Udenrigsministeriet, tænketanken Sustainia og firmaet Coinify inviterede torsdag d. 14 december til lancering af en ny rapport om ’Hack the future of development aid’ i FN-byen.
Lanceringen var en interessant blanding af luftige teknologi-floskler og teknooptimisme, forvirrede udviklingsforskere, og forsøg på nytænkning af udviklingssamarbejdet. Som udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) formulerede det, så var rapporten til at blive ’mentalt udfordret’ af. Det er nemlig hverken nemt eller ligetil at hacke udviklingssamarbejdet. For at hjælpe Udenrigsministeriet, og alle andre interesserede parter, følger her tre gode råd hvis man gerne vil tage bestræbelserne om at hacke eller skabe radikale forandringer i udviklingssamarbejdet seriøst.
Før teknologi og udviklingsmiljøerne sammen for at skabe en produktiv kraft
Udenrigsministeriets møde om at hacke udviklingssamarbejdet var en fornuftig start, men en fattig helhed, hvis vi for alvor skal indgå i en diskussion om at hacke udviklingssamarbejdet.
Folk fra radikalt forskellige miljøer mødtes, men der blev ikke vekslet meget mere en luftige ord og teknooptimisme. Det er helt okay, men kun hvis man på grundig vis fortsætter dialogen. De to miljøer, der her sættes sammen kommer med radikalt forskellige forståelser af tid, effekt, forandring, teknologi og udviklingssamarbejde.
Udviklingsfolkene forstår ikke rigtig de specifikke teknologier og ej heller helt deres forandringspotentiale. Teknologifolkene forstår tydeligvis ikke hvad udviklingssamarbejde er for en bred størrelse, og snakker mest om det som om Danmark udelukkende sender penge direkte til diktatorer og skruppelløse individer, med bind for øjnene. Det ville være det samme som at sige, at internettets hovedformål er at levere gratis pornografi.
Distancen mellem de to miljøer kan kun fungere som en produktiv kraft, så længe de nærmer sig mere end tilfældet er nu. Og det er ikke kun et spørgsmål om at de umoderne udviklingsfolk skal disruptes (og det er der ingen tvivl om, at de skal), men også om at teknologimiljøet kan lære meget af den forståelse for kompleksitet, kontekst, og relativitet som udviklingsmiljøet er eksperter i.
Verden, og alle sociale og økonomiske processer i den, er ikke et lineært computersystem, der nemt kan hackes, og hvor vi kan forudse, hvilke handlinger, der har hvilke konsekvenser. Og udvikling handler ikke kun om simple ressourceoverførsler, som det ofte beskrives i rapporten, men om at skabe varig social og økonomiske udvikling. De to miljøer må opnå en dybere læring fra hinanden, før de for alvor kan gøre en forskel sammen.
Der skal ’disruptes’ hele vejen ned og ikke bare findes på nye leveringsmetoder til gamle løsninger
Der er markant forskel på at gøre de samme ting på en ny og anderledes måde, og så rent faktisk stille spørgsmålstegn ved, om det er de rigtige ting, man i første omgang foretager sig. Problemet ved diskussionen omkring blockchains potentiale for at forandre udviklingssamarbejdet er først og fremmest, at den ikke skaber nok forandring.
Javel, rapporten opfordrer til, at vi nu omgår staten og leverer udviklingsmidler direkte til borgerne uden mellemmænd. Men hvor er de store spørgsmål om hvorvidt udviklingsbistand i lommerne på borgere i det globale syd overhovedet er vejen til social og økonomisk udvikling?
Hvis vi gerne vil skabe radikale forandringer, så bliver vi nødt til at stille radikale spørgsmål til den måde vi tænker og udfører vores udviklingssamarbejde i dag, og ikke bare måden hvorpå vi leverer de samme løsninger som før.
Måske man burde få Sydkorea eller Indonesien til at implementere vores udviklingsprogrammer, når nu de selv har gennemgået de forandringer vi så gerne ser hos andre lande.
Måske Danmark kun skulle have én politiske prioritet i sit udviklingssamarbejde eller kun samarbejde med ét land for at koncentrere sin effekt.
Det er den slags spørgsmål, man må stille sig selv og udviklingssamarbejdet, snarere end at ændre på om det er ham med den blå kasket eller hende med den røde, der skal levere samme forældede forsøg på forandring. Ellers er risikoen for at vi bare reproducerer mangelfulde systemer og tilgange alt for stort.
Det gælder udviklingssamarbejdet, men det gælder så sandelig også blockchains og den måde andre industrier er blevet hacket på.
Det kan godt være at vi kan få billigere overførsler af udviklingsmidler, men hvem kontrollerer disse systemer og hvem skal betale skat?
Den såkaldte ’deleøkonomi’ har mange fordele, men den har også demonstreret sine tydelige mangler.
Kodning har brug for kontekst
Nogen mener, at den hurtigste vej til forandring, er at lade folk med ingen som helst forudgående viden komme med løsninger på problemer. Det er muligvis en hurtig proces, men næsten med garanti også én, der producerer uduelige eller kortsigtede løsninger, som ikke for alvor kan skabe forandring.
Det kan godt være, at kodning og blockchain og cryptocoin virker som fuldstændig håbløst komplekse koncepter og processer for nogle. Men det samme er altså tilfældet for udvikling. Social og økonomisk forandring og vækst er så ekstremt vanskeligt at skabe og fastholde, fordi mængde af faktorer der spiller ind, på godt og på ondt, er næsten endeløs.
Udviklingssamarbejdet er overfyldt med eksempler på, hvor gode intentioner har slået fejl og haft negative konsekvenser. Ikke mindst når det kommer til teknologi og udviklingen af denne.
Teknologi vil kun blive taget op og kan kun skabe forandring, hvis det giver mening for dem, der skal bruge det, og ikke bare dem, der har udviklet det. Løsninger der ikke tager lokal kontekst, lokale brugere og lokal viden seriøst, ud fra misforståelser om at de teknisk stærkeste også er dem, der er bedst til at udvikle god teknologi, vil slå fejl. Det er så sikkert som amen i kirken.
”Vi besluttede os for at hacke udvikling, og det har vi gjort med denne rapport,” blev det proklameret til Udenrigsministeriets event. Svaret hertil må være: Nej, udviklingssamarbejdet er ikke blevet hacket. Endnu. Der er ingen tvivl om behovet for at gentænke, hvordan man skaber social og økonomisk forandring i verden i dag, men det kræver, at vi rykker fra nysgerrig og ukonkret interesse og PR-stunts til substantielle forsøg og forbedringer. Hvis man gerne vil omsætte ord til effektiv handling, så har vi her givet et bud på, hvor man kan starte.
Adam Moe Fejerskov er forsker på Dansk institut for internationale studier, DIIS og Tobias Hagmann er lektor på Roskilde Universitet.
