Trump trækker USA ud af global klima-aftale

cimg1296
Laurits Holdt

“We are getting out,” lød det torsdag aften dansk tid fra USAs præsident Donald Trump.

Præsidenten mener, at aftalen skader den amerikanske økonomi og dermed de amerikanske borgere. Og han er, som han sagde det i talen, valgt til at repræsentere borgerne i Pittsburgh  – ikke i Paris.

Den bemærkning fik dog hurtigt en replik fra netop Pittsburgh, hvorfra byens borgmester Bill Peduto, der er valgt for det demokratiske parti, tweetede “As the Mayor of Pittsburgh, I can assure you that we will follow the guidelines of the Paris Agreement for our people, our economy & future.”

Borgmesterens reaktion afspejler den store modstand som præsidentens beslutning møder mange steder i USA – ikke mindst blandt ledere i nogle af landets største virksomheder. 

Ser man på befolkningen – i hvert fald den del, der er registreret som vælgere – så ville syv ud af 10 have at USA bliver i Paris-aftalen, viste en undersøgelse fra november 2016, som det britiske dagblad The Independent refererer.

“USA sender penge til de lande, der har taget vores jobs”

Paris-aftalen handler om, at forsøge at begrænse den globale temperaturstigning for at begrænse omfanget af klimaforandringerne, at skabe større modstandskraft overfor de klimaforandringer som allerede er en realitet og at overføre midler fra rige til fattige lande, for at hjælpe de fattige lande i deres kamp mod klimaforandringerne.

Netop overførslerne af midler fra rige til fattige lande, var et af de punkter, som præsident Trump trak frem i sin tale:

“Millioner af dollars, der burde blive investeret her i USA, bliver sendt til præcis de lande, som har taget vores fabrikker og vores jobs fra os. Tænk lige over det”.

Aftalen foreskriver at de rige lande til sammen skal sende 100 milliarder dollars, hvilket i dagens kurs svarer til godt 660 milliarder kroner, til de fattige lande hvert år frem til 2025, som støtte til de fattige landes klimaindsatser.

Aftalen er underskrevet af 195 lande og i 147 af landene er aftalen blevet ratificeret af parlamenterne.