Ole Therkildsen
Ole Therkildsen (født 1945) startede i ’branchen’ som u-landsfrivillig i Tanzania i 1970. Han er nu seniorforsker emeritus på Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han koordinerede forskningsprogrammet ”Eliter, produktion og fattigdom: en komparativ analyse.”
Han har også forsket i borgerdeltagelse, decentralisering, beskatning, og reformer af den offentlige sektor i det sydlige Afrika.
Temaet i denne blog vil ofte være sammenligninger mellem fattige og rige lande. De kan være både meget ens og meget forskellige på overraskende måder.
Forunderligt nok ofres der ikke mange ord på de åbenlyse undtagelser fra følgende deprimerende hovedkonklusioner i TIs og Afrobarometers spritnye undersøgelse, Citizens’ views and experiences of corruption:
- Over halvdelen af borgerne i Afrika syd for Sahara mener, at korruptionen er blevet værre i det sidste år, og at langt de fleste regeringer ikke bekæmper den effektivt nok.
- Mere end 130 millioner mennesker – godt 25 procent – bestak sundheds- eller uddannelsesansatte for at få adgang til services indenfor det seneste år.
- Sandsynligheden for, at fattige mennesker må bestikke for at få adgang til vigtige services, er dobbelt så stor som for rigere borgere.
Undtagelser
At over 50 procent af de adspurgte i SSA mente, at korruptionen voksede i det forgangne år, er et hovedbudskab i TI’s rapport. Desværre sænker tavsheden sig over vigtige undtagelser fra dette gennemsnit. De er – for blot at nævne de tre klareste eksempler – Tanzania, hvor kun 10 procent (10!) mente, at korruptionen steg, Burkina Faso (hvor 28 procent mente det) og Gambia (32 procent).
Med andre ord: der er tre lande hvor kampen mod korruption tilsyneladende lykkes ifølge borgerne selv.
Et andet tegn på fremgang er den relativt lave bestikkelsesrate (procent af borgere der betalte bestikkelse) i disse tre lande: 18 procent i Tanzania, 16 procent i Burkina Faso, og 21 procent i Gambia (mod det subkontinentale gennemsnit på 25 procent og procentsatser på 80 procent i Congo, 53 procent i Liberia, samt omkring 45 procent i Kenya, Nigeria og Uganda).
Forunderligt nok ofrer TI ikke mange ord på disse tre undtagelser. Fremskridtene i Tanzania og Burkina Faso diskuteres slet ikke (man skal læse sig til dem i figurer og talmateriale). Om Gambia fremhæver TI, at det var borgernes krav om større integritet i regeringen, der væltede præsident Jammehs autokratiske styre og tvang politiske ledere til at styrke kampen mod korruption, som nu langsomt bærer frugt.
Lukkede øjne for succes
TI viser, at forestillingen om korruption, målt med TI’s metoder, er et stort og udbredt problem i SSA. Det interessante spørgsmål er imidlertid, hvorfor undtagelserne – succeserne – overses. Flere årsager melder sig:
En hullet analyse. Denne årsag, som jeg alt for godt kender fra mit eget arbejde, skyldes at forfatterne måske har været så optaget af de store linjer- og korruptionens fremmarch – at der slet ikke blev plads til at se nærmere på sprækkerne, hvor lyset slipper ind.
(Forkerte) forestillinger om hvordan korruption bekæmpes. TI tror på, at aktive borgere kan gøre en effektiv indsats for at bekæmpe korruption. Med støtte i rapporten fremhæves det, at mere end halvdelen af de adspurgte mener, at borgerne selv kan hjælpe med at stoppe korruption – også selv om to tredjedele siger, at de er bange for gengældelse, hvis de rapporter den til myndighederne.
Troen på græsrodsaktivisme er måske også grunden til, at netop kun Gambia fremhæves i TI’s sparsomme analyse af succesfuld korruptionsbekæmpelse. Her var det ifølge TI (som beskrevet ovenfor) borgernes pres på regimet, der fik sat skred i kampen mod korruption.
Men korruption kan bekæmpes på mange andre måder. Tanzanias tilsyneladende succes med at bekæmpe korruption passer ikke ind i denne forestilling og analyseres slet ikke. Landets fremskridt kan bygge på helt andre – og fra en demokratisk synsvinkel – dybt problematiske metoder: Massefyringer af offentligt ansatte i skatteforvaltning og offentlige administration uden smålig skelen til de enkelte ansattes retssikkerhed. Undertrykkelse og forfølgelse af den politiske opposition, så regeringspartiet ikke længere i samme grad som hidtil har behov for at modtage bestikkelse for at finansiere den næste valgkamp. Og indskrænkninger af ytringsfriheden – både i medierne og blandt forskere – så eventuelle korruptionsskandaler holdes skjulte for offentligheden. Rwanda, hvor korruptionen er relativt begrænset, bruger lignede midler.
At sådanne illiberale og autoritære metoder kan bidrage effektivt til bekæmpelse af nogle former for korruption i meget fattige lande, er en meget ubehagelig tanke. Den sætter spørgsmålstegn ved den liberale opskrift på anti-korruption, som mange vestlige donorer og NGO’er (inklusive lokale NGOer) er fortalere for. Måske er det derfor, Tanzanias succes ikke nævnes med et ord?
At lære af fejltagelser – og af succes. Selvfølgeligt er det nyttigt at lære af fejltagelser. TI’s rapport dokumenterer resultaterne af den vanskelige – og tilsyneladende udbredt fejlslagne – kamp mod korruption i de fleste lande i Afrika. Det må give stof til eftertanke. Hvad går galt, og hvad kan gøres bedre? Ud fra den synsvinkel er det godt at omfavne problemerne og at lære af dem.
Men det er ligeså vigtigt at lære af succeserne – selv når de sætter spørgsmålstegn ved vante forestillinger om at bekæmpe korruption. Der er behov for nytænkning.
Udfordringen
TI’s vision er en verden fri for korruption. Organisationen dokumenterer igen og igen, at ondet er udbredt, og at det skaber alvorlige problemer. Behovet for nytænkning i bekæmpelse af korruption i fattige lande har TI derimod forsømt i sin 2019 rapport.
Det opfyldes forhåbentligt næste gang.
