Tros- og religionsfrihed er en af de centrale men ofte oversete menneskerettigheder. Rettigheden handler om den enkeltes frihed til at tro – eller ikke at tro – og praktisere sin overbevisning. Globalt set er rettigheden under pres, fordi enkeltpersoner eller minoriteters religion og religiøse identitet i mange kontekster ses som en trussel mod social harmoni og stabilitet. Tros- og religionsfrihed kan bedst fremmes ved at koble rettigheden med og integrere den i bredere tiltag.
For at sikre at også tros- og religionsfrihed bliver en integreret del af den danske udenrigs- og udviklingspolitik, etablerede den daværende regering i september 2017 en ny enhed – Enheden for Religions- og Trosfrihed – i Udenrigsministeriet med effekt fra 2018.
I februar 2019 var i forbindelse med en folketingsdebat en redegørelse fra udviklingsminister Ulla Tørnæs om enhedens aktiviteter det første år, og i den efterfølgende debat var der på tværs af politiske partier i Folketinget bred opbakning til den danske indsats for tros- og religionsfrihed.
Det var derfor både med forventning og spænding, at civilsamfundsaktører på området efter valget i juni 2019 afventede den nye regerings udmeldinger omkring tros- og religionsfrihed. Udenrigsminister Jeppe Kofoed udtalte i Kristeligt Dagblad juli 2019 kort efter sin udnævnelse, at arbejdet var vigtigt, og udviklingsminister Rasmus Prehn lovede samtidig, at tros- og religionsfrihed skulle tænkes ind i aftaler og kontrakter med udviklingspartnere, og i opdateringen af strategier for de 12 prioritetslande, som Danmark har i forhold til udviklingssamarbejde.
Drab på ateister og forfølgelse af rohingyaer
Ved vedtagelsen af den seneste finanslov 2020 fik enheden for tros- og religionsfrihed forlænget sin bevilling på to millioner kroner, og derudover blev der afsat fem millioner kroner til projekter og aktiviteter, der kan fremme tros- og religionsfrihed.
Et andet vigtigt område er landestrategier og prioritetslande. Spørgsmålet er, om vi ser prioriteringerne omkring tros- og religionsfrihed afspejlet i de nylige revisioner af landestrategier, specielt for de lande og områder, hvor der er store kendte udfordringer for tros- og religionsfrihed?
Et land som i perioden har fået revideret landestrategien er Bangladesh (slutningen af 2019). Bangladesh er interessant, fordi der har været en stigning i krænkelse af tros- og religionsfrihed i forhold til overfald og brutale drab på ateister i Bangladesh, og fordi ministeren i oktober 2019 bekendtgjorde, at man ville have et særligt fokus ateisters tros- og religionsfrihedsrettigheder. Dette er dog ikke afspejlet i den reviderede landestrategi, hvor man leder forgæves efter tros- og religionsfrihed.
I forhold til Myanmar foreligger der en landestrategi i Udenrigsministeriet for perioden 2016-2020. Den nuværende strategi nævner de udfordringer, der er i forhold til rettigheder for den muslimske rohingya-befolkning i Myanmar. Disse problemer er i perioden siden 2016 vokset til en regulær humanitær katastrofe som følge etniske udrensninger og fordrivelser af omkring en million rohingya’er til nabolandet Bangladesh.
Udviklingsministeren meddelte således i september 2019, at Danmark støtter flygtede rohingya-muslimer med 100 millioner kroner. Anerkendelse af denne gruppes tros- og religionsfrihed er vigtig i den nuværende situation, og en revideret landestrategi må naturligvis indeholde anbefalinger om, hvordan disse rettigheder sikres for forfulgte grupper.
Ekstremisme bunder i ulighed og eksklusion
I forhold til Burkina Faso foreligger der en landestrategi for perioden 2014-2018. I Sahelregionen som helhed – og specielt i Burkina Faso, Mali og Niger – har der været en eskalering i angreb fra voldelige ekstremistiske religiøse grupper. I 2019 har der været 4.000 drab, hvilket er en stigning på 500 procent i løbet af tre år. Danmark har bidraget både til FNs fredsbevarende styrke i Sahel og til den franskledede G5 Sahel Joint Force med luftvåben og efterretningstjeneste, men militære bidrag alene løser ikke disse problemer; der er også brug for samfundsopbyggende og forebyggende indsatser for menneskerettigheder. Der er derfor brug for at adressere årsagerne til den voldelige eskalering og religiøse ekstremisme, som bunder i fattigdom, ulighed, eksklusion og manglede respekt for menneskerettigheder herunder tros- og religionsfrihed. En revideret landestrategi må indeholde anbefalinger omkring hvordan menneskerettigheder generelt og tros- og religionsfrihed specielt sikres i disse vanskelige kontekster.
Kun tre anbefalinger fra Danmark
I oktober 2018 blev Danmark valgt for en treårig periode som medlem af FN’s menneskerettighedsråd. I begrundelsen for ansøgning om medlemskab fremhævede daværende udenrigsminister Kristian Jensen i 2015 det internationale pres på menneskerettigheder – herunder ytringsfrihed, pressefrihed, religionsfrihed, og beskyttelse af minoriteter og kvinder – som motivationen for ansøgningen om en plads i menneskerettighedsrådet. Der er vel ikke nogen mere prominent international platform at gøre det på end FN’s menneskerettighedsråd. Alligevel er der i perioden siden 2018 ikke noget dansk aftryk på rapporterne fra FN’s menneskerettighedsråd omkring tros- og religionsfrihed ud over generel anbefaling af speciel rapporteur funktionen i årsrapporten for 2018. I perioden 2017-2020 har Danmark givet blot tre anbefalinger i forhold til Universal Periodical Review omkring tros- og religionsfrihed, hhv. til Pakistan omkring blasfemilovgivning, til Indonesien om ytrings- og trosfrihed, og til Sydkorea om lige rettigheder for minoriteter.
Religiøse aktører kan understøtte dialog
Opsummerende omkring den danske indsats for tros- og religionsfrihed må det således siges, at enheden i Udenrigsministeriet har fået tilført ressourcer for 2020, og der er en smule flere udviklingsmidler til understøttelser af indsatser for tros- og religionsfrihed. Strategien for den danske udviklingsbistand ”The World 2030” skal revideres 2021.
I en revision af strategien er det vigtigt, at strategien understreger betydningen af både religiøse aktører og religionsfrihed som en del af indsatserne for fred og stabilitet. Hvor religion spiller en rolle i konflikten, skal vi inkludere religiøse aktører og trosbaserede organisationer, der kan understøtte interreligiøs dialog og konkret mægling samt forsoningsindsatser, der kan styrke fred og social sammenhængskraft. Samtidig skal vi anvende en rettighedsbaseret tilgang, der kan sikre det enkelte individs trosfrihed, som er en faktor i mange af de fordrivelser vi ser.
Kun på den måde kan vi i disse situationer dæmme op for ekstremisme og vold og bidrage til realiseringen af tros- og religionsfrihed for alle.