Der er væsentlige ting på spil i diskussionen nødhjælp og politik, som har udfoldet sig i Kristeligt Dagblad. Der er først og fremmest grund til at understrege, at humanitære organisationer bør levere upartisk nødhjælp og bidrage til menneskers udvikling, alene fordi de har behov for hjælp.
Dernæst, at civilsamfundsorganisationer, der arbejder for mennesker i nød og fattigdom, naturligt har en forpligtelse til at gøre opmærksom på de årsager, der er til fattigdom, klimaforandringer, krige og konflikter, som krænker menneskers rettigheder og muligheder for et værdigt liv. Verdens gang er ganske enkelt en sag, der er for vigtig til at overlade til politikere alene. Vores demokratiforståelse i Danmark bygger jo netop på deltagelse, og at meninger brydes.
Nødhjælp og udviklin bør således være en folkesag, som blandt andet ngo’er er med til at tale frem. Den må i sin natur også være politisk, for det handler om, hvilke værdier der skal præge respekten for andre mennesker og det fællesskab, vi alle er en del af. FN’s 2030-mål for en bæredygtig global udvikling er en væsentlig ramme herfor. Idéen bag målene er netop, at det ikke kun er regeringerne og statslig bistand, der skal skabe forandringer, men mange forskellige aktører.
I rundskrivelsen ”Laudato Si’” understreger pave Frans, at det er tvingende nødvendigt, vi besinder os og indretter både vores personlige liv og verdens strukturer således, at der forsat vil være et livsgrundlag for os mennesker og håb for fattige. Paven opfordrer til et opgør med det nuværende grådighedens tyranni, som den herskende økonomiske orden fremmer.
Der er med andre ord ingen grund til, at ngo’er holder sig tilbage! Hverken med konkret hjælp til mennesker i nød endsige kritik af de strukturer og forhold, der betyder, at millioner af menneske fortsat har brug for akut hjælp og langsigtede forandringer.
For så vidt angår diskussionen om Trump, så er det måske mest overraskende, at han rent faktisk gennemfører det, han har sagt i valgkampen. Måden og formen, han gør det på, overskygger ofte indholdet.
Det er et demokratisk problem, for man kan ikke ligefrem påstå, at præsidenten søger at fremme samtalen, demokratiets væsen. Tværtimod er Trump og hans folk årsag til, at dialogen kortslutter. For eksempel når noget så banalt som antal deltagere i den præsidentielle indsættelsesceremoni bliver til et spørgsmål om ”alternative fakta”. Det er i allerhøjeste grad bekymrende, og Naser Khaders lidet demokratiske udtalelser om ngo’erne blegner trods alt i sammenligning.
Bekymrende er det også, når spørgsmålet om abort bliver reduceret til et spørgsmål om kvindens ret til at bestemme over egen krop. Hvor bliver den fundamentale menneskeret, retten til liv, da af i forhold til det ufødte menneskeliv? Faktum er, at abort handler om flere menneskeliv.
Alle mennesker er lige meget værd, og derfor burde Trump drage de fulde konsekvenser af sit syn på retten til liv og gå imod brug af dødsstraf i USA.
Jann Sjursen er generalsekretær for Caritas.
