Af Hanne Selnæs, IBIS
Når en mozambiquaner kommer til penge, køber han eller hun en bil. En brugt bil importeret direkte fra Japan står øverst på ønskelisten. I et fattigt land som Mozambique er biler symbol på den stigende velstand, som gerne flashes på strandvejen i weekenden.
Miraldo Camba bøjer sig lidt ned og kigger ind i den brugte bil, en sølvgrå Toyota, som er det absolut mest populære og solgte bilmærke i Mozambique lige nu.
”Med 20 kilometer til arbejde bruger jeg først og fremmest bilen til at køre til og fra arbejde,” siger 26-årige Miraldo Camba.
Han er nyuddannet, men allerede godt i gang med en karriere som pr-medarbejder på et område i massiv vækst: nemlig Maputo Havn.
Havnen kæmper lige nu for at følge med i disse boomtider, sat i gang af den enorme eksport fra det sydlige Afrika af varer som tømmer, sukker, kul, jernmalm og sydafrikansk producerede biler til det nærmest umættelige marked i Kina.
Derfor er Miraldo Camba på udkig efter en bil. Det, han går efter, er en brugt japansk Toyota, som ikke er blevet rystet fra hinanden på Mozambiques hullede veje.
Faktisk har han allerede en ældre Toyota Corrolla, som han vil fikse lidt op og overlade til sine forældre, når han har fundet en ny brugt bil til sig selv.
“Jeg kan godt lide små biler, som ikke bruger meget benzin. Men samtidig skal der være god plads i den, da jeg er høj,” siger Miraldo og oser videre denne lørdag formiddag i hovedstaden Maputo.
Bilen er mere til transport end sjov
Så snart folk fra landets voksende middelklasse får råd eller mulighed for at låne sig til det, er en bil ofte det første, de investerer i, forklarer brugtbilsforhandleren Naeem Choudhry. Bilen repræsenterer velstand og drømmen om frihed.
Offentlig transport består af få og overfyldte busser. Derfor er de fleste overladt til en daglig kamp om pladserne i de endnu mere sammenstuvede små private og tvivlsomme minibusser og ramponerede taxaer, som krydser hovedstadens gader og boulevarder i myldretiden.
“Vi er endnu ikke nået dertil, at bilen kun er for sjov. Den er i høj grad et nødvendigt transportmiddel eller en forretning,” siger Naeem Choudhry, som kræver mellem 60-70 procent i kontant udbetaling.
Resten skal betales af over tre-fire måneder til 10 procent i rente. Det har stadig flere råd til i Mozambique, men det er stadig kun 16 ud af 1.000, der i dag har en bil.
Læs resten af artiklen hos IBIS
Denne artikel er en del af magasinet “Nye Fortællinger”, der indeholder historier om mennesker, der har det, som IBIS kæmper for, at alle skal have – uddannelse, indflydelse og ressourcer.