Af Niels Dyrelund, U-landsnyt.dk
Transition: Mediernes spotlight på Ukraine har fokus på den politiske krise med Rusland. Men Ukraine gemmer også på en nyhed om nye markedsvenlige reformer og øget dansk interesse for Ukraine som handelspartner.
På trods af aktuelle politiske udfordringer, er der tegn på forbedrede erhvervsforhold i Ukraine, som er kendt som et af verdens mest korrupte land. Og korruption kan være en udfordring for virksomheder fra Danmark, verdens mindst korrupte land. Men de erhvervsmæssige udfordringer kan vendes til en dansk fordel, mener Udenrigsministeriet.
Ukraine i transition
Ukraine fik sin uafhængighed fra Sovjetunionen i 1991 og har som andre tidligere sovjetiske stater været i transition fra planøkonomi til markedsøkonomi. På trods af, at landets suverænitet endnu engang bliver udfordret fra øst i den nuværende politiske krise, bliver landets transition for tiden understreget af nye økonomiske reformer.
Korruption, bureaukrati og ’red tape’ er fortsat store udfordringer i Ukraine. I år ligger Ukraine nummer 112 ud af 189 økonomier i Verdensbankens rangering over erhvervsvenlighed (’ease of doing business’). Men Ukraine har avanceret 16 pladser på blot et år, fra sin 2014- til sin 2015-rangering, og ligger nu som det 96. mest korrupte land.
Forbedringen af Ukraines erhvervsforhold skyldes til dels landets nye renselseslovgivning, som ’renser ud i’ korrupt bureaukrati. Fx baner Ukraines centralbank vejen med ambitiøse planer om at strømline sin organisation, blandt andet med en halvering af de ansatte. Det fortæller Timothy Ash, Standard Bank, til Financial Times.
Danske ’first-movers’ i Ukraine?
Ukraine er kendt som det mest korrupte land i Europa og Danmark som det mindst korrupte i verden, ifølge Transparency International. Men de erhvervsmæssige udfordringer bør dog ikke holde danskerne væk. Tværtimod.
Det kan netop vendes til en fordel ved, at danske virksomheder rykker på mulighederne før konkurrenterne. Sådan lyder opfordringen fra Udenrigsministeriet, som arrangerer et seminar om dansk market entry i Ukraine i december: ”Ukraine – first mover – rettidig omhu på ukrainske forretningsmuligheder”.
Ukraine gemmer på en stort potentiale for danske virksomheder. Fødevareindustrien, maskineri, ICT, energi er alle sektorer med vækstpotentiale i Ukraine, vurderer Udenrigsministeriet.
Om Udenrigsministeriets seminar
Udenrigsministeriet er vært for seminaret ”Ukraine – first mover – rettidig omhu på ukrainske forretningsmuligheder”, som ligger den 17. december i Eigtved Pakhus, Asiatisk Plads 2, København.
På seminaret vil Danmarks ambassadør i Ukraine, Merete Juhl, berøre de politiske udfordringer. IFU vil berøre investeringsmulighederne. Og de øvrige oplæg vil centrere sig om energieffektivitet, maskineri, IT og landbrug.