land. Kampen mod tortur er derfor en livsvigtig kamp for frihed og demokrati.
Denne indsigt har dannet grundlag for, at centrene i stigende omfang har arbejdet med forebyggelse af tortur. De har iværksat oplysningskampagner, arrangeret seminarer for journalister m.fl. og tilbudt undervisning af fængselspersonale og politi.
Inge Genefke har udvist stort personligt mod ved at opsøge og gøre sin sag gældende i lande med særlig udbredt brug af tortur. Verden over er hun kendt for sit virke og har ofte fået ordet på pressekonferencer og i indflydelsesrige forsamlinger, deriblandt FN og EU.
Den kompromisløse kamp mod tortur har opslugt alle hendes kræfter. I 1990 blev hendes første ægteskab opløst, og året efter giftede hun sig med kollegaen professor Bent Sørensen, der har været en ihærdig næstformand for FNs Committee against Torture.
Til tider har Inge Genefke mødt modstand, og hun er offentligt blevet beskyldt for egenrådighed og for at skabe samarbejdsvanskeligheder i de 15 år som lægechef for RCT, men det har ingenlunde kunnet overskygge betydningen af hendes indsats.
Derfor var det vel ingenlunde unaturligt, at hun blev portrætteret på film af Julie Christie. Det skete i den spanske instruktør Isabel Coixets “The Secret Life of Words”, der vandt en Oscar i 2003.
Som en følge af ildhuen oprettede hun og manden i 2004 “Inge Genefkes og Bent Sørensens Anti-tortur Støttefond”, som siden har uddelt en pris 2 gange. Nemlig i 2004 til den internationalt anerkendte tyrkiske professor, læge og menneskeretsforkæmper, Veil Lök, som fik prisen på 10.000 dollar netop for sit arbejde for at dokumentere myndighedernes tortur i hjemlandet.
Senere – i 2006 – har den internationalt kendte jurist, Monica Feria Tinta, fået prisen for sit arbejde for menneskerettigheder i hjemlandet Peru i Sydamerika; ikke mindst for hendes utrættelige kamp for erstatning til ofrene for en massakre i 1992.
Som den idealist, fødselaren er, ønsker hun ikke gaver til sig selv på dagen. Hun har således i et brev til en gruppe mennesker, der er tæt på hende, skrevet:
På selve dagen d. 6. juli frabeder jeg mig blomster og andre tilkendegivelser. Min bedste gave vil være, om enhver opmærksomhed bliver kanaliseret over i et IRCT projekt, som har mit hjerte og organisationen mangler midler til at gennemføre.
Det drejer sig om et planlagt projekt, der har til formål at rehabilitere børn og unge, der har været udsat for tortur, specielt den form for fysisk, psykisk og seksuel tortur, som udøves gennem de massevoldtægter, som militære ledere i stigende grad benytter som systematisk strategi til at ødelægge “fjenden”, inkl. børn (endog nyfødte) og unge.
Massevoldtægter er blevet et bevidst benyttet krigsvåben, ikke et biprodukt af krig; men de tiltrækker mindre international opmærksomhed, fordi de ikke efterlader bunker af lig og fordi ofrene af frygt for social udstødelse oftest ikke tør fortælle om de rædsler, de har været ude for; voldtægt er tabuemne i de kulturer, hvor disse nedbrydende rædsler forekommer.
Projektet anslås i første omgang til 5 mio. kr. Vi er lige nu i gang med at rejse midler til det og derfor vil ethvert bidrag, stort og småt, være meget velkomment.
Dette er den eneste meningsfyldte måde for mig at markere den dag, hvor jeg officielt (men ikke reelt) bliver pensionist.
Jeg har altid opfattet alle priser og hædersbevisninger, som blev mig til del, mere som andres forståelse for torturofrenes ufattelige lidelser end som noget, der tilkom mig.
Mit ønske om bidrag til omtalte projekt er i tråd hermed. Der er oprettet en særlig konto til bidrag og tilhørende hilsner:
Danske Bank, reg. 3001, konto 3345215948.
Selve dagen fejres ikke 6. juli, da manden er syg efter et hjertetilfælde, men det vil ske senere, fremgår det af en fødselsdagsomtale på IRCTs hjemmeside.
Men mon ikke fredericianeren Bent Sørensen og hans kone vil skåle på 159 års dagen for det berømte udfald fra den østjyske fæstningsby, hvor general Olaf Rye ganske vist måtte bøde med livet, men danskerne forjog slesvig-holstenerne.
Der er også – og ikke mindst – noget at fejre, når det drejer sig om kvinden, der har udtalt: “Torturbødlerne er vore dages fredløse”. Måtte det en dag komme så vidt.
